For hvad der føles som 1000 år siden, sagde Vibeke Windeløv ved Fun Fearless Female Awards-Showet (en prisuddeling vi hold hvert år på Cosmopolitan), at én ting var at klatre op ad karrierestigen, noget andet er at gøre det i tårnhøje hæle, for det får man kun nedtrådte forfødder af.
Men åbenbart gider vi kvinder ikke; der er for mange af os, der ikke vil gå på kompromis i vores privatliv, der ikke vil være den der ikke henter, eller som ikke vil gå glip af en eftermiddag med ungerne til at vi vil gøre karriere på topniveau. Det viser en undersøgelse, som refereres her. Vi sidder for stille i vores tryghedszoner, og selv når ungerne er store nok til at vi synes vi for alvor kan være lidt væk hjemmefra, vil vi ikke.
Mænd, lader det til, gør sig ikke i samme grad den slags overvejelser. Jeg tror der er så mange grunde til at fordelingen er som den er, mellem mænd og kvinder på arbejdsmarkedet og i erhvervslivets top; en af dem er helt sikkert at vi ikke vil gå glip af vores børn, en anden grund er at vi dukker os for det endelige ansvar. En tredje grund kan være at vi stadig lider af efterdønninger af 1950-ernes opdragelse, og ikke vil miste adgang til den femininitet det giver, ikke at tjene mest, eller at være den der er nødt til at stille krav derhjemme for at det hele fungerer. Måske – eller ret sandsynligt – bærer mændene også deres del af ansvaret. De er ikke hurtige til at invitere os ind i varmen (det kan du også læse mere om her), og måske mangler mange kvinder mænd, i deres liv, der for alvor løfter dem frem og op. I hvert fald: Der er noget helt galt, og jeg ville ønske at flere turde gøre noget ved det – både mænd og kvinder. Om ikke andet, så kunne vi jo være fælles om at fjerne de skæpper andres lys står under og bære, løfte og anbefale hinanden frem. Ja, jeg er stadig overbevist om at søstersolidariteten får et come back, og at der er brug for den.
Men hvad er vi helt ærligt så bange for? Hinandens fordømmelse? At vi mister ungerne af syne? At vi bliver mindre kvinder?
For ja, det koster at arbejde hårdt; det koster at ville noget, men jeg tror stadig selv på (og oplever det), at man kan gå efter bolden med sine børn i hånden.
PPS – Vinderen af det her, annonceres i aften.
Jeg tror, du har helt ret i, at der ikke kun er en enkeltstående grund til, at der er så få kvinder, der sigter direkte mod karrierestigens top. Og at alle de grunde, du nævner vægter tungt. Jeg kan ihvertfald kende stort set dem alle fra mig selv. Og jeg er enig, enig, enig i søstersolidaritet, som en af vejene frem. Men hvad nu hvis det jeg (og mange andre kvinder) bliver mest lykkelige af, er den her “mellemting”, hvor man har et arbejde man elsker og bruger tid på, men hvor man alligevel har tid til andre ting også? Jeg er vild med mit job, som jeg synes er spændende, meningsfyldt og udfordrer mig på en god måde, men ikke så vild med det, at jeg ikke også gerne vil lave andre ting, som slet ikke er arbejdsrelaterede – udlever jeg så ikke mit fulde potentiale?
Det er virkelig svært – for på samfundsniveau synes jeg jo, det er en skandale, der ikke er flere kvinder på toppen. Jeg gider bare ikke sidde der selv! Ikke engang i sko så skønne som dem på billedet.
Tak for et tankevækkende indlæg sådan en klam-våd mandag morgen!
Hej Pernille – jeg er enig med dig, og jeg tror det er sådan det er. Det der med at man vil både-og og ønsker sig en mellemting. Og ja, på samfundsniveau er det nemlig en skandale. Og jeg aner heller ikke hvad man gør.
Det Pernille sagde.
Måske er det i virkeligheden noget strukturelt. Jeg oplever i hvert fald en konsensus om, at man ikke kan tage det store ansvar på sig og stadig holde fast i en 37-timers arbejdsuge. Jo højere på karrierestigen, jo flere arbejdstimer, synes ligningen at være. Men hvorfor kan man ikke være seriøs omkring sin karriere på mindre end 60 timerom ugen? Måske skulle vores fokus være at få indført lidt mere realitetssans i forhold til hvor mange arbejdsopgaver én person kan og bør tage på sig. Det ville gavne både mænd og kvinder.
Præcis som først Pernille – og så Lykke siger. Kunne ikke være mere enig. Heller ikke i de skønne sko ovenfor.
