Timing og kunsten at kunne undværes

Man kan jo ikke helt dy sig for at opleve at det er en lille bitte smule tabubelagt (stadig….) at vælge sig selv til i sit liv som voksen dame, med børn. For eksempel så synes jeg det kan være ret vanskeligt at retfærdiggøre at være væk fra mine børn; for på en eller anden måde synes jeg at jeg skal stå til rådighed for dem.

Det mener jeg af hele mit hjerte at man skal som den ansvarlige voksne, der selv har valgt at sætte dem i verden, men på den anden side, så mener jeg så også (af et ligeså helt hjerte) at man ikke BARE skal stå til rådighed. De skal lære at jeg som voksen også har prioriteter, der ikke handler om dem – især nu, hvor de er ved at blive større.

Børn, der bare rækker en arm ud, for så at modtage et glas vand, er for eksempel mit skræmmebillede på børn, der er vandt til at deres voksne er en slags inventar, man ikke skal tage hensyn til.

Mens børn, der VED at der altid er arme til at favne og gribe dem, måske også i deres egne liv vil være i stand til at vide at omsorg er noget der skal deles ud af.

Men midt i det, så er der jo også et voksenliv der skal leves, nydes og prioriteres, og jeg mener virkeligt ikke at alt det skal gå i stå, men at der må være en balance. Jeg har måske ladet lidt rigeligt gå i stå de sidste 11 år – mine unger, min mand og mit arbejde tager førstepladsen i mit liv, og så må alt andet vige – men nu, nu er jeg begyndt at gøre ting, JEG faktisk har lyst til, og det vilde at opleve er at timingen er god. Jeg kan faktisk undværes. Selv på en tirsdag i ulvetimen, hvor jeg bruger tiden på en yogamåtte og først er hjemme klokken 18. Men dermed ikke sagt at det måske nogle gange koster mig selv langt mere, end det rent faktisk behøver at koste dem. Især når de knapt har opdaget at jeg ikke var der. Bittersødt? Måske.

 

2 Comments
Previous Post