Tillykke Sofus, Din Lille Lækre Nullerhaps

Sofus fylder fire år i dag. Fire flotte år. De fineste år, de år hvor alting skete så hurtigt, at vi næsten ikke kunne følge med, og de år, hvor vi sammen, Johan og jeg, blev endnu mere voksne, og lærte endnu mere om livet. Sofus kom fordi han ville, og da det passede ham. Det sidder i ham. Han er ikke til at flytte, ikke til at overbevise, ikke til at aflede, og ikke til at komme uden om. Han er et af den slags mennesker, som gerne selv vil bestemme (det ved jeg ikke hvor han har fra…), og en af den slags mennesker, der er begavet med en jernvilje og en stålsathed. Det hjælper når man vil lære at klatre mindst ligeså godt som sin storebror, og det hjælper (ikke forældrene…) når man mener at chokoladekiks er eneste mulige morgenmad. Jernviljen gør noget godt når man er lille, kort og syg nærmest hver måned, som Sofus var i sine første år. Men han er ikke kun vilje – han er også ro og sødme. Roen til at samle bittesmå legoklodser, eller til at blive “nuttet” i et stort kram i flere timer, eller roen til først at stå op, når man selv vil, uanset familiens andre morgenplaner, bor også i Sofus. Sofus er en knaldperle af kys og fis, og han er aldrig bange for at prøve noget nyt. Han er omsorgsfuld og kærlig, og vil gerne dele ud af det. Han kom, da vi ikke vidste vi manglede ham, og satte alting på plads igen. Han gjorde at vi var nødt til at sætte alting i system og ingenting på hold, og at vi – Johan og jeg – sammen var nødt til at give den endnu mere gas. Han var med mig alle steder, på arbejde, i tog, ude og holde foredrag og til møder, indtil han var 7 måneder. Vi arbejde godt sammen, Sofus og jeg, og vi arbejdede hele tiden. Der kom en stund, hvor jeg var bange for at jeg havde begået en af livets store fejl, ved ikke at kunne holde barsel med ham, men så så jeg ham klart, og så forbi min egen konstante og evigt latente dårlige samvittighed (over alt fra Klodens tilstand, til de sko jeg købte sidste år, til de fem minutter jeg ikke har været sammen med mine unger), og blev så stolt. For Sofus, han kan, og han vil, være med. Og i dag bliver han fire. Fire flotte år. Fire år med sutter, tog, dyner i sofaen, med kiksekrummer, fedtede fingre og kys. Og kram, og masser af bløde arme, og fis og kild og grin, og jeg mærker at min taknemmelighed ingen ende vil tage. Jeg fatter ikke at det netop var ham, den lille lækre haps, der blev min.