Familien med på arbejde – og med på stranden


Der er steder i Danmark, jeg SÅ gerne vil have at mine unger skal se, så de forstår hvor vi er landet henne, men også – og uden at lyde for storladen her – hvad vi er rundet af. Et af de steder er Skagen (og ja, der er ca 20 andre på listen), og da jeg var så heldig at blive inviteret til at medvirke i Dahl på Hack-radioprogrammet (en foroptagelse til en af sommerens udgaver) i Skagen, sagde jeg ja tak! Og inviterede familien med.

Vi tog over i fredags; og turen ER lang fra København. Vi landede i på Skagen Strand (et feriecenter hvor man bor i små huse, og har adgang til indendørs pool, som de er kommet til at oversælge som “badeland”), spiste aftensmad og gik en tur. I fredags var det sommersolhverv, og natten var lang og lys og smukkere end smuk. Billedet her er taget klokken 23 fredag aften:

Vi nåede Den tilsandede kirke, Grenen, frokost på Ruths hotel, masser af badetid, fodbold og stille tid, og da vi kom hjem søndag aften, føltes det som om vi havde været væk i en evighed. Men vi er enige; vi skal tilbage – vi skal se noget mere, og bare være noget mere lige der, på de endeløse strande, hvor det tilsyneladende altid blæser lidt.

 

1 Comment
Previous Post
Next Post