Når den her Nutning bliver voksen ønsker jeg for ham at han får et godt og lykkeligt liv. Min rolle i det, er at sørge for at han og hans storebror har de nødvendige muligheder.
Der gik en prås op for mig denne weekend: Måske skyldes noget af al den stress og jag hen mod perfektionisme og total kontrol, så mange i den generation jeg er del af, stresser over, at vi tror vi har det fulde ansvar for vores børns succes.
Det er ikke mig, der er særlig klog, men Weekendavisen. De bragte nemlig i weekendens udgave en anmeldelse af en amerikansk bog, der opfordrer til at forældre giver lidt slip på deres børn, og prøver noget der til forveksling ligner den måde vi opdrager på i Danmark.
I slutningen af teksten står der:
“Vi elsker vores børn så meget, at det er skræmmende at acceptere at deres fremtid til dels bare er et resultat af tilfældigheder.”
Den kontrol vi ønsker (hvis man gør det), findes ikke. Vi kan være dygtige til at sørge for omsorg, kærlighed, nærhed og muligheder, men vi har ikke det endelige ansvar for om vores børn senere i livet evner at gribe dem. Vi har dem kun til låns, de børn, tror jeg.
Nu har jeg ikke læst Weekendavisen (alene hjemme med 2 børn hele weekenden…som om jeg har rørt en avis!). Men jeg gætter på at du skriver om Minimalist Parenting?!? De har en blog (http://www.minimalistparenting.com/category/blog/) og de er ret interessante at følge.
Jeg mødte dem i mit liv da jeg talte med en amerikansk far (som bor her i DK) og han synes det er det fedeste, som nogle længe har skrevet og at alle mødre skulle læse/lære det!
Kloge ord på en mandag. Elsk og slip. Måske de eneste pejlemærker vi har brug for i vores forsøg på at gøre det bedste i en verden fuld uforudsigelighed
Som mor til en 12-årig mærker jeg allerede, at ens børn kun er til låns. Håber dog jeg har givet ham så meget med i baggagen, at han kan takle sin fremtid uden for mange skrammer.
Tror virkelig, du har ret. Og det starter tidligt. Ikke engang dagplejens små sejre og nederlag er forældrene jo herrer over. Men vi kan forsøge at give en ballast, et trygt udgangspunkt, hvor de altid kan føle sig gode nok, kloge nok, smukke nok. Så kan de klare (næsten) alt.
Her har vi en klar rettesnor: Vil selv, kan selv og skal selv, men aldrig alene!
Det betyder kort sagt, at vi har en forventning om, at vi opdrager dem til at have det vi definere som gode værdier og at de lærer, at hvis de vil noget har de en forpligtelse overfor sig selv om at kæmpe for det! – som mine elever får at vide “Talent forpligter!” (og her menes talent som i super god til motor, super god til matematik, dansk osv. – bare fordi man kan noget godt kan man ikke være ligeglad og ikke kæmpe for det!)
Vi tror og håber på, at vi giver vores børn de bedste muligheder ved at give dem den bedste opdragelse vi kan – og vi ved, at det bliver vi nødt til, for vi har dem kun til låns! (hvilket også er en af grunden til at vi ved at vi bliver nødt til at tage de kampe der er og kommer, for ingen får noget godt ud af at have curlingforældre!)
Vi har fået dem, for at de kan forlade os!
Allerede når de rækker ud efter ranglen er de igang med at rive sig løs fra vores favntag, at bevæge sig ud i verden.
Jeg tænker ofte over, at jeg ikke må stå i vejen for deres rækken ud efter verden – min plads er ét skridt bag dem, præcis som du står dér og iagtager Sofus-nutningens færd på billedet.
Det er det sværeste vi overhovedet må gøre, at stå dér og lade dem gå deres egne skridt. Men det er det eneste vi må gøre.