Interview: Nørderne kommer! Mød Han Duo: Om at få ret til sidst, om at være sig selv, og om at opdage at nørderne har vundet over coke-snifferne i Kødbyen

Hvis du har læst med her i et stykke tid, ved du at jeg elsker at lytte til gode historier. Lydbøger. Du ved også at jeg ikke er bange for fantasy eller føler mig for voksen til at glæde mig over Wonder Woman. Jeg har for nyligt opdaget Podcasten Han Duo, som laves af Elias og Jacob, som kalder sig selv for nørder, og som muligvis selv mener de laver anmeldelser af spil, film og serier, men som jeg mener i virkeligheden laver sammenlignende kultursociologi, hvor de går dybt ned i temaer, arketyper og forbindelser mellem popkultur og det samfund den skabes i. Og dét er spændende! Derfor bad jeg dem for en uges tid siden om et interview og fik de bedste, interessante og åbne svar, som du får her – jeg har fyldt indlægget med links – følg dem, så du er helt med på universet og glæd dig til at opleve en verden, som man ikke behøver noget forkendskab for at fordybe sig i. Heller ikke selvom nørderne påstår man skal vide hvad CGI er.
Læs indlægget til ende og få tips til spil, viden om hvad vi skal glæde os til i 2018 og ikke mindst: En klassisk politisk ukorrekt Han Duo-joke.
 Jacob: Hvad er Han Duo? Og Hvem?
 Det korte svar er, at vi engang er blevet beskrevet som “Troldspejlet for voksne”. Det kedelige og længere svar er: Han Duo er en podcast om spil, film og tv-serier. Navnet er en hentydning til Han Solo-karakteren fra Star Wars, men da vi jo er to, hedder vi selvfølgelig DUO i stedet for Solo (sorry for mansplaining!). Vi har lavet over 100 episoder og man skal nok være lidt mere end normalt nørdet og kende til forkortelser såsom “CGI”, for at få det fulde udbytte af at lytte til os, men ellers synes jeg vi er meget pædagogiske. Og grundige. Og til spørgsmålet om hvem vi er, synes jeg egentligt ikke er så interessant, for vores fokus vil altid være på de titler, vi omtaler. Men i grunden er vi bare to passionerede nørder – Elias og jeg – der tager hånd om en nørdekultur og formidler den med den respekt, den kræver, og som kultureliten og Politikens læsere vil rynke på næsen ad og mene ikke er rigtig kunst. Og vi bruger MEGET tid på denne podcast. Derfor er den i al beskedenhed uden så meget overflødigt fedt som mange andre podcasts, og forhåbentligt mere velproduceret end gennemsnittet. Det håber jeg i hvert fald. For vi bruger fandme lang tid på at klippe det, så det nogle gange lyder som en film i lytterens ører. Så hvis folk ikke bider mærke i det, vil jeg sgu blive lidt trist. For så kunne jeg ha’ brugt min tid bedre på fx at skrive erotisk fan fiction, bygget på Fifty Shades-filmene. Hvilket vil være ekstra langt ude, da de film og bøger, i forvejen startede med at være erotisk fan fiction, men stadig…
 Elias: Hvorfor netop en podcast om – ja, hvad egentligt? Og helt klart: Hvorfor?
Ja, umiddelbart er det jo en anmelder podcast om film, spil og tv-serier, men det er også meget mere. Faktisk er det ligeså meget – og måske endda i højere grad, en podcast om den kultur som Jacob og jeg er passionerede omkring. De film, spil og serier som vi begge er vokset op med, og som har formet os til de mennesker vi er i dag. For den glæde og begejstring vi havde som børn ved at se Luke Skywalker gå op mod Darth Vader, Goonierne finde One Eyed Willies skat, eller at redde prinsessen ved at skyde horder af zombier og andre kirkegårds væsner i Ghost ’N Goblins, den har vi jo stadig. Det kan godt være at vi er blevet voksne, og derfor i nogens øjne burde lægge Playstationen fra os og dæmpe vores passion lidt, når det kommer til Star Wars og andre eventyr, men det er bare noget, der er dybt forankret i os, og som vi står 100% ved. Og det er også noget af det vi håber at give videre med podcasten. At vi, ved at være dem vi er, og ved at stå inde for den kultur vi stadig elsker, kan vise andre i vores aldersgruppe, at man ikke behøver at leve op til en eller anden norm, men at man stadig sagtens kan være voksen og dyrke den samme glæde man havde som barn. Og det gør vi så i podcasten ved at anmelde de aktuelle titler, som vi synes lyder spændende, samt at dykke ned og minutiøst gennemgå nogle af de titler vi elsker. Feks har vi lavet både 2 1/2 times episoder om Back to the Future filmene, og 4 1/2 times om den oprindelige Star Wars trilogi, hvor vi også interviewer nogle af de folk der var med til at lave dem.
Og det korte svar til hvorfor vi laver det er, at vi simpelthen ikke kan lade være.
Jacob: Man har før skulle gå lidt stille med dørene, hvis man som voksen glædede til Fantastic Beasts 2, en Star Wars-film, eller tog to dage fri fra arbejde for at myrde orker – er det som om det er ved at vende? At voksne gerne må lege videre?

Ja, det er det heldigvis, og det er en stor sejr. Okay, nu kommer det alligevel til at handle lidt om mig privat alligevel, men det er vigtigt for mig for kunne komme med en pointe. Personligt er det først i mine midt-20’ere, jeg fik omfavnet og indset hvem, jeg i virkeligheden var. Jeg har altid været en nørd, hadet sport og arbejdet på Troldspejlet siden, jeg var 14. Jeg er en fucking nørd. Dengang fik aldrig sagt det så tydeligt til mine kærester og venner, fordi tiden og kulturen var en anden og jeg tænkte det ikke var den fedeste ting at sige på efterskole og i gymnasiet. Det var underlødigt og kikset. Ifølge mange. Men takket være bl.a. filmserier som Ringenes Herre, Harry Potter og Marvels superheltefilm er den brede befolkning blevet eksponeret for hvad nørdekulturen egentligt er. De fleste fatter det nu, eller har et begreb om det. Det er blevet “legitimiseret”. Og lige pludselig er alle kommet ud af skabet med den indre nørd, de har gået og gemt på – nogle oprigtige, andre opportunister. Sådan nogen vil der altid være. Men i det store hele er det så rart at vide, at tiden nu er moden til, at alle vi kan stå ved det, vi er; fra Bronies til Trekkies. Jeg vil ønske at nogen havde fortalt mig for længe siden, at taberen ikke er ham eller hende, der har glædet sig til en ny Star Wars-film; taberen er ham, der sniffer coke i Kødbyen. Og heldigvis er jeg også blevet ligeglad med andre folks meninger i takt med, jeg er blevet ældre. Da jeg var lille spurgte jeg min far om han troede, jeg stadig ville spille computerspil, når jeg engang blev voksen. Han mente, at det voksede man nok fra. Men det er jeg fandme glad for, jeg ikke har gjort. Jeg er 33 nu og gamer på livet løs. Mange af mine bedste venner er digitale og opdigtede. Elias er skam fin nok, men han er fandme også en af undtagelserne, for jeg kan ikke lide størstedelen af menneskerne i den virkelige verden. Det sidste var en joke. Ikke rigtigt…

