Da ungerne var små var påskeferien nogle år den allerværste.
Alt var lukket, alt var koldt. Man blev vækket klokken 5 om morgenen, eller nogle dage endda klokken 0430, og så skulle man i gang med at fylde en lang dag med en lækker kombination af trainspotting, togbaner, Thomas Tog og legepladser. Og det var koldt.
Nu er det stadig koldt, råt og gråt, men ungerne er store. Nok står de tidligt op, men de har ikke brug for at følges med en voksen, og kan sagtens tage de første par timer alene sammen. Og nok ser vi film, men nu noget vi alle synes er sjovt. Legepladser er suppleret med lange gåture igennem kolde skove eller vindblæste strande, og man har samtaler med kloge børn, som tænker over tingene, og gerne vil dele. Og jeg kniber mig selv i armen og tænker at nogen skulle have forklaret mig, at ferier kan være sådan her, dengang, Elias var 3 og jeg var søvnløs, for hold nu op hvor er det vidunderligt, roligt og helt som det skal være.
Jeg kan læse, at vi gennem årene har været heldige. Til dato er ungerne aldrig vågnet før mig – og selv mens jeg var gift med deres mor, og de var mindre, så har det at sove igennem været noget af det første, de lærte. 🙂
Men ja, det er den gode tid I går ind i nu, for frem til teenageårene så begynder de at nyde alt det sjove, man kan lave i sit eget gode selskab. Omkring teenagealderen synes det som om de deles i to grupper: den ældste søn har det som mig: han vil have noget ud af dagen, hvorimod deres storesøster og den mindste søn kunne sove hele formiddagen. Det giver sine udfordringer, medmindre man lærer en vis form for list, der gør det sjovt at stå op.
Og til sidst, når vi en dag er bedsteforældre, så vil vi savne de sjove udfordringer – tror jeg nok. 😛
Lyder som en dejlig påskeferie
Lyder som en fantastisk ferie… ro og nærvær. … men ja det koldt.
Det lyder som en dejlig ferie I har haft.
Tak fordi du giver mig håb midt i min skønne, hårde småbørnsvælling.