Nøjagtig som sidste søndag, handler denne søndag om arbejde. Jeg er steget på toget på Hovedbanen og er nu på vej til Middelfart, hvor jeg skal holde seks (!) oplæg om sundhed. Denne gang ikke med en liter vodka i blodet og dansefødder, men på bagkant af en nat med Sofus, som havde feber. Igen.
Der er søndagsstemning i toget og der er ikke mange med, og verden står lidt stille i regn og blade der drysser ned fra træerne udenfor. Forleden fik jeg en mail fra læser af bloggen her, som skulle på weekend med sin kæreste. De har et barn sammen på fire år, og hun skrev og spurgte mig, hvordan jeg tacklede at være væk fra mine børn. Om ikke det er svært?
Og når jeg sidder her i toget på en højhellig søndag, hvor Johan, Sofus og Elias er på Zoologisk Museum og se den nye udstilling om mammutter sammen, så ved jeg at jeg går glip af noget. Jeg går glip af ungerne, af deres oplevelser og af familietid. Men gøglerlivet er mit, og jeg elsker det; jeg er også blevet virkelig god til at se det positive i at være væk ind i mellem, og i at mine unger lærer at både Johan og jeg har lyst til det vi laver, og til at være sammen med dem, både sammen og hver for sig. Jeg tror det er vores generations udfordring (en af dem…), at vi synes at vi skal både blæse og have mel i munden, at det hele ikke må koste noget. At arbejdslivet ikke må gribe ind i familielivet. Men det gør det; og når Elias er med mig på arbejde, eller når Sofus sover under skrivebordet, så oplever jeg ikke at de går glip af noget, snarere tværtimod; de lærer at et arbejdsliv også er et dejligt liv, og at jeg som voksen både kan være lykkelig når jeg arbejder, og når jeg holder fri med mine unger.
Julia, jeg har skrevet, sagt og tænkt det før – du er en sej mor og kvinde.
Jeg beundrer dine tanker om arbejdes- og familelivet ogdit kæmpe mod til at skrive om mange af de ting, som vi andre blot tænker.
Rigtig god søndag til dig 🙂
Du er meget gavmild, Dianna. Tusind tusind tak! Det varmer virkeligt! KH J
Åh, du rammer rigtig her, Julia. Hårdt og rigtigt. For lige nu banker den trælse følelse af at være en dårlig mor på, som jeg har siddet HELE denne weekend og arbejdet. Nåede ikke en gang med til svømning i morges. Så jeg håber så uendelig meget, at vores dreng lærer, at også arbejde kan gøre glad, og måske en dag finder han også ud af, at corporate governance er det fedeste, der findes. 1000 gange federe end smølfer og gravmaskiner. Tilsammen.
Jeg tror på, at så længe vi er glade og til stede og nærværende lige der hvor vi er, er lykken og glæden tæt på. Men hvis vi sukker efter arbejdet når vi er sammen med vores børn eller brokker os over at vi skal arbejde og meget hellere vil være sammen med dem. Hvis vi hele tiden sukker efter et andet og bedre liv, Ja så bliver det et mudret billede vi viser vores børn. Og os selv.
Hvis vi vender billedet lidt, og tænker på, hvor dejligt det er, at give sine børn mulighed for at opleve en bid af verdens sammen med andre, uden selv hele tiden at skulle være til stede. Det er så dejligt at opleve børnenes glæde ved at fortælle om deres oplevelser med fx. deres far, bedsteforældre, eller hvem de nu har oplevet noget sammen med. Den glæde må vi ikke være så egoistiske at tage fra dem. Du er ikke en dårligt mor, bare fordi du har et liv, hvor andre interesser også fylder. Du kan være en særdeles god mor, netop fordi du giver en smule slip.
Maria C. skriver om at være til stede i nuet, det er så rigtigt og vigtigt.
Arbejde i weekenden, om aftenen hvor man normalt er sammen som familie er der mange forældre der må gøre, simpelthen fordi det er ens arbejdstider. Det er ikke altid et positivt, aktivt tilvalg, men en nødvendig hvis man vil have et arbejde og have et økonomisk grundlag for ens familie. Sådan ser det i hvert fald ud i min familie, hvor vi begge er sygeplejersker.
Men når det er sagt, giver det også mulighed for at holde fridag med børnene på en normal hverdags onsdags og hvor kan det være mere afslappende end i weekenden, hvor der er tryk på alle steder. Den mulighed forsvinder når børnene når skolealderen, derfor har jeg også fået et administrativt arbejde, så jeg altid har fri i weekenderne.
@ Marina – jeg tror faktisk det er sådan det er; at vi lærer begejstring for faglighed og fordybelse at kende fra vores forældre. Kunsten er at vi så slipper den dårlige samvittighed i stedet for at lade os tyrannisere af den.
@ Maria C – Nærvær! Du har så meget ret. Og også i at vi skal undgå mudderet…
@ Hannah; du har så meget ret – der er også megen snak om at vi overvåger vores børn for meget; og i det hele taget tror jeg det er uendeligt sandt at vi skal lade dem opleve andre voksne end os.