Elias: I har helt klart fundet en niche og går i dybden med serier, film, spil og fænomener, som ellers ikke tilhører det finkulturelle Politiken-segment. Hvem henvender I jer til – og hvor stort er det segment?
Vi henvender os umiddelbart til dem, der ligesom os er vokset op med al denne kultur, men som efter de er blevet voksne, har manglet en seriøs og ærlig formidling af stoffet rettet mod deres aldersgruppe. Både Jacob og jeg er vokset op med Troldspejlet (Jacob har endda arbejdet der i 14 år), og det var et program der i den grad talte til os, og som på mange punkter nærmest var et spejl, der fik os til at se at vi ikke var alene i at være nørder. Men det er som om der er en konsensus i mediebranchen om, at denne slags kultur kun er for børn og unge. Det bliver ikke rigtig taget seriøst, og vi har selv løbet panden mod en mur flere gange, dengang vi prøvdede at sælge Han Duo som både tv-program og podcast. Men det viser sig jo nu, at der er en stor gruppe der har savnet det her. Vi kan både se det i antal downloads, der stiger konstant, men også i de mange beskeder vi får. Det er overvældende og meget rørende at mærke hvor meget det betyder for mange mennekser, at vi laver det her. Vi har begge oplevet at blive takket på gaden, både sammen og hver for sig, og sidste år begyndte vi at tage Han Duo ud af studiet og lave liveshows. Det kulminerede i vores 3 års jubilæumsshow på Bremen Teater i april 2017, hvor der blev udsolgt. Dér gik det virkelig op for os, hvor langt vi kommer ud. Og hvor stort behovet for denne formidling er. Det er også gået op for os, at lytterskaren er bredere end vi umiddelbart troede. Både i aldersfordelingen der går fra 12-13 år og godt op i 50’erne, men også i typen af lyttere. Vi har fået flere henvendelser fra folk der skriver at de ikke selv spiller, men alligevel godt kan lide at lytte til vores spilanmeldelser. Så vi rammer både de hardcore og dem der er mere casual.
Elias: Indiana Jones eller Buffy the Vampire Slayer som vigtigste turning point i popkulturen? Hvorfor?
Helt klart Indiana Jones. Uden de film havde hele eventyr / adventure genren set markant anderledes ud i dag. På det her tidspukt i 1981 havde vi haft de første to Star Wars film, der havde ændret filmlandskabet markant. 70’ernes mere socialrealistiske, samfundskritiske oprørske film, blev nu erstattet af eskapisme, eventyr og vilde historier. Og her dukkede Indiana Jones op med den første film: Raiders of the Lost Ark, og cementerede den udvikling. Ikke nok med at det var den mest indtjenende film i 1981, det var også en film der inspirerede flere årtier frem, hvad enten det gjaldt rip-offs som Kong Salomons Miner med Richard Chamberlain, eller film der ramte den samme eventyrfølelse som for eksempel ‘Nu går den vilde skattejagt’, og i nyere tid ‘National Treasure’ filmene. Men også på spilfronten er der hentet inspiration lige siden. Spillet Pitfall fra 1982 er et tydeligt eksempel, og det spil blev så populært, at det nærmest opfandt en spilgenre i sig selv i form af ‘side scrolling’ genren – hvor man bevæger sig fra venstre til højre side af skærmen, og løser opgaver og møder fjender. I de senere år er det især spil som Tomb Raider og Uncharted der løfter hatten til Indy. Men det er også den følelse af eventyr som de film rammer så fantastisk, at jeg vil vove at påstå at alle film der kom efter – helt op til og med i dag, der er i den eventyrlige genre, prøver at ramme den tone der var i Indiana Jones. Se for eksempel bare Guardians of the Galaxy, eller den nye Jumanji: Welcome to the Jungle. Og uden Indy havde der nok heller ikke været en Buffy. For Joss Whedon der skabte serien, er selv vokset op med både Indy og Star Wars. Og det har uden tvivl tændt en passion i ham, der har ledt ham dertil hvor han er i dag. Blandt andet som skaberen af både Buffy serien og filmen.
Jacob: Black Panther eller Wonder Woman, og hvorfor netop disse to film nu?
 
 Åh nej. Det hér er et minefelt. Man må jo ikke hade de film, og det gør jeg heller ikke, men jeg synes ikke de er gode. De repræsenterer dog noget som er long overdue; nemlig (sjovt nok) repræsentation. Og ligegyldigt hvad man mener om dem, så er de begge noget, som har slået sig fast og er blevet fænomener og især Black Panther har modbevist påstanden, “det er jo bare en film”. Nej, det har været fremmende på mange punkter, især omkring “afro-futurisme”. Men når dét så er sagt, så er jeg ærgerlig over, at hverken Patty Jenkins eller Ryan Coogler med deres respektive film formår at lave noget, der hæver sig over middelmådigheden. Helten er en anden end vi er vant til og det gør bestemt noget for kønsroller og kulturel identitet. Dét kan ikke benægtes. Men filmene er stadig kedelige i min optik, med dårlig CGI og et ringe 3. akt., hvis du spørger mig. Jeg er ærgerlig over, at Jenkins og Coogler ikke formåede at putte mere personlighed i deres film, som vi så Taika Waititi gøre så fint med sin fænomenale Thor Ragnarok. Men måske kan det komme med i deres efterfølgere? Jeg krydser fingre. Og disse film netop nu, fordi tiden var moden. Det er det korte svar. Eller nogen vil sige, at det var på høje tid. Efter 18 film i Marvel Cinematic Universe vil jeg også mene, at det var på tide med en sort figur i hovedrollen. Hvis nu de kunne få nosset sig sammen til at gøre det samme med en kvindelig hovedrolle. Det er heldigvis på vej, men DCEU gjorde det først med Wonder Woman. Dén skal DC Comics alligevel have.
 
