“Neiiiiii muuuuuuaaaaaaarh” skreg Sofus i det morgenmørke regnvej. “NEIIIIII. IKKE IGEN! Du er åååååååånd”. Og det var jeg. Jeg gav det stakkels stakkels barn regnbukser på. Fordi det regnede. “Sommer og vinter, sommer og vinter altid altid altid skal jeg have regnbukser på“, skreg Sofus. Og fortsatte grædende, skrålende skrigende.
“NEEEEEIIIIIII“, skreg Sofus, da jeg havde spændt ham fast på cyklen.
Og så cyklede vi. I novemberregnen gennem Østerbro med hans taske fuld af to økser og en blå skilpadde, og min tålmodighed hængende i den tyndeste tråd bagefter os.
“NEIIIIIII- HUN ER IKKE MIN MOOOOOOAAAAAAAR” råbte barnet gennem hele Østerbro og satte kronen på værket på Ryesgade hvor han skreg: “HJÆLP MIG” til en dame under en paraply.
Det er der jeg er træt. Der jeg bander regnvejr og regnbukser og november, og syge børn, og tidlige morgener og fucking havregrød, og vand i mine støvler og min mascara der drypper fra overlæben ned i munden på mig, langt langt langt væk, og jeg er på nippet til også at bande alle andre langt væk, eller bare indlogere mig på noget femstjernet i et par dage. Det er November, og jeg har glemt hvor dårlig jeg er til det kolde, det grå, det våde. Og det er kun tirsdag.
Haha! Nååårh! Jamen, i det MINDSTE fik du minimum mig til at grine – mens jeg sidder her med hovedpine og snot i hele skærmen og skulle forsøge at ligne én, der laver noget og tænker konstruktive tanker, når jeg mest bare har lyst til fosterstilling og kamillete.
Hvor sjovt at han endte med et HJÆLP MIG til sidst.. Haha! Fnis.
Må din dag blive dejlig alligevel.
kh Mai
Det kan godt være november er trist og grå, men du gav mig lige et smil på læben over den malende beskrivelse af en tirsdag morgen i en børnefamilie. Her sidder jeg og hænger på kontoret efter en nat med alt for lidt søvn og hvor dagplejeren lige har skrevet at den yngste har feber. Så det var rart med et lille smil – tak for en altid god blog.
Sådanne var vores morgen også. Måtte til sidst stoppe cyklen og tilbyde staklen (altså min søn) at han gerne måtte gå i stedet for, at køre med hans onde mor. Hold nu op, man skal have meget humoristisk sans de mørke morgener. Håber resten af dagen bliver god! 🙂
Kære Maya, jeg orkede ikke. Han havde sagt ja, og så var han stukket af! Godt du kom igennem – hav en skøn dag! KH J
Kære Signe Marie – åh nej. Jeg hader (!!!) det opkald! håber den lille bliver rask hurtig! KH J
Kære Mai! GODT, det gjorde noget godt – jeg var ved at falde om. Jeg håber hovedpinen forsvinder eller alternativt, at du kan komme hurtigt hjem…
KH
J
Puh, sådan nogle morgener har vi også for mange af for tiden. Udflytter- bussen kører kl.8.15 sharp, så det er ud i mørket og afsted, ligegyldigt hvad.
Idag var vi begge onde og dumme og noget med lort…
Håber det bliver bedre imorgen, og at en stor kop kaffe kan hjælpe lidt på det.
-Og det er så der, man messer i takt med trådet i pedalerne: “Det’en fase! Det’ en fase! Det’ en fase!”
Kh Grethe
Ps. En gang min ældste havde et lignende anfald, valgte han som den store finale at RÅBE: Du må ikke SLÅ MIG MOAR! Jeg slog ham ikke. Det troede alle i 100 m omkreds til gengæld.
ha ha ha undskyld jeg griner men det er altså lidt sjovt så dramatiske børn er:o) Ved det ikke var sjovt for dig men du fik altså mig til at grine. Og det er en fase og nu vi har en preteen eller tween you name it herhjemme, ja så kunne jeg godt bruge fasen igen, hvor ungen skrev og smed sig på gulvet. Tror det var nemmere eller det synes jeg at huske:o)
Hahaha fantastisk… Mine to piger VIL heller ikke mere regnvejr, hvilket kom til udtryk da vi cyklede i regnen i morges og den yngste råbte/sang “regn, reg, gå din vej….” 🙂 Og jeg hele vejen tænkte HVORFOR vi dog ikke har bosat os i fx det nordlige Brasilien…?