Åh, så er det jeg tænker, at det ville min mand aldrig blive spurgt efter. Hvorfor er det, at det er ok faderen er væk og ikke moderen. Det er sådan en kommentar der rykker ved den dårlige samvittighed, men som jeg ikke synes, den skulle.
Jeg har faktisk også arbejdet i dag, for en gangs skyld. Og selvom jeg helst ville have hygget sammen med min kæreste og vores søn, så gik min tid utrolig hurtigt, så det har jo tydeligvis ikke været så slemt. Og så glæder jeg mig over min kæreste og vores søn fik en dag hvor det kun var de to. Det har jeg nemlig haft rig mulighed for mens jeg var ledig (har lige fået job) og det er altså skønt!
//B
Du er sej. Hader hele snakken om dårlig mor. Vi er jo de bedste mødre vi kan være. For vi har ingen andre børn – end vores egne. Og ja de har en mor. Verdens bedste mor! Uanset hvad vi laver. Og ja så kan vi jo ligeså godt vælge det vi har lyst og brænder for. Så vores små elsklinge oplever passionerede og elskelige mødre! Er med dig hele vejen!
Jeg synes at det bedste er når man kan integrere børn i sit arbejdsliv. Problemet i dag er at børn er pakket væk i institutioner og har meget lidt berøring med det voksne laver og omvendt. Det er et skråplan.
Også forstår jeg ikke det der med at man altid uanset hvad er den bedste mor for sit barn. Det er da ikke rigtigt. Kan man ikke altid gøre det lidt bedre? Jeg er da ikke altid den bedste mor når jeg fx ikke kan rumme mine børns vrede, eller når jeg er fraværende eller hvis jeg bagefter kunne se at der var en situation jeg ikke tacklede særlig godt. At jeg er således fejlbsrlig og ikke altid slår til må jeg leve med og tage til efterretning. Sådan er det at være menneske og mor. Men at sovse mog selv ind i at jeg er den bedste mor når jeg har gjort noget der var dumt den går ikke.
Jeg er så enig Speltmor – det er så sandt at vi adskiller børn og arbejdsliv totalt. Meget ærgeligt.
Sikke dog et positivt indlæg, bliver helt glad på denne regnvåde mandag.
Synes slet ikke det er helt så simpelt. Og jeg er i øvrigt helt på linje med dig speltmor. Jeg vil gerne prioritere mit arbejde mere – er snart jobsøgende igen, men jeg skal finde noget, der hænger sammen med, at jeg har to små børn, der ikke skal være for lang til i institution. Måske fordi jeg har oplevet institutionsverdenen fra mine feltarbejder, fra jobbet som pæd.konsulent og som henholdsvis pædagog, leder og medhjælper. Der er for langt mellem snapsene i danske daginstitutioner. (I øvrigt er der en super artikel i Berlingske i dag af Nils Ebbe Hansen vedr. pædagogik og daginstitutioner). Jeg ville ønske, at jeg havde flere bedsteforældre at trække på, eller en skøn tante eller noget helt andet. Bare en der ville elske at give mine børn nærvær og gøre vores hverdag lidt nemmere. Lige nu tager jeg selv tørnen og har droslet ned på arbejdsmængden – og jeg klapper mig selv på skulderen. For det er da faktisk meget godt gået, synes jeg.
Birgitte hj. Det er sådan en god beslutning du har taget tror jeg. Jeg er heldig at jeg altid har arbejdet hjemme. Det sparer transport tid og gør det nemmere at tilrettelæggelse arbejdet så man kan være mest muligt sammen med børnene. Nu er der heller ikke en skarp skillelinje mellem arb og fritid for mig. Jeg er sådan set mit arbejde ( jeg er præst ) så derfor har jeg mulighed for at inddrage dem i mig arbejde naturligt nok. De er med i kirke og til de fleste sociale arrangementer, og da jeg holder helt fri om mandagen kan jeg have børnehavebarnet hjemme den dag om ugen og hente skolebarnet når hun har fri. Jo større de bliver jo mere skrivearbejde kan jeg også lave mens de er omkring mig. Jeg håber for dig at du kan finde sådan den kombiløsning
Mit barndomshjem var/er en restaurant i Nordjylland. Selv om vi boede i en helt almindelig villa et andet sted, så var det i restauranten, at vores liv blev levet. En gammel nedlagt vandmølle, hvor byens borgere kom og holdte deres større fester og fik sig lidt at spise, når de gik en tur i skoven. Det var mine forældres restaurant. I mit barndomshjem, var der ingen skillevæg mellem arbejdsliv og familieliv. Alle mine familiefester blev holdt i restauranten. Mit første fritidsjob var som flaskesamler for en af de lettere alkoholiserede tjenere. Det næste var i opvasken og så videre indtil jeg fik lov at servere til de store søsætninger. Det samme gjorde mine brødre. Jeg havde altid et sted at tage hen, for min far og mor var enten der eller derhjemme.
