Lige nu sidder jeg i et meget forsinket tog på vej mod Horsens og aftenens foredrag. Jeg har altid hjemve, når jeg er væk fra de tre, jeg elsker, en nat, og fordi vi havde en fantastisk dag sammen i går, er der skruet ekstra op for den følelse.
I går var Johan, ungerne, min søster Anne-Sophie og hendes mand Helmer i Tivoli. Anne-Sophie havde fødselsdag og vi fejrede den der. Det viste sig på alle måder at være den allerbedste beslutning, og ikke mindst fordi Tivoli næsten var tom. Vi hentede ungerne tidligt – Elias klokken 14 og Sofus det samme, og drønede derind. Det er første gang, vi ikke har stået i lige så meget kø – hvis ikke mere – end vi har siddet i forlystelserne.
Sofus er fire nu, og til januar fylder Elias 8, og eftersom Sofus er frygtløs og Elias åben for nye ting, kunne vi faktisk følges rundt. Det var tophyggeligt – bortset fra en enkelt ting: Jeg blev valgt sidst. Ikke bare sidst, men ALLER-aller-aller-sidst. Johan er nemlig kommet i allerhøjeste kurs, og især hos Sofus. Jeg kan tolereres hvis han slår sig eller vågner om natten, men min hånd er tom, når vi skal krydse en gade og Johan er i nærheden. Faaaaaaa-aaaar – kalder barnestemmen nonstop, og jeg kan i den grad mærke, høre og se, at vi er i gang med en omgang maskulin identifikation. Sofus har bedt om at blive klippet som sin far, og vil kun have hue på, hvis Johan også har. Der er intet, Johan ikke kan, og jeg er den der står tilbage i græsset, når der skal vælges venner til et hold.
Jeg har prøvet det før, og det fine er at det vender, men hold nu op hvor er det mærkeligt. Den der løsrivelse, og den der fornemmelse af at det hele lige vender en halv omgang. Hvor jeg før var den eneste der duede til det meste, er jeg den, der næsten intet kan.
Men i morges, da vi havde en ekstra halv times ro på, krøb Sofus og jeg sammen i sofaen, med sange, kram og kild, og inden Johan kom ud af badet, havde ham den korte også givet mig et frivilligt kys. Så kører forældrekarusellen igen, og jeg ved heldigvis fra Elias at det snart bliver min tur igen.
Åh, de kære små:-)
Hvor er det egentligt skønt at høre om børn som har far som favorit, for det er da oftest moren, ikke?
Måske fordi vi er så dårlige til at give slip på vores yngel og ikke overlader det mindste til faren, for det kan han da nok ikke finde ud af;-)
Nu er det jo så at du har fået hænderne fri igen og sikkert bliver lidt skruk, fordi du alligevel mangler de der børnehænder, så lur mig om ikke du overvejer en efternøler inden længe:-)
Hvor lyder det hyggeligt med jeres tur i Tivoli 🙂
Og ganske normalt og sundt at Sofus har brug for Johan mere end dig nogle gange…det er helt afgjort sværest for dig tror jeg 😉 Ja, måske kan det endda blive en fordel; næste gang det regner skal Johan bare tage regnbukser på og så håbe på at Sofus gør det samme uden brok? Jeg ved det ikke, men håbet er som bekendt lysegrønt!
God aften i Horsens, jeg håber det bliver fantastisk 🙂
Åhhh, de poder! Jeg har jo også kun drenge, og oplever med jævne mellemrum det samme som dig. Pt. skifter det fra dag til dag (min mindste er fire ligesom Sofus), og det gør det lidt lettere at være i – og bære – når man har en idé om, at i morgen er det min tur igen. Men nogle gange kan jeg altså også virkelig nyde, at der er bud efter andre end mig. Og at farmand må lette blikket fra sin smartphone, og komme ind i kampen… Han blir din igen, Sofus, bare vent og se!
Læg Horsens ned! God fornøjelse fra mig
Tak Julia for en fin ,sjov og tankevækkende aften i Horsens ! Vi fik grinet en hel del ,men jeg fik helt sikkert noget med hjem i bagagen, ting der lige skal vendes en omgang og føres ud i livet…..
Kh.Pernille
Det er det samme herhjemme. Min søn er snart 4, og far er den sejeste. Der er superman, batman, spiderman. . Men den bedste er farmand. Til gengæld er jeg i høj kurs hos vores døtre.