Betragtninger fra en fodboldmor

Ok, Elias er begyndt til fodbold. han har spillet siden i sommer, og han elsker det. Ud over et aktivt barn, virkeligt meget vasketøj og samtaler om Atletico (?), forskellen på den ene strategi vs den anden og diskussioner om transfervinduet, får jeg nu også et indblik i hvad det vil sige at være en fodboldmor. Det jeg kan sige om den slags uden at bringe mit barns fritidsliv i fare er at fodboldmødre er længere fra en akut blodprop end fodboldfædre. Fodboldmødre ser ikke sig selv som mere valide trænere end træneren. Fodboldmødre har muligvis heller ikke så mange karriereambitioner på deres 11årige børns vegne, som andre kan have. Fodboldmødre bliver ikke sure på deres børn når de ikke præsterer 180% hele tiden. Fodboldmødre diskuterer ikke med dommeren. Men fodboldmødre fryser. Hold nu kæft, hvor vi fryser. Det gør de fodboldfædre der drøner op og ned langs banen ikke… Så tør jeg ikke sige mere om den sag… Men, det kunne være ret så interessant at overveje kollektivt hvor grænsen mellem engagement, interesse og ambitioner skal skæres, når det kommer til éns unger. Hvor meget tiger skal der være i forældreskabet og hvor meget skal ungerne selv have lov til at finde deres vej? Jeg tror jeg har besluttet mig.

 

7 kommentarer

  1. Umiddelbart (og fuldstændig uden nogen form for evidens at basere det på) forestiller jeg mig, at det må være rarere for børnene at have fodboldmor end foldboldfar med til kamp… Min mand har som håndbolddommer ikke så få gange måtte bortvise forældre fra hallen. Det er (fa’me) sørgeligt… og må være afsindig pinligt for børnene.

  2. Åh, jeg føler med dig. Jeg har forsøgt at pace mine børn i retning af badminton, søspejder, svømning og ishockey, men fodbolden er bare SÅ spændende!
    Atletico er også favorit her for der spiller Griezmann åbenbart… (jeg måtte google manden for jeg var sikker på at min søn udtalte det forkert. kan man være fodboldspiller og hedde Grissemand? Det kunne man godt, skulle det vise sig.. )
    Men hvor er det samtidigt godt at du tager med, opbakning er så vigtigt i den alder.

  3. Hej fra Norge. Jeg har en søn der går på ski – say no more om at fryse! Men jeg får lov til at preppe og smøre ski og det er lidt stressende, så om ikke andet så sveder min hjerne. Den anden halvdel af tiden får jeg lov til at tilbringe i en håndboldhal sammen med gode håndboldforældre som heldigvis godt ved hvordan man opfører sig 🙂

  4. Haha. Min mor siger altid at hendes far skabte sig komplet til hendes håndboldkampe – var klárt mere valid end træneren. Hendes mor? Komplet uinteresseret, ‘bare børnene hygger sig’. Og da min far var topscore i AaB, var det også ham farfar, der var oppe at køre – og farmor, der vist bare frøs :p

    Ingen af os tre piger herhjemme, har dog gået til sport, til vores forældres store fortrydelse – det er vel også en form for oprør, når begge ens forældre var sportstosser.

  5. Irritationen over latterlige fædre blir kun overgået af pinlige trænere som ikke har en dags pædagogik i kroppen. Men fordi man de er frivillige er det også en af de slags ting man ikke må sige højt‍♀️‍♀️

  6. Kære Julia, er også førsteårs fodboldmor men I Italian hvor man heldigvis fryser knap så meget.
    Kan kun sige, at din beskrivelse lyder alt for bekendt. Jeg har dog måtte stifte bekændskab med noget som hedder 4. halvleg som kan få selv den mest garvede fodboldmor til at ryste på hænderne af præstationsangst. 4. halvleg arrangeres af fodboldmødrene og er et stort snackbord fyldt med kager, chips, pizza og sodavand (= jeg elsker dig på italiensk) til spillerne efter kampen. Og nej – sukkerpolitik og fignestænger er bestemt ikke nået til Rom.

  7. Med hilsen fra udkanten, hvor udvalget består af håndbold, fodbold ig gymnastik, så er det er interessant studie i kønsroller, hvordan fædrene generelt er voldsomt engagerede i boldspillene, også som frivillige trænere, og der er ingen grænser for sponsorater fra lokale pengeinstitutter og virksomheder. Imens er gymnastik-foreningen nærmest blottet for mænd, engagement og økonomi. Her er ganske vist masser af børn, men det er piger – og deres mødre – og sponsoraterne ligger det noget sløjt med. Endnu en spændende lille kønsskævheden. Har i øvrigt observeret til håndbold, at det er mødrene, der sørger for at holde styr. På ting. Som kampplaner, fælleskørsel, point, rene spillertrøjer og alle de der aftaler på facebook. Uanset om det er fædrene, der er trænere.
    Kom vist til at bevæge mig lidt væk fra emnet.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.