Hold-Kæft-Bolcher

Kender du den situation, man kan stå i, når der sker noget, eller man ved noget, eller hører noget, man ikke under nogen omstændigheder må tale om? ARGH. Jeg hader det. Jeg laver PR for christs sake! Jeg skriver, jeg blogger, jeg snakker. Jeg er ikke god til at opleve noget, jeg ikke må omsætte i et enkelt lille bitte bitte blogindlæg, eller bare som lille bitte, bitte del af en klumme.

Og oftere og oftere finder jeg må selv i den slags situationer. Der var Det Hemmelige Projekt 1. Så kom Pariser-projektet. Nu er Det Hemmelige Projekt Nummer 2 afsløret, men jeg må intet sige. Intet vise. Intet skrive. Jeg hat fået så grundig mundkurv på at jeg skal bide mig i læben for ikke at gå kontra og plabre løs med stort og småt. Men jeg må ikke. Jeg må bare være god til at tie stille, og læne mig tilbage med alle mine fine billeder og gode historier og tie helt, helt stille. Så det gør jeg så. Jeg får dog en form for ord-forstoppelse, og derfor dette metaindlæg.

Jeg har nemlig været i gang i en måned nu, med Det Hemmelige Projekt 2. Og jeg kan snart ikke holde ud at holde inde med de gode historier. Jeg er bange for at jeg vågner en nat og har gennemblogget om det hele i søvne.

Og nu er det lørdag aften. Johan spiller koncert med Suspekt (de udgiver nye plade mandag – eller er det mon i dag?), og festen brager løs i Albertslund. Sofus og Elias er puttet, og lige om lidt har jeg rødvin i glasset. Nu ved du det, for jeg må ikke engang sige hvad jeg skal på mandag. Og det glæder jeg mig ellers vildt til. Frustrationen vil ingen ende tage.

6 kommentarer

  1. 🙂 det må godt nok være svært! Jeg har oplevet at fortælle min mand om min venindes hemmelige affære. År senere får til en parsammenkomst bruset ud med: nååå, G det var dengang du kyssede på S!!!.
    Gs mand var ikke fornøjet over this brand new information!
    Tand for tunge.

  2. jeg kan så godt følge dig! Jeg har også i mit job adgang til meget information (noget sladder, noget interessant), som jeg skal holde HELT for mig selv. Det kan godt nive lidt. Eller meget. Men det hjalp for mig, at give mig selv prædikatet ‘hende du kan regne med’, for så er der noget at leve op til. Jeg fortæller ikke de saftige historier videre, hvis ikke jeg må, og jeg undlader konsekvent at tale om emner med min mand, som er fortrolige. Den underligste hemmelighed at holde på, var da min lille søn delte en overvejelse med mig, og bad mig love ikke at fortælle den til nogen “… heller ikke far”. Det var svært men også ret skønt at opdage, at ens børn har nogle private rum, de selv vælger hvem må lukkes ind i. Og vi kan bare vove på at svigte deres tillid.

    Held og lykke med alle de spændende projekter!

    Kram S

  3. Du har SÅ meget ret Sylvia

    Kære Susanne – det er jo den vildeste historie! OH GRU!!!!

    Kære Sine – det er så sandt, at vores børn også skal have ret til private rum. Det skal vi i virkeligheden alle.

    Kære Tina – JO!!!!
    KH
    J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *