Elsker du også Bjørn Wiinblad? Du er absolut ikke den eneste, og kunstneren har som få andre fået en revival de seneste år. Men i virkeligheden kender vi ham ikke særligt godt. De fleste af os kender hans kunst, eller dele af den, men jeg vidste for eksempel intet om hans liv. Det gør forfatterinden Heidi Laura nu op med og på Gad udkommer en af de smukkeste bøger længe: En bid af Paradis. Jeg har fået lov til at få et interview med forfatterinden. Og den smukke, smukke bog, ja den udkommer i dag og du kan læse mere om den her.
Du har skrevet en bog om Bjørn Wiinblad. Hvilken vinkel lægger du, og hvad mangler vi at forstå om ham?
Jeg interesserer mig rigtig meget for, hvad Bjørn Wiinblads ting betyder for de mennesker, som ejer dem og lever med dem. Det var jo netop dét, som gjorde ham til sådan en gigantisk succes på tre kontinenter fra 1945 og frem: Han ramte en længsel hos folk meget rent. Det er utroligt sjældent, at vi vender det hele rundt og spørger til, hvordan kunst og design faktisk virker på mennesker, og det er jo egentlig ret sært, hvis man først tænker over det. Der er ingen tvivl om, at de ting, vi omgiver os med, påvirker os og betyder meget for, hvordan vores liv føles, men vi taler sjældent om det.
Så jeg tager på en måde tingenes perspektiv – og jeg undersøger også, hvad det var for en slags hjem, Wiinblads ting indgik i. På den måde kan jeg fortælle Bjørn Wiinblads historie meget mere tæt viklet ind i vores fælles kulturhistorie: Som en historie om, hvordan både menneskene og hjemmene forandrede sig over de 50 år, hvor Wiinblad var aktiv. Han havde en helt utroligt langt karriere, og verden forandrede sig jo nødvendigvis meget, imens han arbejdede og arbejdede og producerede flere værker og design, end nogen er i stand til at have overblik over! Han var også virkelig dygtig til at følge med tiden, og blev for eksempel meget mere erotisk og vovet i 1960’erne.
Ved at se sådan på ham, viser han sig slet ikke at være en “ener” og en “fremmed fugl” og “romantisk tilbageskuende”, og hvad han ellers er blevet kaldt. Tværtimod har vi overset, hvor meget det betød for mennesker i årene efter krigen at have ting i deres hjem, som gav dem billeder af en smukkere og mere harmonisk verden.
Hvorfor interesserer netop han dig så meget?
Faktisk begyndte det ikke som en stor interesse, men med en stille undren for omkring 10 år siden, da han var grundigt glemt: Hvad i alverden blev der af Bjørn Wiinblad? Han havde fyldt så meget i min egen barndom, og jeg regnede ham selv for et 1970’er- og 1980’er-fænomen. Stor var min overraskelse, da jeg begyndte at fatte, at han havde været et kæmpe hit allerede ved sin debut i 1945. Han hørte altså oprindeligt til i en helt anden sammenhæng, end jeg først troede: Årene lige efter krigen, som på en gang var præget af knaphed og traumer og håb.
Det ændrede helt mit eget blik på ham, for pludselig gik det op for mig, at al sødmen og mildheden i hans univers var meget lettere at forstå som en del af helingen og håbefuldheden efter krigen end som noget nærmest reaktionært tilbageskuende midt i de eksperimenterende 1970’ere eller de pengegale 1980’ere.
Det gik op for mig, at virkelig meget af det, jeg selv og alle andre troede om Wiinblad, var forkert, men det gjorde ham bare endnu mere interessant. Der er altid rigtig meget kulturhistorisk guf i vores fælles fejltagelser om ting og mennesker, for den slags fejltagelser fortæller jo en hel masse i sig selv. Ikke bare hørte hans historie til i en anden tid end jeg troede, den var også langt mere international end jeg havde troet, og hvad der virkelig overraskede mig var, at Wiinblad delte sin “følsomme stil” med en stor gruppe af dygtige europæiske designere i 1950’erne og 1960’erne.
Hele denne bølge af dekorativt og sødt design er bare næsten helt overset i bøger og udstillinger om datidens design. Og det gjorde det for alvor spændende: Hvorfor var både de og Wiinblad blevet overset i hele den “seriøse” designhistorie? Blev det simpelthen set som feminint og derfor useriøst og ikke værd at huske? Også selvom det var ting og designere, som havde gigantisk succes? Det synes jeg giver en del at tænke over.
Hvorfor er vi så draget af hans univers – igen? Og hvorfor tror du at Wiinblad i en lang periode var kitchet og dårlig smag?