Melder mig lige i koret igen, bare for at sige, at Lykke da helt sikkert har fat i noget der!! Jeg vil gerne tage ansvar og gøre karriere, men ikke 60 timer om ugen. Og ja, det ville sikkert gavne både mænd, kvinder og ligestillingen, hvis det ændrede sig.
Enig. Det med, at hvis “karriere” automatisk indeholder 60 timers arbejdsuger, så må jeg også melde hus forbi. Af alle de ovenstående grunde. Jeg vil ikke gå glip af mine børn, jeg vil have tid til andet end arbejde, jeg orker måske i virkeligheden bare ikke. 🙁 Derfor kan jeg nu godt drømme lidt om, hvis der var mindre “drømmekage” og parcelhus logistik over det – og flere stilletter (a’la dem på billedet) og kick-ass karriere i mit liv. Men sådan blev det ikke, og drømmekage er da også ok. 🙂
Hvor er det godt sagt, Lykke: ” Måske skulle vores fokus være at få indført lidt mere realitetssans i forhold til hvor mange arbejdsopgaver én person kan og bør tage på sig. Det ville gavne både mænd og kvinder.”
Jeg er så ærgerlig over at se, ALLE jeg kender – med eller uden børn – spæne afsted hele tiden, fordi 37 timer om ugen og 24 timer i døgnet bare ikke er nok.
Siden jeg fik barn og blev til to mennesker, altså MOR og så alt det andet, jeg var før, har mine prioriteter ændret sig voldsomt. Jeg ønsker ikke at sidde på toppen af karrierestigen (og ville i øvrigt aldrig nå derop i de sko…), og overlader det gerne til andre. Mænd som kvinder. Jeg tror helt sikkert, der er en god grund til at kvinder ikke ønsker at gøre karriere og sidde på topniveau, men jeg tror ikke, det handler om “comfort zone”, usikkerhed og andet i den dur. Jeg tror kvinder, der vælger toppen og måske i en periode “karriere” fra har ben i næsen og foretager et langt hen ad vejen meget bevidst og velovervejet valg. Jeg tror også mange af os har mænd, der ville bære os til verdens ende og bistå os hele vejen til toppen af bjerget, hvis det var det, vi virkelig ønskede. Men jeg har det præcis som Pernille. Jeg vil ikke! Jeg vil være dygtig til det, jeg gør på mit arbejde. Men jeg vil være det i et tempo, der passer med den del af mig, der er blevet mor. Og hun fylder temmelig meget.
Jeg er mor til 2 små piger på 1 og 3 år. Og jeg vil være sammen med mine børn – jeg er ikke bange for at gå glip af en eftermiddag med mine unger, men jeg vil gerne være meget sammen med dem i hverdagen. Jeg vil ikke aflevere tidligt og jeg vil heller ikke hente sent. Når jeg vender tilbage på job til januar, bliver det da også kun 30 timer om ugen. Men samtidig elsker jeg jo også de arbejdsmæssige udfordringer – før jeg fik børn var jeg leder for 70 mennesker. Det krævede til gengæld også det meste af min tid (i hvert fald mentalt). Lige nu vælger jeg at prioritere at have god tid med mine piger, det er det valg, der giver mig mest ro i maven. Men ja, det er da et samfundsmæssigt problem, at vi kvinder ikke er præsenteret i toppen af erhvervslivet. Men jeg ved ikke, hvad vi skal stille op. Min mand synes jeg spilder mit kloge hoved, som han siger – så der mangler i hvert fald ikke opbakning fra den front. Mine søde veninder siger, husk nu at gøre noget for dig selv. Men hvad nu, hvis det er det jeg gør? Jeg har jo truffet det valg, der giver mest ro i maven….
Personligt vil jeg gerne gøre karriere og gerne på topplan, ville elske at udleve mine egne drømme om ledelse og ansvar, hvor det virkelig kunne mærkes. Men, jeg er – som den anden Sara så godt siger det – MOR! Min datter kommer til enhver tid før mine egne drømme og min egen karriere. Det betyder ikke at jeg så opgiver og læner mig tilbage. Det betyder at jeg gør så meget jeg kan, kravler så højt jeg kan på stigen (gerne i de lækre stiletter, ja!) som det kan lade sig gøre uden at mine børn og mit familieliv skal betale prisen. At the end of the day, så er det familien der betyder alt.
Jeg er meget enig med det i andre skriver.
