Sommerkærlighed

Det er ikke så svært, vel? At være forelsket i sommeren, at lade sig bedøve af sol, nogenlunde blå himmel (omend det stadig er hundekopldt), og grønne blade, der hopper op, alle steder?

Der er noget tungsind der letter, og en optimisme, der er lettere at holde fast i synes jeg, også selvom jeg kan mærke på begge unger og mig selv, at den der sommerpause, der lige om lidt melder sig i den grad er tiltrængt. Det er som om at det er lige ved at være nok med hverdag, for ungerne i hvert fald nu, og de længes mod lange dage uden skyggen af skema, og uden lektier, planer og ting, de skal huske. Jeg kan godt forstå dem, og jeg husker hvordan jeg har haft det hver sommer: Som om ungerne vokser bedst, når solen skinner på dem.

 

2 Comments
Previous Post
Next Post