“Hun fødte helt uden smertestillende”

Glædelig ny uge, og velkommen til et indlæg jeg har gået og tænkt over i nogen tid. For er det bare mig, eller er det som om, der er opstået en ny disciplin man som kommende og nybagt mor (og far…) kan konkurrere i? Når jeg scroller ned i mit facebookfeed og når jeg hører nybagte fædre tale og fortælle, så er de ret stolte når deres kvinder / koner / kærester føder uden smertestillende. Som om det er sejere, stærkere, bedre.

Og ja, det er sejt!

Og  ja, det er flot!

Og det er helt sikkert på en eller anden måde (som jeg ikke ved noget om) en my bedre for moderen og barnet. Men måske er det ikke.

Og måske er det bare meget vigtigere om moderen har haft så god en oplevelse med den fødsel at hun vil overveje at gøre det igen – uanset, hvor dopet hun så har været eller ej.

Og måske er alle kvinder, der føder et barn bare så megaseje at det ikke er nødvendigt at starte en ny konkurrence om hvilken måde man føder på. I stedet burde vi måske glæde os over at der står så mange dygtige jordmødre, sygeplejersker og læger klar til at tage imod kvinder, mænd og deres børn, at der på trods af komplet rabiate nedskæringer stadig er kompetente hænder at blive guidet af. Måske skal vi lade være med at tro at hver eneste del af vores (kvinde)liv kan laves om til en konkurrence og bare være.

12 kommentarer

  1. Kære Julia
    Jeg tror det er vigtigt, at tænke over at vi ikke allesammen er ens, at hver eneste fødsel er forskellig, et nyt lille menneske og selvom man (jeg) har født 5 børn, er der ikke en gang, der var ens. Det er en kæmpe proces, nogle har sagt som at løfte en lastbil. Det er ikke en konkurrence, men et nyt lille liv, at glæde sig over.
    Go’ dag til alle.

  2. Jeg synes desværre at vi efterhånden lever i en verden, især på Facebook og Instagram, hvor vi konstant viser den allerbedste version af os selv frem. I alle henseender… Og at kunne “prale” med at man kan gennemføre en fødsel uden smertestillende epidural eller lign, giver nok selvtillid hos mange… Men jeg forstår det ikke og er IKKE fan af det! Det er en del af tiden desværre, at vi kun er gode nok og lykkes når vi har og kan vise succes. For hvad stiller vi så op når noget går galt og vi IKKE lykkes? Så kommer ensomheden, skammen og tankerne om det nu var ens egen skyld fordi vi ikke gjorde NOK eller ville det NOK! Nogle gange SKER ting bare, der er noget der hedder skæbne også! God mandag til dig, Julia 🙂

  3. Det er så sandt Rie – vi har totalt glemt skæbnen. Vi tror vi selv kan fikse alting, bestemme alting og bare tænke på den rigtige måde, så ting lykkes for os. Og jeg tror også du har ret i forhold til skam, ensomhed og følelsen af at fejle. Kærligst Julia

  4. Jeg er så enig. Hvis fødsel og amning var en konkurrence, så har jeg tabt. Men jeg har to skønne børn, så jeg har da vundet. Det var en hård tid, da det stod på med fødsler. Nu er det længe siden. Og det betyder mindre og mindre, om jeg fik topscore.

  5. Hej Charlotte – den havde jeg også tabt. Og du har ret – det fortoner sig – men jeg synes efterhånden jeg har lært at verden bliver som vi taler om den. Og tillykke med dine skønne unger! Kh J

  6. Amen! Jeg har spildt for meget af mit (moder)liv på at være ked af ikke at kunne leve op til fødsels- og ammeidealet. Nu ser jeg kun på mine børn og glædes!

    Hilsen hende med tre planlagte kejsersnit og en milliard liter modermælkserstatning bag sig 😉

  7. Kære Julia. Så enig altså!
    Og ja jeg syntes også verden bliver mere og mere som vi taler om den, og derfor syntes jeg også det er en skræmmende tendens der ligeledes er opstået når det bliver kaldt “en flot NATURLIG fødsel” – altså de fødsler hvor moderen ikke har fået smertestillende. Det er jo som om alt andet så ikke bliver naturligt og det er tankevækkende og ret skræmmende syntes jeg.
    Jeg har selv født to børn (den ene ved planlagt kejsersnit) og syntes begge var meget NATURLIGE med hjælp fra smertestillende ❤️ Og det vigtigste for mig var det lige netop blev en god oplevelse.

  8. Kære Lisa,
    Det er faktisk også det jeg synes er så problematisk. At det punkterer glæden!
    Tillykke med dine børn og dig!
    KH
    J

    Kære Sandra,
    Ja, den er også vild, den med at man nu kan gradbøje den naturlige fødsel i mere eller mindre flot / naturlig. Det er altså heller ikke superfedt.
    Tillykke med dine gode oplevelser!!!!
    Kærligst
    J

  9. Yes! Forstår slet ikke det der konkurrenceræs og er så træt af at vi altid skal præstere og være sejere end alle andre.
    Der kan jo være alle mulige grunde til at der er brug for smertenedsættende midler under en fødsel. Og hva’ så! Det er individuelt. Alle kvinder er ikke ens på det punkt og undskyld mig, men de der stolte mænd aner altså ikke hvad de taler om. Så bliver man lidt træt…

  10. Jeg er SÅ enig! Har tænkt over det samme mange mange! Jeg forstår ikke behovet for at skulle fortælle, om det var med eller uden bedøvelse (og ja det er primært fædrene, der skriver det, når de offentliggører fødslen). Hvis man har så ondt,at man ikke kan holde sine veer ud, så er det da FANTASTISK, at der findes en epidural-blokade, der kan give den fødende en lille smule hvile og fred, og hvis man omvendt sagtens kan arbejde med veerne, jamen så lad vær med at få bedøvelse. Det kan godt være at vores mødre og bedstemødre bare måtte bide de voldsomme smerter i sig, men i dag har vi jo heldigvis andre muligheder. Der er virkelig mange, der af en eller anden grund sætter sig for, at fødslen skal foregå uden bedøvelse, og når de så mærker veernes kraft ender de med bedøvelse alligevel og ser det som et nederlag, da de jo så ikke “vandt konkurrencen”.
    Det er bedst at føde hurtigt, uden bedøvelse, og uden nogle former for bristninger, så er man en super-føder(det er jo slet ikke noget man selv styrer!!!)
    Jeg synes det er så ærgerligt, at alt skal være en konkurrence. Min mand synes heldigvis jeg er skide sej, at jeg overlevede vores datters voldsomme og traumatiske fødsel, hvor vi faktisk begge var ved ikke at klare den – OGSÅ selvom jeg fik en epidural-blokade 😉
    Ps. “Hvor lagde jeg babyen?” reddede mig virkelig igennem den første hårde tid som nybagt mor. Det var så rart, at høre om en anden med de samme følelser 🙂 Tak for den!

  11. Hvorfor skal alting være en konkurrence i dag. Fatter det ikke. En fødende som får smertelindring, er lige så god som en, der ikke får. Jeg har født 4 børn. 2 med lindring og 2 uden. At jeg klarede 2 fødsler uden smertelindring, skyldes ene og alene en super jordemoder, som bare havde alverdens tid. Husk nu, at en fødsel er noget helt unikt. Og kan ikke sammenlignes.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *