I dag er jeg hjemme; med Elias i hånden. Bakterierne er landet hos os, sammen med sneen og den lyd der kommer, når man knirker langsomt hen over nyfalden sne, i en by, hvor alle lyde er dæmpede, og det er lidt som at have vat i ørerne. Tempoet sænkes, både med sne og bakterier, og måske er det fint nok, for nu sidder vi i hvert fald her, med tid til kram og ro til nus, og verden kan gå så hurtigt den vil.
Og den går hurtigt. Og hverdagen med, og nogle gange tænker jeg at de pauser, der bliver givet en, skal tages imod med kyshånd og varm the. Så længe de pauser ikke bliver for lange og for mange, og så længe man kan holde i hånd imens.
God bedring med ham 🙂
Rigtig god bedring. Jeg er også hjemme idag, dog med et rask barn, hvilket har betydet sneboldkrig, og derefter krammer til den sejrende part. Og alt omkring os er bare stille, og dækket af det fineste vinterfilter. Og nu kaffe 🙂
God bedring
sneen er endelig kommet her, og Zorro nyder det.
Vi har været dækket af sne siden tirsdag. Børnenes skole har været lukket 3 dage. Alt i hverdagen bliver vendt op og ned. Det kan tage en halv time at komme ned med skraldeposen, for man skal have sneskovlen med og kæmpe sig igennem driverne.
Jeg må ærligt indrømme, at jeg hader det. Jeg prøver at virke begejstret. Eller i det mindste accepterende.
Men jeg kan ikke med det. Frost og kulde i ugevis. For jeg er ikke tålmodig nok til den slags “forstyrrelser”.
Men jeg fik en klump i halsen over dit indlæg. For det handler jo om at sætte tempoet ned. Hvad enten man er tvunget til det eller ej.
Verden er så tyst og stille, vinterhvid og smuk. Mine hunde elsker det.
Rådyrene og harerne ses tydeligt og man kan følge deres spor i sneen.
God bedring derinde i den store by.