Ha ha ha ha ja jeg kom også til at grine højt for hvor er det nemlig fantastisk som børn kan være dramatiske 🙂 Ja enig, den november måned med regn og mørke har bare at være overstået snart.
Godt at høre at alt ikke er facebook-idyl hos andre og at det bare er hos os, vi kan råbe højt og synes det hele er noget lort … 🙂 Det er helt ærligt godt at dele!
Haha, jeg kan se det for mig. Gode nyheder dog: Jeg bor på Lille Triangel, og han skreg ikke højt nok til, at jeg kunne høre ham;D
Jeg endte med at snyde min søn i morges. Han er knapt 4 og går meget op i selv at cykle i bhv og bliver VRED når han ikke får lov. Vi havde så efterladt regntøjet (som han også hader!) i bhv i går, så overtalte ham til at skulle sidde i “den mega hyggelige regn-hule” i dag. -Som er cykelstolen overbetrukket med regnslaget til hans gamle barnevogn. Han sad og sang hele vejen til børnehaven, så 1-0 til mig;D
det er ikke min mor!!! Hold da fest for en morgen. Hvorfor er børn så sure på regntøj?! Stor respekt til alle forældre, som ikke har lovet deres børn tæsk i dag!
HAHAHA…Åhh søde Sofus! Dramaet bor i ham 😉
Jeg sidder (i regnvejr…) og kluk-ler af din beskrivelse af jeres morgen… Jeg kan levende sætte mig ind i hvor udmattende det var at starte dagen sådan! Men du giver mig et smil på læben nu, og forhåbentlig kan du og Sofus – engang når vi ikke har novembermørke og regn – tænke tilbage på denne morgen og grine af det hele. Og så tænkte jeg på om der mon findes regntøj til børn med specielle motiver; dinoer, tog (eller hvad Sofus nu lige går op i for tiden)? Jeg ved det ikke, men hvis sådan noget findes kunne det måske være nemmere at få lokket ham til at tage det på? I håb om at dagen i morgen starter bedre end i dag 😉
Dejligt indlæg: Det minder mig om, at den bedste måde at ryste sådan nogle hændelser af sig er ved at kunne grine af sig selv efterfølgende. I går tilbragte jeg f.eks. tyve minutter med at snakke og synge lille peter edderkop for et grædende spædbarn, mens jeg kørte bil. Stressende for mig, men formentlig meget underholdende set udefra.
Du er da verdens skønneste mor, som kan se den gode historie i det, der ellers tit bliver en sur morgen. Gem den søde historie og giv ham den når han bliver større. Knus og tak for at du gjorde min regnvåde tirsdag lidt sjovere.
Tilsyneladende har et af mine børn besat Sofus. Jeg beklager… (Og døde lidt af grin over ‘Hjælp mig!’)
Been there, done that… SÅ genkendeligt! Skøn beskrivelse, jeg er vild med at Sofus be’r en fremmed dame om hjælp – det er godt at ha’ noget materiale til deres konfirmationstaler .
Onsdag bli’r bedre! Kærligst mor-monsteret.
Nu har det også snart regnet for længe – nicht war? Dog kørte jeg hjem fra Grand bio i går aftes ved midnat – i silende regn. Iført fuld regn-outfit, så det var ikke slemt. Men der var noget top-hyggeligt og efterårslækkert ved at komme hjem i mørket, plaskvåd og så afføre sig alt det våde og hoppe under en varm dyne, mens jeg kunne lytte til familiens åndedrag og regnens dryppen udenfor. Noget godt er der ved regn.
Men jeg savner nu også tørvejr, så jeg kan gå langs søerne hver morgen med pigerne på vej til skole – den sidste uges tid har ladcyklen været det foretrukne transportmiddel – og det er bare hyggeligere med vores morgen-gåtur-nyde-København-og-alt-vores-held-ved-at-bo-lige-her-for-enden-af-søerne-og-kan-gå-til-skole.
HAHA.. Shit der fik du mig til at skræl grine. Tak for det. Men ja, de fleste kender nok det der med det store overtøj og det kolde vejr. 🙂
Åh hvor er det rart at høre en ærlig snak om fucking havregrød og kolde, våde, mørke morgener. Men hvordan kommer du så igennem det, samtidig med at du formår at se lidt tjekket ud og ikke – som undertegnede – ligner en våd, druknet, kikset mus dagen lang…? Jeg synes det er svært ikke at give op på forhånd. Altså ikke overfor børnene, men overfor regnen, sjappet og alt det andet….
Det regner også i dag. Og blæser. Men jeg sidder indenfor, og så er det hyggeligt. Men yngstepigen på otte år har fri om en halv time, og så skal hun cykle hjem. Stakkel.