 Elias: Superhelte har bevæget sig fra tegneseriehæfter til mainstream blockbusters med kæmpe budgetter, og dermed også store krav til omsætning. Oplever du, at de originale forlæg bliver forfladiget i hænderne på Hollywood, eller løftet op og ud?
Helt grundlæggende er det blevet meget meget bedre. Før i tiden var superheltefilmatiseringer – med Superman og Tim Burtons Batman som undtagelserne – degraderet til billige tv serier eller virkelig sløje b-film. Og sjældent var de lavet af nogen, der lod til at have en oprigtig interesse i at lave en god superheltefilmatisering, men mere at kapitalisere på et kendt navn. Men det har Marvel ændret for altid, da de startede deres gigantiske superhelteunivers med den første Iron Man film i 2008. Og jeg vil sige, at Marvel har formået at løfte det ud til det store publikum. Der vil altid være større eller mindre ændringer, som dybt dedikerede fans ikke bryder sig om, men i det store hele er det lykkedes at overføre det univers, der var bygget op i tegneserierne til filmmediet. Og for Marvels vedkommende er det især på grund af Kevin Feige, som er produceren der styrer hele det filmiske superhelteunivers. Han er selv fan, og har en dyb forståelse for kildematerialet. Men den succes betyder også, at andre vil have en bid af kagen. Og hér er det, at det bliver lidt mere vakkelvornt. Især med DC’s forsøg på at gå Marvel i bedende. Det er dem, der har nogle af de største – og allerførste superhelte, nemlig Batman og Superman. Men det er tydeligt, at de har haft så travlt med at efterligene Marvels succes, at de ikke tager sig tid til at fortælle ordentlige historier, eller opbygge en stærk nok relation til karaktererne. Og værst af alt lader det heller ikke til, at det bliver varetaget af nogen, der virkelig kender karaktererne, men i stedet ændrer dem i en misforstået opfattelse af, at publikum gerne vil have det mørkt og dystert. Det bliver rodet og ja, forfladiget. Men det er ikke fordi DC ikke har haft fat i den lange ende. Det skete med Christopher Nolans fremragende Dark Knight-trilogi om Batman, der dog også begyndte inden Marvel.
 Jacob: I er top 3’ernes mestre. Kan I lave en top 3 over hvad vi skal glæde os særligt til indenfor jeres niche det kommende halve år.
 
 Okay, jeg har ikke datoerne i hovedet, men indenfor nærmeste fremtid glæder jeg mig som et lille barn til Deadpool 2 (hvis testpublikum åbenbart er mere begejstrede for end etteren, og det siger ikke så lidt)! Og så “Avengers: Infinity War” – kulminationen på et forspil på 10 år (uden pis) fra Marvels hånd. De første to Avengers-film sagde mig ikke det store, men traileren til denne er hurtigt blevet en af mine all time favoritter. Og så på spilfronten er det umuligt at komme udenom Red Dead Redemption 2. Ellers må jeg blankt indrømme, at 2018 ikke ligefrem er det mest sindsoprivende nørde-år længe. Der er f.eks. ingen Blade Runner 2049 el. Last Jedi for mig at se frem til i år.
 Elias: Hvis man som (kvindelig) læser af bloggen aldrig har spillet et computer/konsolspil før, hvilket et skal man så starte med?
Uh den er svær. For det kommer jo meget an på, hvad man søger. Er det stemning, historie, udfordringer? Jeg har lavet en liste med 5 spil, som jeg kun kan anbefale. Og de bliver lidt mere krævende i forhold til lige at sætte sig ind i styringen, jo længere man kommer ned på listen. Men tro mig – det er indsatsen værd!
Journey
Journey er et smukt, intuitivt spil der nærmest har en meditativ effekt. Du styrer en navnløs karakter der svæver hen over et stort ørkenlandskab med kurs mod et højt tårn i horisonten. Undervejs er der små udfordringer, der dog er lavet med så stor forståelse for flowet i spillet, at de falder meget naturlige. Hvis du spiller online kan du endda møde andre karakter som din, der spilles af andre spillere i verden. Man kan ikke rigtig kommunikere – kun via lyde. Men man kan følges gennem resten af spillet hvis man vil. Sidste gang jeg spillede det, var da vi havde aflivet vores 13 årige kat i sommers. Og det lyder corny, men det hjalp faktisk at gennemføre dette spil. Der er mange temaer og stemninger, der træder frem efterhånden som man kommer længere frem i spillet. Og en del af dem matchede ret godt det humør jeg var i. Dermed ikke sagt at det er et tungt, melankolsk spil. Tværtimod.
Inside
Inside er fra den danske spiludvikler Playdead, og er et af de bedste spil jeg har spillet i mange år. Det er en side scroller / platforms spil (ligesom Pitfall og Super Mario), hvor der ligesom i Journey ikke forklares noget. Man skal bare hengive sig til det. Det er et dystopisk spil med en helt fantastisk visuel og auditiv side. Man styrer en dreng der løber længere og længere ind i hjertet af en stor korporation der styrer verden. Og på vejen skal man løse små udfordringer og undslippe forskellige fjender. Men kun ved at løbe. Der er ingen våben. Og slutningen på spillet af et af de mest vidunderligt bizarre WTF øjeblikke jeg har haft i al den tid jeg har spillet. Det er nok ikke et spil for alle, men det er virkelig et klasse eksempel på hvordan spilmediet kan ophøjes til stor kunst. Jeg kan ikke anbefale det nok.
 
