Der er en del debatter for tiden (de er der måske hele tiden?) om hvordan vi har eller ikke har fat i en fornuftig måde at indrette vores arbejdsliv og vores privatliv. Især når man har børn, synes det meste at svinge ret dårligt. At det nok aldrig har været muligt at leve det perfekte afbalancerede liv (i bondesamfundet arbejdede børn fra de var tre år og i den tidlige industrialisering lænkede man dem fast i sengen til mor og far var hjemme fra arbejde), savner jeg ind i mellem opmærksomhed på. Om ikke andet så bare for at vi mødre og fædre ikke skal piske os selv med dårlig samvittighed.
Vores børn har brug for os, ja. Det er der ingen tvivl om. Men hos mange af de, der rådgiver os børnefamilier til at opgive alt fra yoga til speltboller for at sidde og stirre på vore unger (som også er dejligt), mangler der muligvis også en anden balance, nemlig den at vi vel også skal hjælpe vore børn ud i en form for selvstændighed? Én hvor de selv kan tage beslutninger, kan lave fejl, og ind i mellem kan lave ballade uden at der står en voksen og har set alt.
Jeg kender børn der går til fire aktiviteter på en uge. Hvor forældrene indretter begge deres arbejdsliv efter barnets aktiviteter, og hvor legeaftaler skal bookes fire uger i forvejen. Jeg kender også børn, der selv kan lave deres aftaler, og selv har styr på lektierne uden at lide nogen nød den vej. Nogle gange glemmer vi, tror jeg, at forældreskab ikke handler om at afvikle dårlig samvittighed eller om at modarbejde alle de ting, der KAN gå galt, men om at lære vore børn at indgå i en familie, eller i en sammenhæng, hvor der skal være plads til alle: Også at mor går på arbejde, at far gør det samme, eller at lillesøster skal til dans om lørdagen, hvorfor storebror så må springe et hold drama over. Så når vi lige om lidt igen skal igennem bjerge af dårlig samvittighed over ikke at kunne sætte flueben ved alle aktiviteter hver eneste dag, så tror jeg vi skal huske os selv på at det er hverdagen, vi skal lære vore børn at navigere i inden de bliver voksne.
Jeg er meget enig Julia. Jeg har absolut ikke været den “glopåminebørnheletidenspeltbagende” mor og jeg har også fået klager fra mine børn. Nu er disse (før børn – nu voksne) glade, sjove, store, velfungerende, omstillingsparate mønsterbrydere med lyst til at klare sig selv. ( den ene vil aldrig være andet end lønmodtager og hjemmegående ( speltbollebagende) husmor, den anden vil aldrig være ansat og skal først have børn når han er rig nok.
Den eneste regel jeg ikke fulgte som godt kan ærgre mig lidt er at de aldrig lærte” hvor skabet skal stå ” Det har de manglet, siger de. At de var lidt utrygge ved at jeg ikke havde så mange regler. Just saying ..
Der er vel altid dét der med den gyldne middelvej, tænker jeg… Lidt af det hele, uden at blive radikal på nogen måde i fht. hvordan dagligdagen udspillet sig. Jeg tænker at mange af os har meget godt fat i den lange ende, og får nogle sunde poder ud på den anden side, men at det er vores usikkerhed i fht. hvad der er ‘rigtigt’, som ofte går hen og bliver den egentlige stopklods for det gode liv. Just saying!
Kærligst, mig!
Amen!
Jeg burde måske tie stille, fordi jeg ikke selv har børn, og derfor ikke ved bedre. Men jeg tror at man kan og bør finde en balance, der er i alles interesse. Skal forældre sætte deres liv på komplet standby indtil børnene flyver hjemmefra? Det tror jeg ikke, nogen er tjent med.
Tja, jeg slukker hver gang der er de her ‘eksperter’ på tv der fortæller alle, hvordan man skal være som mor, far, familie, hvordan vi skal holde jul og nytår uden vores børn lider nød eller tager skade. Jeg læser heller ikke om det. Bliver meget træt….. Forøvrigt ændre de hele tiden holdning efter, hvad der lige er ‘in’ !! Næ, mine børn må nøjes med min og mandens mavefornemmelse. De ser ud til at trives so far så håber vi gør noget rigtigt:o) Deres sidste forældre samtaler vi var til i skolen fik de ros så vi fik røde kinder. Det eneste de godt må holde bare lidt op med, er at hyggesnakke i timerne engang i mellem. Det fik min mor også af vide alle årene jeg gik i skole og jeg har klaret mig ok:)
Kære Christina – Jeg tror vi giver vores børn mere med end vi selv ved; og de har jo set dig klare dig og ikke bare klare dig men også excellere, og det har de helt sikkert lært af. Jeg tror mine unger kommer til at brokke sig over at vi var for strenge, når de bliver voksne. Der er ingen tvivl om skabets placering i hvert fald…
Kære Mormonster – dét tror jeg er SÅ rigtigt. At vi bliver så forvirrede over de krav vi tror vi skal honorere at man mister dén mavefornemmelse, som du også taler om, Mette.
Kære Nicoline – det er der jo nogen, der mener vi skal: Sætte livet på stand by – jeg tror heller ikke det er det rigtige at gøre…
Kærligst J