Sommerforventninger del 1: Nærhed

I denne uge, har jeg for første gang (tror jeg nok), et tema for indholdet her på bloggen. Det er nemlig ved at være tid for mange af os til, at vi kommer tilbage på arbejde, tilbage fra ferien. Hvert år er der ting, jeg ønsker mig at få ud af sommeren, og måske har du det på samme måde, så i denne uge, tænkte jeg at det måske var netop det, vi kunne tale om: Sommerforventninger. Den første forventning er:

Nærhed

For mig har nærhed mange ansigter; og jeg oplever at jeg kan opleve nærhed i mange situationer – både med min mand, mine unger, mit arbejde, mine kollegaer, men ind i mellem også bare ved at se på, hvordan andre dyrker deres. I år var det særligt vigtigt for mig at hjælpe mine unger til at være gode og tålmodige søskende for hinanden. Min egen udokumenterede og private teori er at det er forældrenes pligt at sørge for at ungerne kan holde hinanden ud, kan tage hensyn og kan mærke hinanden, som mennesker og gode venner i livet.

Det lykkedes ikke helt, ikke hver dag og ikke hele tiden. Men Elias er verdens bedste storebror, og jeg må indrømme at mit hjerte blafrer af stolthed ved at se, hvordan han evner at omgås og forstå sin lillebror. Sofus er en heldig dreng.

IMG_2870

3 kommentarer

  1. Forældrenes pligt? Enig. Ligesom med så meget andet må vi efter bedste evne gå foran med et godt eksempel på hensyn, rummelighed, tålmodighed og godt kammeratskab.

  2. Det lyder som et godt mål for en sommerferie. Sidste år brugte vi sommerferien på at flytte og istandsætte ny lejlighed, så der kedede børnene sig en del. Derfor skal vi i denne sommerferie bare være sammen og slappe af her i DK med små cykelture rundt i København og ferie hos bedsteforældrene. Det bliver skøn at lade op sammen uden alt for mange planer.

  3. Jeg forventede, at jeg evnede at give mine børn ufattelige mængder nærhed. At jeg ville lege, lytte, lege pludre og spørge og mærke og se. Og lege. Shit altså, mine forventninger til mig selv blev ikke indfriet. 3 uger i sommerhus med mand og to børn på 3 og 1 år. Jeg havde ellers ryddet 2 hylder i Panduro Hobby inden afrejse, da jeg havde planer om at være nærværende krea-mor. Og jeg var også lidt krea-mor, men det meste af tiden befandt jeg mig i en tåge af træthed, hvor jeg ikke var helt tilstede, og hvor jeg ventede med længsel på ungernes middagslur (hvis vi var så heldige at de sov). Måske er det fordi jeg stadig er på barsel? Måske får jeg overskud, når arbejdet genoptages? Når natamningen ophører? Når jeg kan aflevere i vuggestue? Jeg er en af de mødre, der har taget 1½ års barsel på hver af mine børn (og som dermed ikke bidrager til ligestilling mellem kønnene) fordi tanken om at aflevere mine unger i daginstitution river og flår i hjertet og føles helt helt og aldeles forkert. For mig. Men mine morressourcer på fuld tid er ved at være opbrugt. Måske jeg skal ha en sensommerforventning om at tilgive mig selv, at jeg ikke helt slår til – en mor er jo kun et menneske.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *