Midt i alle verdens menneskeskabte katastrofer, som mildest talt optager Elias og mig for tiden, sker der gode ting. Elias er nemlig blevet fan af Andreas Mogensen, Danmarks første astronaut. I dag steg han ind i en rumraket og blev fløjet op mod stjernerne, og da det skete blev drengedrømme vakt, samtidig med at vi spiste kiks i sofaen, pakket ind i dyner. Elias VILLE se det. Han ville se hele den lange optakt, og eftersom vi har læst avisartikler om det i tre dage nu, var der ikke så mange nye informationer. Jeg havde lidt tvivl om, om det var en god idé at se det – altså hvad nu hvis skidtet sprang i luften for åben skærm med en 7årig, der så det hele? Det talte vi om, Elias og jeg, og efter Politiken i går bragte en side om alle de ting, der kunne gå galt, tænkte jeg at Elias var forberedt. Den læste vi nemlig tre gange. Men der er noget helt filosofisk i det: For nyhederhederne flyder over med mennesker på flugt, mennesker, der ikke har noget tilbage, og her – her er der så en nyhed om en mand, der ved hvad risikoen er, og alligevel lever sin drøm ud. Jeg tænkte, at det ikke var det dårligste Elias kunne få med. Så der sad vi så. I halvanden time, med bankende hjerter, indtil raketten var skudt af, og vi kunne ånde nogenlunde lettet op. Andreas Mogensen kommer efter planen hjem om ni dage (det skal vi også se), og hvis du eller dine børn også har en lang række spørgsmål til astronautlivet, så læs en masse gode svar her.
Derfor stod Elias & jeg op klokken 0515
Fantastisk oplevelse – også i vores lille hjem. Specielt at kunne dele sådan et øjeblik med sine børn, og ikke mindst at opleve deres interesse for det. Hos os spurgte den snart 6-årige storesøster flere gange: “Er det i virkeligheden?!?” 🙂 Hun havde nemlig ikke researchet avisartikler inden 😉
Jeg sad også oppe sammen med min niårige søn og så Andreas komme godt afsted. Det var med et bankende hjerte at følge det live på tv, Oskar mener det helt sikkert kommer med i historiebøgerne i skolen og at Andreas er den sejeste mand i Danmark !
Hvor lyder det hyggeligt! Jeg fortryder da bitterligt, at jeg ikke sad foran skærmen med min 7 årige i morges…
Det er så skønt, når man kan kan få de der snakke om livet og verden med sine børn – især når anledningen er god midt i alt det triste!
Kære Anne Sofie – jeg havde slet ikke tænkt over at vi skulle før Elias foreslog det. Men det var faktisk rigtigt fint, og meget eventyragtigt midt i hverdagen.
Kære Pernille – Elias er enig med Andreas, kan jeg love dig!
Kære Elisabeth – det er også svært at forstå at det virkeligt sker – og at det er virkeligt. Selv for en voksen,
Kærligst
J
Hvor lyder det bare ualmindeligt hyggeligt, som jeg også har skrevet om på bloggen i dag, så skal man sgu tage en chance ind i mellem. Og se hvad der sker.
Også om nogle så synes det er politisk ukorrekt, at lade sit barn “risikere” at se med. For sikke en god beslutning, det jo så viste sig at være, ikke? Og var hele skidtet røget op i ild, så måtte man tage den derfra.
Det er med at tage en chance, når den byder sig! Og med netop den du nævner her, var det nu eller aldrig. Og om mange år, kan Elias sige “han var med” 😀 Lyder som en dejlig aften.
– Anne
http://www.venterpaavin.blogspot.com
– Anne
Jeg husker, da jeg som lille blev vækket og kom ind i stuen og så den første mand gå på månen. Det var stort!
Jeg beundrer din søns dedikation. De der drenge kan noget med at “nørde”. Motivationen er i top og så må man spille med. Sejt.