Sofus har smidt sutten. Over hovedet ikke frivilligt, og slet ikke med god vilje, men med fast forældrehånd, er den blevet taget fra ham mandag morgen. Sofus er fire, og ja, jeg ved godt at det er sent, men nogle gange er der mere brug for den slags trøst end andre, og Johan og jeg har simpelthen ikke kunnet nænne det.
Først og fremmest galt det om at finde det rigtige tidspunkt at gøre det på – ikke så meget for Sofus, men for os. Johans kalender er fyldt med koncerter og arbejde, og min er fyldt med arbejde og foredrag, og vi er faktisk inde i en periode, hvor der nogle gange er fem dage i mellem at vi er hjemme en aften begge to. Derfor er det en lidt skrøbelig tid for os, efteråret. Sådan har det været hvert år, næsten lige så lang tid, jeg kan huske: Efteråret er for vildt.
Så undskyldningerne er vores, og Sofus har haft proppen siddende godt fast i munden. Mandag morgen skulle det være – vi lagde op til det en uges tid inden, og fik talt med ham om det. Søndag aften samlede vi sutterne ind, så de kan blive sendt til julemandens skrigende, sutteløse, nissebabyer (spørg mig ikke hvor den historie kommer fra, men både Elias og Sofus (og jeg) er overbeviste om at julemanden findes).
Mandag morgen tog Sofus sutten ud af munden, lagde den i kassen, og gik i børnehave. Der var lidt vrøvl og savn mandag aften, og Sofus foreslog også at han kunne få en slikkepind (!), men det gik og han faldt i søvn. Tirsdag morgen blev han lidt ked af det, og foreslog at han kunne få et bolsche (!), men så har det faktisk også været det. Så nu har jeg altså et yngstebarn, uden sut og uden ble, et yngstebarn, som snakker som et vandfald og helst vil have godnathistorier der forklarer hvad evolutionen er, og hvordan big bang foregik. Og jeg forstår det ikke. Slet ikke. Jeg som engang havde fornemmelsen af at bo i en tunnel uden søvn, uden lys, omgivet af sutter og bleer med tis i, jeg har simpelthen to store drenge nu, og er færdig med babyer. Det er et nyt liv, men så længe de begge to gerne vil kramme, kysse og holde i hånd med mig, vælger jeg at undgå panikken.
Tillykke med det ‘nye’ liv 🙂 næste år skal min ældste konfirmeres. Så rammer det mig nok, det med at mine unger er store og faktisk ikke skal bo hos mig for altid?!! Kh. Birgitte
Store unger, du har dig – sejt gået, er sikker på julemanden omsmelter dem til noget godt! 😉
Jeg kan huske, jeg fik lov at udpege en valgfri æske Dublo, da vi havde sendt sutterne med posten. Bare at stå der i Toys’R’Us med frit valg, var belønning nok i sig selv, også selvom jeg endda var knap 5, før hammeren faldt 😉
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
Hej Anne, Det er jo derfor du kan huske det! Det er der også kvalitet i… Ja, de er fandme store, forstår det heller ikke…
KH
J
Hej Birgitte,
Ok, det giver jo slet ingen mening! Jeg føler jo jeg har “kendt” dig altid, og på en eller anden måde er dine børn stadig lige startet i skole – men det var måske, da vi begyndte at skrive “sammen” herude?
Fuck, vi bliver da også gam…. Hov, VOKSNE!
KH
J
Sejt gået! Ja, faktisk af jer alle. Vi kæmper stadig lidt med at få D til at forstå, at det ikke varer evigt med den sut. Jeg er pt. mest til en kold tyrker, men jeg må så blankt indrømme, at med lillesøster på kun otte uger er overskuddet hverken hos mig eller hos barnefaderen til, at det skal være en kamp hver aften, når han ikke må få sut, men lillesøster må.
Hej Marina – TAK! det forstår jeg så godt. Elias var 3 år og 9 måneder da Sofus kom, og han stoppede først med sutten da han var fire år og to måneder. Netop af samme grund. Jeg tror altså det er så ligegyldigt om det er to måneder mere eller mindre. Det er de voksne der skal have overskud, lige så meget som det er ungerne, der skal være klar… KH J
Sikke dejligt det gik så nemt:) han kunne nok mærke mor og far var klar til han smed sutten:o) hi hi
Mindstemanden hos os er også den der vil vide alt om alt. Vi ser rigtig meget BBCs programmer på Netflix. Den blå planet og sådan. Dejligt for os voksne så bliver vi også klogere:)
Det er lidt vildt så de der ting sker. Min den yngste ud af tre, smed natbleen i sommers. Efter 8 år med bleer i huset.. det er vildt. Nu har man pludselig store og selvstændige børn.
Det betyder heller ikke noget om drengen er 3 eller 4, nogle gange har man bare brug for den trøst som kun en sut kan give. Herhjemme har jeg advaret Arthur på 3 om at sutten bliver sendt op til Julemanden, hvor Moster Karen lige er flyttet op. Så kan hun give ham sutten – og som tak for man en kæmpe gave tilbage! Noget med små lego’er som lillebror ikke må lege med. Jeg er til bestikkelse. Om han har skrigende babyer uden sut, det ved jeg simpelthen ikke, men er han ikke lige gammel når til sådan at rende rundt om natten? Julemanden, altså.
Men sejt! Det kan være en kamp, når de ikke selv lige smider bleen/stopper med sutten.
God torsdag.
Jeg vil oss have store drenge…. jeg står stadig lige midt i søvnmangelen, lortebleerne, kaffen, sutterne (hvor bunken af dem der skal koges altid er større end dem der er rene..) og opdragelsen af en tre-årig (med både sut og ble…) med en på 4 måneder på armen, der vil ammes i 2 timers intervaller hele døgnet. Jeg er træt. Holder mig oppe ved at dagdrømme om ture i skoven og til vandet med to raske drenge på 3 og 6 og om de weekender, hvor de skal på ferie hos Mormor i sommerhuset i Jylland.. 🙂