Om at fejre hinanden, sig selv, og de gode mennesker man deler sin tid med

Det er ved at være nogle dage siden jeg sidst fandt vej herind. Der er knald på, og selv på en søndag går der lige to timer med at lave lektier sammen med ungerne inden søndagsfreden sætter ind. Ugerne går stærkt lige nu, og det gør de – i vores liv – altid om efteråret. Der er meget der skal i gang og meget der skal løbes videre, og jeg synes at det ind i mellem kan være sådan helt rundtosset at finde ud af. Når det går stærkt bliver det også vigtigere at være sammen, så på den ene side buldrer og brager hverdagen og på den anden side er det den stille tid der bliver vigtigere.

I det hele taget er der nogle ting, der med alderen kun bliver vigtigere: De mennesker man bruger sin tid og sit liv sammen med. Man skal huske at fejre dem, tænker jeg, og huske at lægge an til selv at blive fejret (uanset hvor fjollet det lyder), men selvfejring er den bedste måde at samle mennesker omkring sig på, som man faktisk holder så meget af at man ikke kan undvære dem. Jeg vil gøre mere af det, tænker jeg, både privat og på arbejdet.

I fredags var Johan og jeg sammen med nogle af vores skønne kunder på slottet Holckenhavn. Her holdt vore kunder et brag af et fyrre års jubilæum, og vi var så heldige at få lov til at være med. Vi sad fast i fem timer på vej mod Storebælt på grund af den enorme politiaktion der lukkede Sjælland ned, så der var tale om lyn-omklædning inden festen, så vi kunne nå at være med til det hele. Det var sådan en skøn aften, og jeg havde mit (sædvanlige) fastsæt på, som jeg simpelthen har det så godt i. (og ja, hvis du læser med her, har du allerede set det MANGE gange, fx  her).

Jeg håber du er i gang med en vidunderlig søndag, pakket ind i ro og med en god uge i sigte. Rolig, eller hektisk, men sammen med de mennesker, du holder mest af.

Udgivet
Kategoriseret som Liv

3 kommentarer

  1. Godt at I nåede frem til festen og hvor ser du fantastisk ud i det sæt!
    Her er også søndagsstille: Opvask fra i aftes hvor jeg havde tre veninder på besøg, (ikke vildt planlagt eller overdådigt, bare laks og grønt i lerpotte i ovnen og rødvin i glassene og god snak), og Kim Larsen på anlægget alt i mens jeg mindes mine ungdoms søndage i 1990´erne hvor jeg lyttede med på P4 i P1, med Gitte Løkkegård og Tine Bryld… Og så altid “Som et strejf af en dråbe”, der afsluttede hver udsendelse. Nu har vi kun sangene tilbage… Kom godt ind i oktober, Julia 🙂

  2. Det er så rigtigt.
    Min september har været alt for hektisk med 3 bryllupper, et utal af fødselsdage (min egen inkl), hverdagspraktik, opstart på fritidsaktiviteter og meget mere.
    Og midt i alt det, så brækkede min Hannibal sin ene arm i onsdags. Og pludselig er der blevet mulighed for at arbejde lidt mere hjemme, spille lidt flere spil, og selvfølgelig drikke rigtig meget kaffe, imens jeg pusler om min lille store dreng.
    Ja, jeg glæder mig til at sætte tempoet bare en my ned i oktober 😉

  3. Kære Randi, ej hvor hæsligt med en brækket arm! Håber han er ok! Og hvor er det skønt at du kan trække dig lidt hjem og helt tæt på ham. Det er der også en glæde i, for ja, man knokler nogle gange rundt i manegen…
    God bedring til ham!
    KH
    J

    Kære Rie,
    Det lyder som en skøn aften!
    Ja, det er virkeligt helt utroligt, som det har påvirket os alle, al den musik, og den kunstner der er væk.
    Store kram,
    J

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *