Nye bøger: Sommerlæsning med dine børn

Noget af det, jeg har forsøgt at give mine unger med er glæden ved at læse. Nogle gange er det så blevet til kampen for at tvinge dem til at læse, og det er ærligt talt knapt så fedt, men de gode stunder sammen om en bog, har på en eller anden måde medført at Elias synes at det er ved at være lidt af en fest at læse. Indrømmet – han har ikke altid gidet, og i perioder har vi skullet lægge arm om de bogstaver, han ikke ville interessere sig for. Men nu er han 10, og han læser hver dag.

Der er virkeligt meget fin dansk børnelitteratur, og derfor har jeg samlet en lille håndfuld her, som er værd at tage med på sommerferie, eller bare ud i sommeraftenen:

CARLbøgerne er altid et hit! Den lille søde elefant er udkommet i et væld af historier, og nu er der en serie i gang til de helt små børn på et, to eller tre år. Carl er Carl er helt enkel, smuk og poetisk, og perfekt til en hyggestund med det lille barn. Læs mere om den her.

Hvor er mine sommerfugle af Josefine Ottesen er udgivet af Danmarks Naturfredningsforening, og er den fineste lille bog, om naturen, sommerfuglene og vores ansvar for den. Jeg har søgt vidt og bredt efter et link til bogen, men kan simpelthen ikke finde et. Jeg har læst den for Elias og Sofus og de elskede den. Den er udkommet i maj måned og mon ikke de hos Danmarks Naturfredningsforening snart lægger den i deres webshop? Den er i hvert fald at finde her.

For de 9,10, 11-årige er Veninder for Altid serien helt vidunderlig. Den er sød, følsom og feel good. Hver bog handler om en ny pige, og nu er der endelig efter lang tids venten kommet en ny. Hun hedder Melika og det gør bogen også. Læs mere om den her.

Selfie Simon ft Rosa er nummer to i en serie, der handler om Simon og denne gang: Jagten på at komme med til prisuddelingen Guldtuben. Elias læste den i et stræk og erklærede at den var både sjov og spændende. Jeg må indrømme at jeg ikke har læst den, men Elias anbefaler den. Du kan finde den her.

Billederne til dette indlæg er taget af min dygtige kollega Mette Skovgaard Nielsen.

1 Comment
Previous Post
Next Post