Man kan jo ikke helt dy sig for at opleve at det er en lille bitte smule tabubelagt (stadig….) at vælge sig selv til i sit liv som voksen dame, med børn. For eksempel så synes jeg det kan være ret vanskeligt at retfærdiggøre at være væk fra mine børn; for på en eller anden måde synes jeg at jeg skal stå til rådighed for dem.
Det mener jeg af hele mit hjerte at man skal som den ansvarlige voksne, der selv har valgt at sætte dem i verden, men på den anden side, så mener jeg så også (af et ligeså helt hjerte) at man ikke BARE skal stå til rådighed. De skal lære at jeg som voksen også har prioriteter, der ikke handler om dem – især nu, hvor de er ved at blive større.
Børn, der bare rækker en arm ud, for så at modtage et glas vand, er for eksempel mit skræmmebillede på børn, der er vandt til at deres voksne er en slags inventar, man ikke skal tage hensyn til.
Mens børn, der VED at der altid er arme til at favne og gribe dem, måske også i deres egne liv vil være i stand til at vide at omsorg er noget der skal deles ud af.
Men midt i det, så er der jo også et voksenliv der skal leves, nydes og prioriteres, og jeg mener virkeligt ikke at alt det skal gå i stå, men at der må være en balance. Jeg har måske ladet lidt rigeligt gå i stå de sidste 11 år – mine unger, min mand og mit arbejde tager førstepladsen i mit liv, og så må alt andet vige – men nu, nu er jeg begyndt at gøre ting, JEG faktisk har lyst til, og det vilde at opleve er at timingen er god. Jeg kan faktisk undværes. Selv på en tirsdag i ulvetimen, hvor jeg bruger tiden på en yogamåtte og først er hjemme klokken 18. Men dermed ikke sagt at det måske nogle gange koster mig selv langt mere, end det rent faktisk behøver at koste dem. Især når de knapt har opdaget at jeg ikke var der. Bittersødt? Måske.
Den følelse kommer tifold tilbage når børnene bliver større. Mine har absolut ikke brug for mig (heldigvis). Og er meget væk eller gider ikke altid de voksne. Hvorfor man sidder lørdag aften og skal have nogle virkelig gode argumenter for, hvorfor ens børn skulle bruge aftenen i stuen med de voksne… Det er lige en balance, som jeg skulle finde ud af. Kh. Birgitte
Jeg er helt enig! Når børn VED at de er elskede, at der altid er en tryg favn at komme hjem til, at man ER der og altid vil være det, så kan, (og bør man efter min mening) også sørge for SELV at få fyldt på sin egen tank.
Det handler om at udvikle modstandskraft, selvstændighed, livsduelighed osv.
Forleden læste jeg en kronik i Politiken skrevet af to der forskede i skoleverdenen (nu kan jeg ikke lige huske deres navne, men den kronik kan sikkert findes hvis du vil læse den). De skrev bla, at der i en hvilken som helst folkeskoleklasse i løbet af 10 år i folkeskolen vil være adskillige forældre der bliver skilt, et eller flere børn der får en psykiatrisk diagnose, et eller flere børn der bliver mobbet, forældre der rammes af arbejdsløshed, forældre der får psykiske problemer, måske alkoholmisbrug, måske dør en forælder eller en søskende, etc. Med andre ord; samler man 20-25 børn og følger dem og deres familier, lad os sige 80-100 personer, i en periode på 10 år, så SKER disse ting om vi vil det eller ej.
Med andre ord; vi kan skærme vores børn mod meget, feks er det rigtig smart at lære dem ikke at løbe umotiveret over for rødt i et trafikeret kryds osv, men vi kan ikke skærme dem mod livet, og hvad der følger med det at være menneske. Vores børn kommer til at opleve deres del af sorg og svære ting om vi vil det eller ej – fordi livet ER sådan!