Strøtanker og lyserød i det sorte

Efter ønske fra en læser er billedet her, så lyserødt som det kan blive. Forklaring følger længere nede i indlægget.

Det er mandag, det regner, det er november, eller rettere: NOVEMBER, og livet går videre på trods af alle de mennesker, der mistede deres liv i fredags. Jeg er ikke kommet nærmere på ikke at være bange, jeg er heller ikke kommet nærmere på rigtigt at forstå, hvad der er sket.

Sofus er rask igen (endelig) og i børnehave, Elias er glad og i skole, og vi har haft en af den slags weekender, man ønsker sig, når alt er sortest. Tæt og nær, og fuld af ønsker og håb for at man på en eller anden måde kan holde vilkårlige grusomheder væk fra dem man elsker.

Jeg fik en mail i lørdags, hvor en bloglæser spurgte mig, om ikke nok jeg ville lade bloggen her være et frirum, fuld af blomster og kager og hygge, for det var faktisk det hun havde mest brug for når verden er grusom. Men det kan jeg ikke. Jeg kan kun sørge for mixet og for at bloggen her er så ærlig som den kan blive. Jeg har ikke tænkt mig at gå i sort, og jeg lover der kommer rosa ting på senere eller snarest, men det er tosset, det der sker i verden, og det er ikke til at holde dem i armslængde. Jeg tror vi skal tale, tænke og lade os optage af hvad der sker, så vi er i stand til at gøre noget; både for de mennesker, der kommer ind på gummibåde på Lesbos i Novembernatten, og for os selv, for at stå sammen og værne os mod angsten, som kommer krybende. Men lukke øjnene og lukke det ude, det kan vi ikke. Og jeg tror heller ikke vi må.

8 kommentarer

  1. Vi må og kan ikke lukke det skete ude. Men det er en dejlig drøm, at hvis vi bare lukker øjnene så forsvinder det hele

  2. Kære Julia –
    Hvor dejligt at mindste mand er rask! Nej, der er mange feel-good-blogs, og det, der er så skønt ved at være netop her, er, at der er lidt af det hele! Hvis alt kun var lyserødt ville du kreere er billede af et liv, som ikke matcher virkeligheden. Min helt uforbeholdte mening… Så jeg er super-glad for de sorte indlæg – OGSÅ!.. (Tak!).
    Kærligst, mig…

  3. Nyder at læse dine alvorlige indlæg også, vi må aldrig lukke øjnene selv om det er ubærligt og ubegribeligt..

  4. Kære Julia,
    Tak fordi du ikke lukker øjnene, og fordi du ikke tier stille. Tak fordi du sætter ord på det, der er så svært at sætte ord på.
    Det er så frygteligt og så trist. Og det er så tæt på. Jeg har franske kolleger, og hver dag kommunikerer jeg med franske kunder. For bare en måned siden, var jeg på arbejde i Paris. Det er dem og alle deres landsmænd, jeg har i tankerne.

  5. Dejligt at Sofus er rask igen 🙂 Jeg er super glad for at din blog lige netop IKKE kun bevæger sig på overfladen. Jeg vil have det hele med, skidt og kanel, godt og ondt, lyse og mørke dage. Hvis du valgte kun at skrive om alt det gode, lyse i tilværelsen gad jeg ikke at læse med! Misforstå mig ikke; jeg er rigtig, rigtig glad for at få lækre tips til tøj, nye hår,- og makeupprodukter osv. Jeg nyder at du deler smukke billeder fra kolonihaven osv. Men du tør netop også skrive om det svære, når savnet efter din mor gnaver, når ungerne på skift er syge mens Johan er på job i Jylland og tingene netop IKKE er rosenrøde og hverdagen ligger meget langt fra at være præget af overskud. For det er jo livet som det ER. God dag til dig, Julia 🙂

  6. Det er fint også at berøre, hvad der sker ude i verden, men jeg synes alle de blogs, jeg følger, behandler det på samme måde: verden er ond, hvor er det trist , vi må holde fast i det gode, lyset skal vinde over mørket etc etc. Er jeg den eneste, der er rasende på IS? Fuck dem at de ødelægger vores liv! Kan det virkelig passe, at det bare er sådan, det er? At vores børn skal vokse op i et samfund med terror på ugenlig basis? Begået af deres landsmænd? Så gør dog noget!!!!!!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *