Mor til en 7årig og en udfordring /Feminisme og Toy Story 4

“Hvorfor er det altid pigerne, der er heltene i alle de film vi ser?!”

Sådan spurgte Sofus i går efter vi havde set Toy Story 4. Eller faktisk mens vi så den. Sofus hviskede i mørket: “Hvorfor er det altid drengene, der vil hjem og pigerne der vil ud og kæmpe?”

Jeg havde hentet Sofus tidligt i går, fordi vi trængte til bare at være ham og jeg. Vi tog bussen til biografen, købte popcorn, væltede popcorn, fik nye popcorn af de søde mennesker i MovieHouse, hvor efter vi væltede colaen. Filmen begyndte godt nok, Woody viste stor og varm omsorg, og alt var godt indtil det virkelige eventyr begyndte. Så ville Woody ikke rigtigt stoppe med at være lidt fodslæbende i forhold til de store beslutninger, der var nødvendige i eventyret. Han vill hellere hjem. I stedet var det den yndige hyrdinde, der var venner med de hårde drenge, kunne akrobatiske tricks, var beslutningseffektiv og i det hele taget besad de lederskills, der ville være nødvendige som måde presset mellemleder og udfordret topleder i den virkelige verden. Woody havde mest bare omsorg og lyst til at kramme.

Og der var ikke helt tid til at forklare Sofus om de sidste fire fem tusind års stereotype fremstilling af kvinder og piger, og at det er NU pigerne for første gang har en chance for for alvor at give den gas og vise alt det de kan, og der var heller ikke tid til at forklare helt præcist hvorfor tegnefilm og popkultur er vigtige elementer i dén frigørelse og i den erobring af verden. Men som den feminist jeg er, er jeg jo i lige så høj grad med Sofus som med alle de piger, jeg ikke selv opdrager. Og nej, jeg tænker ikke at man skal aflyse de kvindelige heltinder, eller afskaffe de bløde mænd, men måske handler det hele i virkeligheden om at vi er modne til et partnerskab mellem kønnene, at ingen behøver klare sig uden hinanden, men at man faktisk kan være ligeværdige. Og ja, det betyder naturligvis også at man ikke behøver at være gode til de samme ting, men popkultur kan måske også begynde at se post me too-tiden i øjnene for alvor? Og nej, jeg er ikke færdig med at tænke over det…

2 Comments
Previous Post
Next Post