I sidste uge var Johan og jeg i paris for at fejre min venindes 40 års fødselsdag. Vi har været veninder i 17-18 år, og fulgt hinanden i det meget tykke og det ganske, ganske tynde. Der har været gode dage – gode uge, gode år. Og det modsatte. Da min mor var døende, var min veninder der for mig, da mine børn kom ligeså, da ting så sorte ud, stod hun ved siden af mig, og når de er lyse, danser vi sammen. Det at have fået børn begge to, gør fleksibiliteten mindre; det er sværere at få mulighed for at ses, sværere at ses en hel tømmermændssøndag, og endnu sværere overhovedet at finde en lørdag, hvor man kan få tømmermænd – samtidig. Men det at tage afsted sammen, og fejre hende, var det bedste initiativ. Det mindede mig om, at der er lys, luft og muligheder, og at det at blive ældre indeholder endnu flere muligheder, end vi havde engang. Tingene ser anderledes ud nu, men venskabet er der, og det er det, der fylder med kærlighed, omsorg og gensidig begejstring.
Det er nogle af de vigtigste venskaber i livet. Kh. Birgitte
Godt at du og Johan tog til Paris og fik fejret din veninde, det er SÅ vigtigt ikke at tage hinanden for givet og gå ud fra at venskabet bare ER der. Venskaber er hårdt arbejde, sjov og ballade, fester og forpligtelser, sorg og glæde i én stor pærevælling. Rigtige, nære venner kan rumme én som man ER, og man kan være sig selv, langt fra Facebooks og Instagrams blankpolerede overflade.
Selv mistede jeg min nærmeste veninde i december sidste år. Vi havde kendt hinanden siden år 2000. Hun havde været syg af kræft i 3½ år og fik endelig fred. Jeg er ikke i dyb, knugende sorg mere, den ER lettet, men savnet er der hver dag. For en del af mig, alle de oplevelser og erindringer vi havde SAMMEN kunne jeg ikke længere dele med hende.
Så vi skal huske at pleje vores venskaber og være taknemmelige over at have nære venner i vores liv <3