“Hvorfor er det altid pigerne, der er heltene i alle de film vi ser?!”
Sådan spurgte Sofus i går efter vi havde set Toy Story 4. Eller faktisk mens vi så den. Sofus hviskede i mørket: “Hvorfor er det altid drengene, der vil hjem og pigerne der vil ud og kæmpe?”
Jeg havde hentet Sofus tidligt i går, fordi vi trængte til bare at være ham og jeg. Vi tog bussen til biografen, købte popcorn, væltede popcorn, fik nye popcorn af de søde mennesker i MovieHouse, hvor efter vi væltede colaen. Filmen begyndte godt nok, Woody viste stor og varm omsorg, og alt var godt indtil det virkelige eventyr begyndte. Så ville Woody ikke rigtigt stoppe med at være lidt fodslæbende i forhold til de store beslutninger, der var nødvendige i eventyret. Han vill hellere hjem. I stedet var det den yndige hyrdinde, der var venner med de hårde drenge, kunne akrobatiske tricks, var beslutningseffektiv og i det hele taget besad de lederskills, der ville være nødvendige som måde presset mellemleder og udfordret topleder i den virkelige verden. Woody havde mest bare omsorg og lyst til at kramme.
Og der var ikke helt tid til at forklare Sofus om de sidste fire fem tusind års stereotype fremstilling af kvinder og piger, og at det er NU pigerne for første gang har en chance for for alvor at give den gas og vise alt det de kan, og der var heller ikke tid til at forklare helt præcist hvorfor tegnefilm og popkultur er vigtige elementer i dén frigørelse og i den erobring af verden. Men som den feminist jeg er, er jeg jo i lige så høj grad med Sofus som med alle de piger, jeg ikke selv opdrager. Og nej, jeg tænker ikke at man skal aflyse de kvindelige heltinder, eller afskaffe de bløde mænd, men måske handler det hele i virkeligheden om at vi er modne til et partnerskab mellem kønnene, at ingen behøver klare sig uden hinanden, men at man faktisk kan være ligeværdige. Og ja, det betyder naturligvis også at man ikke behøver at være gode til de samme ting, men popkultur kan måske også begynde at se post me too-tiden i øjnene for alvor? Og nej, jeg er ikke færdig med at tænke over det…
I get it … jeg har også en dreng. Jeg synes der er en kæmpe kontrast i at hvis han ser noget ‘gammel’ tegnefilm så er drenge altid de sejeste og hvis han ser noget nyt så er det ofte pigerne. Og jeg synes stadig af film og tv-serier, hvor drenge er de sejeste, er klart i overtal. Piger har i mange mange mange år fundet sig i at det er drengene der skal være de seje, så måske er det pigernes tur lidt endnu?
Hej Karin, jeg er så enig – det er totalt pigernes tur. Men der er et eller andet i det, som jeg ikke havde set før Sofus påpegede det. Kram