Jeg var også ofte et af de sidste børn, der blev hentet i institutionen. Ofte et kvarter eller en halv time for sent. Jeg husker ikke de tidspunkter som noget negativt. Måske er det fortrængt, det kan jeg jo selvklart ikke vide, da det jo så ville være…ja, fortrængt. Men jeg synes at huske, at det var tophygge at have pædagogerne og børnehaven mere for mig selv og mere i ro. Jeg var et barn, der godt kunne lide roen. Til gengæld mødte jeg også senere.
Alligevel tænker jeg, når jeg selv arbejder meget. At vi jo ikke ved, hvilken historie vores børn tager med ud af den barndom, vi giver dem. Jeg romantiserer selv ofte min egen barndom, når jeg fortæller om den og når jeg selv nostalgisk svømmer tilbage i den. Men jeg husker da også at have haft tanken, at restauranten måske var vigtigere end os børn. Eller at restauranten ødelagde mine forældres ægteskab. Eller at restauranten kørte min far næsten helt ned i knæ til sidst.
Måske tager de den historie med sig, at det er godt at kæmpe for noget, man brænder for. At det er godt at arbejde med det man elsker. At skabe sit eget arbejdsliv er noget at stile efter – også selv om det koster på privatkontoen.
Eller måske tager de den historie med sig, at deres forældres arbejde var vigtigere for dem end dem.
Det er ikke så sort/hvidt og nemt at regne ud, som vi gerne vil have det til at være. Jeg ved, at mine brødre og jeg har meget forskellige syn på vores barndoms rammer. Og min far fortalte mig forleden, hvordan han nogen gange ønskede, at han havde brugt lidt mindre tid på arbejdet og lidt mere på os. Jeg synes jo, at han gjorde begge dele. Hvilket var en øjenåbner for ham, tror jeg.
Jeg håber, jeg viser Anna og Isac, at en kvinde godt må have ambitioner og drive til at ville noget for andre end kun dem med sine evner. At de ser en kvinde, der ikke lader sig nøjes og ender med at være bitter på dem, fordi deres tilstedeværelse betød, at hun ikke fik levet bare levet lidt af sine drømme ud. At de ser en mor, der elsker at være sammen med dem og at dele hele sit liv med dem – også sit arbejdsliv. Og at de ser en mor, der lige så ofte prioriterer dem, fremfor arbejdslivet, fordi lige den dag, var de det vigtigste. Ikke hver dag. Men lige så tit, som det andet.
Og så er det jo op til dem, at tage historierne med derfra. Gøre dem til deres. Og lade dem være vrede på mig over de ting, de nu synes, der er at være vrede over. For det er der. Det er børn jo. Uanset, hvor godt vi forsøger at gøre det, så fejler vi ind i mellem. Og kan vi i processen lære dem, at det er ok at fejle og at tilgivelse er godt, så gør vi os selv en kæmpe tjeneste til den kommende alderdom, hvor vi gerne vil have dem på besøg så ofte som muligt 🙂
Kære Julia,
Har netop læst dette indlæg og jeg tror det er mig der er læseren af bloggen, som har skrevet til dig.
Men jeg bliver lidt nervøs for, når jeg læser det du har skrevet, om du har misforstået min mail. For det var bestemt ikke min mening at “klandre” dig på nogen som helst måde eller stille spørgsmålstegn ved/virke undrende over hvordan du kan være “væk fra dine børn” og om det ikke er svært.
Tværtimod, for jeg har virkelig så meget respekt for dig! På den fede måde altså 😉
Min mening med mailen var bare, at i og med at du ofte har skrevet om hjemve, så ville jeg høre, om du kender til og om du havde et godt råd til hvordan jeg tackler den angst der kommer flyvende, når jeg tænker på at skulle overlade Xander i andres varetægt (også selvom det er nogen der elsker ham næsten ligeså højt som hans far & jeg) mens vi begge er så langt væk fra ham som Nice og så i 5 dage – angsten for at der skal ske noget med ham. Som forælder er man selvfølgelig altid bange for at der skal ske noget med ens barn – ikke at jeg går og tænker på det 24/7, men når man vi så skal være adskilt og så langt væk fra hinanden, så kommer jeg i hvert fald til at tænke over det.
– Og derudover lider jeg voldsomt af flyskræk, så jeg er også samtidig skide bange for at flyet skal falde ned!
Jeg har ikke dårlig samvittighed over at vi skal til Nice, for jeg ved at han elsker at være hos sin mormor & morfar. Hvis der sker noget med ham vil situationen selvfølgelig være en helt anden, men p.t. har jeg ikke dårlig samvittighed og det var bestemt heller ikke min intention at give dig det eller få dig til at tænke over det – ville bare høre, om du havde et godt råd til hvordan jeg glemmer min angst. Det er vist noget med mit kontrol-freak-gen!
Jeg krydser fingre for, at du forstå hvad jeg mener med alt det ovenstående og at jeg udelukkende har positive ting at sige om dig som menneske, dine bøger og din blog som jeg altsammen læser med stor fornøjelse og suger til mig af og derfor også min mail til dig, som jeg bestemt ikke havde til hensigt virke dømmende med på nogen som helst måde – blot at få et godt råd 😉
Ha´en dejlig dag, søde Julia 😉
Kh.
Louisa