Hvorfor gøre det til noget problematisk, at ikke flere kvinder gør karriere på top-plan (var det det der stod?), så længe kvinderne ikke ønsker det, så kan det ikke bringe mig op i det røde felt. Og hvad betyder egentlig at gøre karriere? Er det som jeg – med 5 år på uni og derefter et 37 timers konsulentjob hos kommunen, eller er det ikke godt nok? Jeg elsker mit job, men 37 timer om ugen er rigeligt. Der er så mange andre dejligt ting i livet end arbejde. Familien, vennerne, bøger, yoga, min hund.. You Name it. Jeg vil ikke gå på kompromis med mig liv, for en såkaldt karriere.
Lykke har fuldstændig ret. Vi har brug for en ny struktur, en ny konsensus og noget realitetssands. Kvinder skal ikke gøre karriere og deltage i bestyrrelser i en gammel patriarkalsk struktur. Vi skal gøre karriere på helt nye præmisser. Præmisser som også er til glæde og gavn for mændende. De vil jo også gerne være en del af deres børns liv.
Jeg læste i weekendens Børsen en fantastisk artikel i denne sammenhæng om Kristian Leth. Han beskæftiger sig med både poesi, musik og dokumentarprogrammer. Han har succes, tjener penge og har en fantastisk karriere. Og så sætter han en ære i at hente børnene kl 16 – for familien er det vigtigste. “Grundlæggende ved jeg, hvad der er vigtigst her i livet, og det er jeg aldrig i tvivl om. Det er min familie. Så når det kommer til et clash, så er beslutningen taget på forhånd. Så er det arbejdet der må vige – aldrig familien.” Men samtidig tilføjer han, at kagebagning med børnene aldrig bliver lige så vigtigt som at spille guitar. Vi skal turde, ville og brænde for vores drømme om og for vores karriere – men det bør kunne gøres indenfor normal arbejdstid. Som Kristian Leth også skriver: “Hvis du ikke kan lave kunst og journalistik på bestilling (underforstået: indenfor normal arbejdstid), så er det jo bare en hobby:”
Et lille indlæg om kvinder der kæmper – særligt i skønne TV-serier:
http://eyeswideopen.dk/kvinder-der-kaemper-pa-netflix/
Ahhhh… Jeg er nu ikke helt enig 😉
Kvinderne er nået langt – men der er en lang vej endnu! Fordi: Jeg mener vitterligt ikke, at vi er nået i mål, før at man har retten til at prioritere det man ønsker selv! Jeg har valgt, at jeg ikke ønsker en lederstilling! Jeg vil “bare” være en f****** god lærer, som underviser, udvikler og uddanner fantastiske mennesker! For mig har det ingen betydning at jeg kan kalde mig for leder, chef osv. Hvorfor skulle jeg dog bruge mit liv på at jagten en titel – der faktisk kun hindrer mig i at gøre det jeg elsker?
Jeg elsker at arbejde – jeg har bare ingen ambition om at få en høj løn eller få en lederstilling – tværtimod har jeg en ambition om at gøre mit til at jeg altid vil være en fantastisk lærer, som har ambitioner på mine elevers vegne og som stiller krav!
– og det handler ikke om at være feminin! Kvinder, der fravælger at være feminine, tager selv det valg! Ingen hindrer folk i at gå i høje hæle, med makeup – se godt ud, have TØJET på! Tværtimod er det en fantastisk måde at være sig selv på!
Jeg har et fantastisk job, jeg er kendt for at undervise i mine høje hæle og jeg er MOR! Jeg har truffet et valg: Jeg er karrieremenneske, jeg er kvinde og jeg er mor! Intet udelukker det andet! Jeg tør være mig og den dag enhver kvinde tør være sig selv – den dag er vi ved at være i mål! – men indtil da: Kæmp dog for det du vil kvinde og lad være med altid at give andre skylden, fordi det bliver svært! (ikke ment dig, Julia ;))
Sasibe, jeg hører, hvad du siger (som det så diplomatisk hedder). Problemet er, som jeg ser det, ikke at lige præcis du (og jeg) ikke har lyst til at være chef/leder, osv, men at der på samfundsniveau er så mange kvinder, der ikke har lyst til det. Hvorfor har de/vi ikke det? Hvorfor vælger de/vi ikke at gå efter en lederstilling? Hvorfor skal mændene sidde på det hele? Hvad er det for en form for ligestilling? Jeg er ligesom du virkelig gladfor mit job, og (for det meste) er jeg også glad for at være mor, og jeg har heller ikke ambitioner, der overstiger at kunne forene det at være knalddygtig på arbejdet og være en god, engageret mor. Problemet er at jeg ikke ser avancement i systemet som en mulighed for mig, fordi det vil gøre mor/arbejde-balancen umulig. Og det er et samfundsmæssigt og ikke et individuelt problem.
Jeg mener som Pernille at der er tale om at det er et samfundsmæssigt problem – men det er også VORES problem. Og uanset hvordan vi vender og drejer det så synes jeg det er et problem at så få piger vokser op med et billede af at det ER muligt at avancere uden at man dermed bliver en dårlig mor. Så uanset hvad, så mener jeg ikke at vi hver især kan fralægge os et ansvar. Når det så er sagt, så har jeg heller ikke knækket koden; for hvad nu hvis man ikke kan se sig selv leve et lykkeligt liv MED en lederstilling? Hvad gør man så?
Jeg er nødt til at påpege her, at gode ledere ikke altid er dem, der arbejder flest timer. Det er dem, der motiverer deres medarbejdere og får dem til at blomstre, tage ansvar og være engagerede. Præcis lige som de gode forældre – i min optik – ikke er dem der omklamrer deres børn, men er dem, der lader dem vokse, udvikle sig og blive udfordret inde og udenfor familielivets rammer. Jeg er både leder og småbørnsmor. Og jeg prioriterer timerne med mine børn, men så sandeligt også timerne på mit job. Jeg øver mig i ikke kun at være mor for mine børn men også en rollemodel for dem. Vi skylder samfundet at give tilbage, efter vi har modtaget uddannelse, velfærdsgoder, betalt barsel og meget mere. Jeg betaler tilbage ved at engagere mig i mit arbejdsliv OG i mine børns liv – men jeg forventer ikke at jeg kan være to steder på samme tid. Øvelsen handler i min optik om:
– give slip og være tilstede der hvor du er lige nu – hvadenten det er på jobbet eller derhjemme
– være stolt af, at du vil lykkes på flere parametre end kun ‘mor’ eller ‘karriere’ målestokken
– turde at overlade tid, ømhed og ansvar til fædrene… de er faktisk ret gode til det!
Her har vi bare to fuldstændige forskellige udgangspunkter.
Jeg er vokset op med at man kan, hvad man vil – men at det er ens eget valg, hvordan man vælger at leve. Jeg mener virkelig ikke, at et folketing eller ligestillingsråd har ret til at bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv. Det er helt lavpraktisk: Jeg har ikke lyst til at skulle have en lederstilling – jeg har ingen som helst grund til at ønske det! Men jeg ved også, at hvis det havde været min ambition, så havde jeg truffet det valg at gå efter det jeg ønskede – præcist som jeg har gjort nu. Jeg tror simpelthen ikke på, at det ene udelukker det andet.
Men for mig er det at have en lederstilling heller ikke noget specielt… Jeg kan simpelthen ikke se, hvorfor det er bedre at være den øverste leder end en af dem, som rent faktisk sørger for at det hele fungere…
For mig er der ikke tale om XX og XY – men mennesker, som har ret til at træffe de beslutninger som gør dem lykkelige. Det jeg lærer mine elever er, at ALLE kan nå deres drømme hvis de kæmper for det og ALLE har ret til at have deres egne drømme uden at folk skal lægge dæmpere eller se ned på dem. Jeg fortæller dem og viser dem, at hver og en af dem kan blive statsminister – og hver af dem kan blive skraldemand – eller lærer! Hvis det er det de vil! Hvis man ønsker det, kan ens arbejde sagtens forenes med ens privatliv. Det handler om at ville, om at tro på sig selv og om at kæmpe.
Men det er måske det du efterspørge, Julia? At vi lærer alle fra barnsben at det kan lade sig gøre og at det er en menneskeret at turde drømme?
– og jeg giver Sine ret: Det handler om at turde give slip, give lov og være stolt samt tilstede i det man laver!
Enig i at man skal gå efter det, der gør en lykkelig…men man kan da blive en smule skizofren over, at der er så mange gode ting i livet, som gør en lykkelig på forskellig vis.
Selv finder jeg det tilfredsstillende med en vekselvirkning mellem perioder med meget arbejde, hvor børn og daglig drift i stor stil er overladt til min bedre halvdel, og perioder med meget lidt arbejde, hvor jeg er primus motor i familien. Begge dele kan give mig et kick, men jeg ville ikke ønske nogen af scenarierne som en permanent tilstand! Og det er vel her det bliver svært i forhold til en top-post! Jeg har svært ved at se ret mange top-stillinger, hvor 37 timer om ugen er nok.
For mig handler det om balance – at ville mange forskellige ting, ikke kun en! Selvfølelsen, glæden og energien kan både få et boost gennem fx en god arbejdsindsats, gennem samværet med mine børn, ved fordybelse i en interesse og ved at lave frivilligt arbejde. Hvorfor skulle jeg nøjes med at prioritere en af tingene?
Måske ville samfundet blive bedre med flere kvindelige top-chefer….men det må altså blive uden mig…jeg gider helt ærligt ikke!