Det siger jo noget i sig selv, at Wiinblad vender tilbage igen i en tid, hvor vi er så usikre på fremtiden, som vi sjældent har været. Hvad sker der med klimaet, forsvinder arbejdspladserne til robotterne, har hele den tredje verden tænkt sig at migrere til Europa? Tiden er fuld at store spørgsmål og tvivl, præcis som den var, da Wiinblad slog igennem i årene lige efter krigen med al deres usikkerhed og famlen. Wiinblads billeder af det lykkelige liv i naturen og alle disse kærlige, milde mennesker er en slags medicin mod svære følelser, de giver håb og løfter humøret. Når jeg taler med de helt unge, som nu kan lide Wiinblads ting, så tager de ham netop ikke til sig ironisk – de kan lide det drømmeriske og milde i hans univers.
I min egen generation kan man allerhøjst dyrke Wiinblad som camp – noget der er så meget for meget, at det alligevel bliver lidt lækkert og sjovt. Men da jeg voksede op med Wiinblad i 1960’erne og 1970’erne var han jo også allerede virkelig old hat! Han var mine bedsteforældres stil, han havde været det nyeste nye for dem, som havde været unge under krigen. For deres børn og børnebørn var han uundgåeligt helt umoderne og allerhøjst et sødt nostalgisk minde om besøg hos ældre slægtninge.
Men Wiinblad har det med at gå i følelserne på folk – både positivt og negativt! Det er, som om der slet ikke er noget filter i forhold til hans ting, folk elsker Wiinblad eller afskyr Wiinblad. Og for mange fra disse mellemgenerationer kom han til at stå for alt, hvad der var galt med deres barndom og ungdom: Han var selve billedet på smagløshed, småborgerlighed, kitsch, hykleri, hæmmede følelser og dominerende mødre! Det kan man også læse en hel del om i bogen, hvor jeg laver en lille psykoanalyse på alle disse svære følelser for Wiinblad. Det var faktisk ret sjovt og spændende at lave!
Du beskriver hans opvækst og de mørke tider kunstneren gennemlevede – hvordan skal vi forstå det farverige og orientalsk univers han skaber på den baggrund?
Orienten har i århundreder været der, man drømte sig hen, når verden blev for grå og farveløs, og virkeligheden for begrænsende. Wiinblad er i rigtigt godt og gammelt selskab, når han også gør det! Mens han voksede op, har han oplevet masser af orientalsk kolorit og stil omkring sig: Man gik til Magasin du Nords orientalske basarer og i det orientalsk indrettede Tivoli, og moden og reklamerne og filmene var fulde af orientalisme i 1920’erne og 1930’erne! Så det har ikke været svært for han at overtage hele den smukke, farverige stil, som han utvivlsomt har set i for eksempel Kay Nielsens børnebogsillustrationer eller Leon Bakst flotte indslag i tidens ugeblade.
Wiinblad tog hele denne udlængsel og drømmen om det eventyrlige liv i Langbortistan og gjorde den mere sød og lettilgængelig for alle. Orienten er aldrig farlig og uhyggelig hos Wiinblad, den er nuttet og sjov! Jeg tror, at også dét var en slags terapi for datidens mennesker, i en tid hvor verden åbnede sig igen efter Anden Verdenskrig og man begyndte at rejse mere. Wiinblad gjorde den store verden lidt mindre farlig for folk, når han tegnede sine venlige kineserdamer og indianere og persiske prinsesser på alle hverdagstingene.
Hvorfor skal vi fordybe os i kunstneren Wiinblad?
For at drømme! Wiinblad ville have, at alt i verden skulle være smukt og harmonisk, og alle mennesker skulle være søde og charmerende midt i denne smukke verden, som han altid arbejdede utrætteligt på at skabe. Hans største talent var evnen til at fortrylle, og han ville lave alt, folk havde brug for til deres skønne hjem, og samtidig kunne han nærmest ikke sige nej til alle de store dekorationsopgaver, han blev tilbudt, lige fra krydstogtskibe til shoppingcentre. Alt skulle gøres smukt! Alt skulle være fortryllende! Det kan man kalde en naiv drøm – men verden har faktisk brug for drømmere! Hvis vi ikke kan drømme om en bedre verden, er vi ilde stedt.
Wiinblads overbevisning om, at de smukke ting omkring os gør os selv smukkere og bedre, synes jeg også fortjener opmærksomhed. De seneste årtier har vi fået et perverst forhold til ting, som bare er noget, vi køber og smider væk, hurtigere og hurtigere. Sådan kan vi ikke leve. Vi har brug for at knytte os nærmere til tingene, vi har brug for virkelig at mærke dem og værdsætte dem. Og dér tror jeg lige præcis, at man kan lære noget af Wiinblad og hans fortryllede verden. Han skabte ting, som nærmest var besjælede og ville være ens venner.
Heidi har også skrevet en blog om sit arbejde med at lære kunstneren at kende – den kan du følge her.