Portal
Portal er en god hjernevrider, hvor du skal igennem en masse forskellige baner. Og hver bane er en større og større udfordring. For måden du kommer igennem dem er ved, at bruge et portal gevær, som åbner en portal i væggen når du skyder på den, og så skal du efterfølgende skyde på en anden væg, der så åbner udgangen af den portal du lige lavede på den første væg. Sådan bevæger du dig rundt på banerne. Styringen er klassisk førsteperson. Dvs. du styrer din karakter gennem førstepersons perspektiv, og kan løbe, hoppe og skyde. Hvis du aldrig har haft en controller i hånden før, kræver det lige lidt øvelse. Men en 10-15 minutters bootcamp burde gøre dig klar til at kaste dig ud i det.
 
The Walking Dead
De sidste to spil på listen er begge nogle af de stærkeste eksempler på, hvordan den bedste historiefortælling ikke længere er forbeholdt litteraturen, tv-serier eller film. Den er i den grad også til stede i spilmediet nu. Og med disse to titler, er det en bedre og stærkere fortælling end størstedelen af de senere års film og serier. The Walking Dead er ikke baseret på tv-serien, men derimod den fortløbende tegneserie, som den er baseret på. Grafisk følger den tegneserien, men fortæller sin egen uafhængige historie gennem flere sæsoner. Man følger pigen Clementine, og hendes liv igennem zombie apokalypsen, og de mennesker hun møder på sin vej. Det er et spil. Hvor alle de valg du tager, har en konsekvens. Enten med det samme, eller senere i spillet. Og du har ikke alverdens tid til at foretage dine valg. Og de kan ikke laves om. Det betyder at der er en stor tyngde til alle valgmuligheder, og det skaber nogle ekstremt pressede situationer. Men det er også dét der går det til et så involverende spil. Styringen er ret enkel. Man skal primært bevæge sin karakter hen til punkter og karakterer man kan interagere med. Historien er så velfortalt at den flere gange overgår tv-serien. Og jeg skal ikke sige mig fri for at have tårer løbende ned ad kinderne, da jeg afsluttede første sæson. Spillet er ude til alle platforme – inkl iPad, så det er let at kaste sig over. Men start fra begyndelsen.

Heavy Rain
Dette er et af de bedste spil jeg nogensinde har spillet. Og en af de bedste historier. Det er også det mest komplicerede rent styringsmæssigt af dem på listen. Men heldigvis er der en grundig første bane, hvor du bliver taget godt ved hånden for at køre de forskellige måder at spille det på. Og når du er igang, får du også hjælp på skærmen til hvad du skal / kan trykke på. For der er flere muligheder. Dette spil er nemlig ligesom The Walking Dead, et spil hvor dine handlinger har konsekvenser. Spillet foregår i et vådt og trist Philadelphia, hvor en seriemorder hærger. Morderen drukner sine ofre i de perioder, hvor der er lange regnskyl. Man skifter mellem at spille 4 karakterer. En far, hvis søn er blevet kidnappet af morderen, en privatdetektiv der er på sagen, en FBI agent der ligeledes prøver at finde gerningsmanden, og en journalist. Ikke nok med at dine valg har konsekvenser. Dine karakterer kan også dø, hvis du træffer de forkerte valg. Og det er permanent. Spillet har over 20 forskellige slutninger, alt efter hvordan man har spillet det, så det har også en stor genspilningsværdi. Stemningen er dyster, smuk og tungsindig – tænk ‘Seven’ møder ‘Mænd der hader kvinder’. Så hvis du i forvejen er til dén krimigenre, er der noget helt unikt i vente her.
Jacob: Den BEDSTE Han Duo Joke indtil videre?
Den er frygtelig og forkert og går ikke på skrift. Så med dette lovende build-up må jeg sige, at det er en Han Duo-joke vi fik tilsendt fra ven af programmet, komikeren Dan Andersen. Den lyder, “Hvad bruger Luke Skywalker, når han sender sig afsted med et hologram til sidst i The Last Jedi? Han bruger en OB-vogn!” Det sidste skal siges med en ufatteligt racistisk asiatisk accent, så det lyder som “Obi-Wan”. Han sendte en lydfil med det, fordi jeg ikke kunne levere det godt nok. Jeg grinte over det i en uge. Som sagt, det var frygteligt og forkert og gik ikke godt på skrift.
&
Og se: Damerne er vilde med dem!
0 Comments
Previous Post
Next Post