Nogle madoplevelser overskygges for mig at for megen Mission. Altså at der er mere teori end praksis, og at det bliver vigtigere, hvor grønt og groft det hele er, end hvor godt det smager. Gør det mig lidt McDonalds-agtig at høre på? Det er ikke sådan ment; det er mere noget med at mad også skal være nydelse, og ikke kun et projekt for livet, tænker jeg.
Da jeg var i Paris i april nåede jeg omkring en hyggelig lidt indie-agtig restaurant. Der findes tre af dem i Paris, Nanashi hedder de, og de er økologiske, biodynamiske og meget, meget grønne. Faktisk så grønne, så nogen overvejede om man hellere ville have en burger. Jeg er vild med det grønne, men kan seriøst få nok af det ind i mellem. Når det bliver for tørt eller i det hele taget stiller for store krav (dét kan mad godt gøre), eller i en eller anden grad for helligt, så orker jeg det ikke. Nanashi er en oplevelse fordi restauranten er ret hellig i det, men ikke går over bord på det. Maden var fantastisk, frisk, indbydende, smuk og lækker, og så var det simpelthen så fint et rum at sidde i.
Det er lidt som forskellen på at spise for at leve og at leve for at spise. Jeg hører klart mest til i den sidste lejr, men selvfølgelig modereret sådan at jeg får det godt af maden (bortset fra når jeg falder i og spiser kage hver dag i en uge…).
Det ser meget smukt og appetitvækkende ud, i øvrigt!