Mens nogle kvinder nærmest ligner supermodeller to minutter efter de har født, er vi andre, der har måttet erkende at syd er en retning meget af os søger mod.
Samtidig lever vi i en tid, hvor naturlighedsbegrebet er under forandring, og hvor det at have en naturlig krop er et subjektivt spørgsmål og kan involvere alt fra rynkecreme til nye bryster og hårfave.
På den anden side er naturligheden heller ikke velkommen alle steder – altså den helt naturlige, naturlighed. Den hvor maven har blå mærker / strækmærker og ar, og den hvor brysterne hænger som to theposer efter benhård amning af bebserne. Vi ser den i hvert fald ikke så tit. Det er ofte den, vi gemmer væk.
Amning er også under angreb – vi kan ikke nødvendigvis forvente at vi må amme diskret de steder hvor HTbusserne kører forbi. Altså de HTbusser der har et enormt og meget lidt diskret klistermærke på siden, med muligheden om at få nye, pæne bryster ved et kirurgisk indgreb – eksemplificeret ved et meget nøgent, struttende bryst. (Og nej, jeg peger ikke fingre af nye bryster – det er bare mærkeligt at amning er SÅ slem en forteelse i forhold til de reklamer…)
Amning er bandlyst og det samme er ofte den rynkede røv. Det er ikke bare i Danmark det er sådan, det er sådan rigtigt mange andre steder. Derfor har to amerikanske (så vidt jeg kan regne ud) kvinder (dét er jeg til gengæld sikker på, de er), startet et projekt, hvor de fotograferer voksne kvinder – halvnøgne, med børn. De gør det for at sætte fokus på kvindekroppens foranderlighed, på amning, på at det at få børn har konsekvenser, og at de konsekvenser også kan være smukke. Det er debatskabende billeder med kvinder, der tør. Du kan læse mere om projektet her, og billederne er lånt samme sted.
Kvindernes fotos og historier kan læses her.
That’s the way it goes. Som jeg netop har skrevet i en kommentar på en anden blog, så har jeg selv efter tre graviditeter også fået forvandlet et relativt pænt brystparti til to trætte teposer, og dertil kommer noget, der efter fem år minder om kronisk bækkenløsning (hvor underligt det end lyder)… Noget er givetvist ikke som det skal være, men uanset, så er det jo ganske naturligt at kroppen forandres!
Jeg synes lidt, at vi står overfor et uløseligt problem: De “naturlige” billeder er smukke, ja, men også de sætter høje standarder – Ikke for kroppen, men for psyken. Nu skal man også have dårlig samvittighed over, at man ikke står ligeså meget ved sin krop, som kvinderne på billederne? (Det ved jeg i øvrigt godt, ikke var din pointe, det er mere en generel betragtning overfor hele den (mod)bevægelse, som billederne er en del af).
Kære Anna, nej, det synes jeg slet ikke. Vi behøver slet ikke gøre det samme, eller mene det samme, eller turde det samme, alle sammen. Jeg tror vi i det hele taget skal gøre hvad vi kan for at prøve at holde op med at sammenligne os selv på kryds og tværs med hinanden hele tiden. Så er man jo aldrig nogensinde god nok…
Kære SkøreLiv – det gør den. Og hos kvinder mere mærkbart end hos mænd. I perioder synes jeg det er meget svært at acceptere, og på andre tidspunkter er jeg komplet ligeglad.
Kærligst
J
I mine øjne er noget af det smukkeste en kvindekrop med mærker efter livet. Det er det mest naturlige i verden at vi er nogle der har fået seriøst lange bryster, strækmærker og den der mor-mave der bare aldrig rigtig går væk igen. Det er en del af livet, men ikke dermed være sagt at man ikke må forskønne den ved at passe på sig selv.
Uh, den er lidt svær ikk. For forfængeligheden kan jeg personligt ikke løbe fra, samtidig som jeg faktisk er overordentlig stolt af at min krop har båret og født tre børn. Hvis det projekt med billederne var i dk stillede jeg gerne op!
Kram til dig
Maria.
Jeg er helt med på projektet og synes, at det er dejligt og befriende at se skønne kvinder med deres skønne børn. Jeg har bare en nøgleproblemstilling, og det er, at ordet “debatskabende” bliver anvendt om billederne i dit oplæg. Det er pæne billeder af påklædte kvinder med påklædte børn, at det skal være “debatskabende”, at de har lidt strækmærker, lidt hænge-babser og lidt ekstra vægt på sidebenene (det naturlige look), det finder jeg dybt problematisk og ikke mindst sørgeligt.
Jeg sad og så et eller andet tosset program i går på TV3 – vist Mit Plastikmareridt, hvor én kvinde er nedtrykt over, at hendes kunstige bryster ikke kom til at sidde som to margretheskåle lige under hagen på hende, selvom det fysisk på grund af hendes vægt og meget andet ikke ville kunne lade sig gøre. Drømmen var netop bryster, man kunne se, var kunstige! En anden kvinde valgte at lade sine implantater sidde, selvom de gav hende kroniske smerter. Forfængeligheden vandt over helbredet i det tilfælde.
Den naturlige te-pose eller bare det naturlige bryst er blevet så “unaturligt”, at det skal ændres, skæres væk, boostes med saltvand og kirurgkniv og i hvert fald GEMMES væk- netop derfor har du ret, når du kalder de smukke bileder fra The Fourth Trimester Bodies Project for debatskabende. Selvom jeg virkeligt synes, at det er trist. Der burde ikke være meget debat i at se billeder af helt almindelige, naturlige mennesker.
Kram
Bitten
Dejlige, dejlige livsbekræftende billeder (for det ér de jo, de kroppe har skabt liv)!
Jeg har endnu en gang kunnet læse kloge kommentarer og alvorlige betragtninger fra mine fellow læsere, og hvor gør det mig glad! Som Bitten har jeg også set reklamer for Mit Plastikmareridt, hvor en kvinde sagde, at det ikke kunne passe, “at den kvinde på 27 skulle have hængepatter” (altså på grund af en fejlslagen operation). Nu er jeg tilfældigvis 27 år, og ja, mine bryster er skisme ikke, hvad de har været. De kan gøre mig lettere trist til mode og er klart pænest i en bh, men samtidig gør min morkrop mig også hamrende stolt. Sådan helt grundlæggende og ikke mindst, når vores store dreng kigger op på mig og slet ikke kan forstå, at både han og hans lillesøster har ligget lige der inde bag min navle. Men det kan jeg nu heller ikke 🙂
Er VILD med det projekt.
Er kun 26 og efter at have ammet mit første (og indtil videre eneste) barn, er der sgu mere tepose end melon over mine bryster, og det bliver jo sikkert kun værre fra nu af 😀