Om børn og år der gik

Sofus var syg i går, og havde en hel lang dag hjemme med Johan. Jeg kunne ikke blive hjemme, og det var lige før jeg blev misundelig over ikke at have den der lille varme feberkrop at sidde og kramme hele dagen. For de bliver store de drenge, og det med at få dem til at sidde helt stille til jeg har fået hudkontakt nok med dem (nok for mig, that is…) er ikke mere helt nemt.

Og alt er godt, og Sofus har det godt igen i dag, og det samme har Elias, og jeg fatter ikke hvor tiden bliver af. Hvor er de år blevet af, hvor jeg lå vågen hele natten, og aldrig sov? Hvor kaffe og panodil var en slags standardudstyr til bare at overleve halvt? De dage og de nætter er smuttet mellem fingrene på mig, og er nu lagt så langt bag mig, at jeg troede at jeg ikke kunne huske dem mere. Men det kan jeg. For desperationen i aldrig at få sovet nok, og den der evige tunge grå følelse kommer jeg aldrig til at glemme. Jeg kommer heller aldrig til at glemme følelsen af babyhud og dunhoved, og små bitte hænder og fede fødder. Jeg kunne ikke igen, men hvor er jeg dybt, grundlæggende og for evigt taknemmelig over at have haft det. Og for at have to store, fjollede, søde, skrappe, besværlige, smukke og gavmilde drenge med fregner på næserne og krudt i hele kroppen.

4 kommentarer

  1. Åh jeg kender så godt den følelse , du beskriver. Jeg tænker oftere og oftere på det der var engang. Da de var små. Nu er de bare næsten selvkørende og 13 og snart 17 år. I lørdags efter nogle timer i byen, så gad de ikke rigtig mere Kbh. og tog derfor hjem selv, mens manden og jeg gik i Botanisk Have. Det var en meget underlig følelse…
    Kh. Birgitte

  2. Sådan har jeg det med mit barnebarn! Han er ganske vist kun 6 år! Han er så småt ved at smutte gennem hænderne på mig! Men aften historien, sidder vi tæt! Der kan jeg snuse, småkysse og kramme ham og fangelege og vandkamp falder der også kram af! Jeg kan heldigvis også sige : Birk, jeg trænger til et knus, og så får jeg et stort et! Jeg har kun ham, og får ikke flere! Han er til gengæld en dejlig kærlig dreng, men hvor vil jeg dog gerne en gang imellem ønske at det gik lidt langsommere! Men det er jo også dejligt, at se ham udvikle sig men ak ak !

  3. Jeg ville ønske, at jeg havde fået mine to børn samtidig med dig, for du sætter ord på lige de følelser, jeg også har – men altså forskudt nogle år. Når jeg ser tilbage, så kunne jeg rigtig godt havde brugt dine reflektioner, mens jeg stod i det, for det er ind imellem heftige sager at være mor. Det sætter du så smukt ord på. Tak for det.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.