Kapitel 11: Danske kvinders hverdagsliv: “Den største udfordring er Balancegangen mellem at være kæreste, mor, datter, veninde og karrierekvinde”

Så er vi ved at være nået til det tiende kapitel i føljetonen her. I princippet er den vel egentligt slut nu, men jeg kan mærke, jeg ikke selv er helt færdig med den, så jeg vil forsøge at lave en runde 2. Måske med nye spørgsmål? Lad mig endelig vide (bare smid en kommentar), om der er andre ting, vi gerne vil vide. Men i dag skal du møde Lise. Lise kender jeg gennem mit arbejde, og hun har valgt at være anonym; netop derfor kan du her læse med i et sårbart og fint indlæg om at gøre sig umage, og om at stå ved sig selv og sine valg.

Hvordan er din situation? 

Jeg er 37 år, er gift på 3. år og vi har en datter på snart 4 år.

Arbejde – hvad laver du? 

Jeg er museumsinspektør og ansat på et lille museum i København. At få tilbudt jobbet var for mig en stor drøm som gik i opfyldelse. Jeg havde arbejdet målrettet efter det i 7 år og var meget opsat på at det skulle lykkes. Jeg er meget glad for mit job, selvom det til tider er ensomt, idet jeg er den eneste ansat. Jeg har 10 frivillige tilknyttet museet, men de passer på museet i weekenden, hvor jeg selv holder fri og har derfor kun kollegaer to dage om ugen. Og ja, jeg arbejder meget mere end det timeantal jeg er ansat til. Dels fordi jeg ikke kan lade være, og dels fordi opgaverne på museet har grebet om sig.

Har du fritid? Og ting, du bruger din fritid til?

Jeg har aldrig brugt ordet fritid. I hvert fald ikke siden jeg gik i skole og gik til svømning og basket. Som voksen har jeg vendt ryggen til sportshaller og fitnesskort og kastet mig over det jeg allerbedst kan lide: at være storforbruger af kultur. Jeg læser, ser udstillinger, laver mad, besøger kaffebarer og restauranter og går København tynd. Mit arbejde og min tid udenfor arbejdet er smeltet sammen for mange år siden. Efter at jeg har fået et barn er jeg begyndt at sætte et skel igen. Men det handler mere om, at jeg skal hente kl. cirka 16.00 og lave aftensmad. Når min datter sover, kan jeg kultur-forbruge igen.

Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig?

Jeg er den i familien som står op først. Et sted ml. 05.30 og 6.00 Jeg er A-mennesker og nyder at komme tidligt i gang. Jeg tager afsted hjemmefra inden min mand og datter vågner og møder på museet omkring kl. 07.00. Da jeg egentlig er ansat deltid, så øver jeg mig i, at gå fra museet igen kl. 13.00. Så kan jeg være hjemme tidligt. På vejen hjem køber jeg ind, hvad vi måtte mangle til aftensmad. Engang imellem smutter jeg forbi et museum for at blive inspireret eller lægger vejen forbi mine yndlingsbutikker eller gader. Hjemme når jeg lige at drikke en kaffe og rydde op og sætte en vask over inden jeg henter vores datter i børnehaven kl. 16.00. Vi leger og hjælper hinanden med at lave mad. Min mand er tidligst hjemme kl. 18.30 og vores datter er derfor trænet til at spise sent – kl. cirka 19.00. Vi skiftes til at putte og når hun sover er der tid til at læse, se en serie eller drikke et glas vin. En aften om ugen arbejder vi siddende overfor hinanden ved spisebordet. Det kan sagtens kombineres med et glas vin, musik og snak.

Hvad oplever du som den største udfordring for dig lige nu, her hvor du står?

Balancegangen mellem at være kæreste, mor, datter, veninde og karrierekvinde. Jeg vil ikke sige, at jeg mangler tid, men tiden flyver afsted. Jeg synes vitterlig, at jeg får det bedste ud af min tid, men en gang imellem skræmmer det mig, hvor meget tid jeg har brug for med mig selv for at lade op. Og det koster nogle gange tiden med veninder. Fordi jeg skal lade op med mig selv, før jeg kan vende mig mod omverden og være noget for den når jeg har fri. Jeg er enebarn og har altid haft det rart i mit eget selskab. Jeg har ofte brug for lidt alene tid.

Hvor er dine børn i dagtimerne – hvornår henter og bringer du (eller hvem der gør det)

Vores datter går i børnehave. Min mand afleverer hver dag cirka kl. 9.00 og jeg henter hver dag cirka kl. 16.00. Fordi vi for nylig er flyttet tæt på bedsteforældrene, så har vi nu den luksus at min mor eller svigermor skiftes til at hente en dag om ugen. Det giver plads til et sent arbejdsmøde i min kalender eller en middag med min mand eller venner.

Hvad har du af hjælp og hvor tit?

Vi klarer al madlavning, indkøb og rengøring selv. Det at bedsteforældrene er kommet tæt på er en stor luksus. De kommer forbi til en kop kaffe eller kan hente vores datter i børnehaven. Og hun er vild med. Lige i øjeblikket spørger hun næsten dagligt: hvornår skal jeg hjem til farmor? Hvornår skal jeg hjem til mormor?

Har du principper, du kæmper for at fastholde i din / jeres hverdag? Og er det svært?

Ikke umiddelbart. Min princip er, at jeg skal gøre mig umage. I alt hvad jeg laver, tænker og gør. Og det princip lever jeg efter. Og jeg trives med at leve efter det.

Hvornår er du lykkelig?

Jeg er privilegeret på den måde, at jeg føler mig lykkelig hver dag. Jeg er vild med hverdag. Får dagligt optur over morgenkaffen og det at jeg er på vej på arbejde på et museum. Mit museum. Jeg ser mig meget omkring og nyder huse, facader, flotte skilte, gamle statuer og kig ind i baggårde. Jeg stortrives i København og går forskellige veje til arbejde fordi jeg liiige skal vindueskigge et bestemt sted eller nyde et bestemt kig ned af en gade i morgenlys. Og så føler jeg mig meget heldig over, at min mand og min datter er mine. Det kniber jeg mig faktisk i armen over hver dag.

Hvad ønsker du at give dig selv mere af, og hvad ønsker du at give dine børn mere af? (ikke materielle ting)

At være modstandsdygtig. At være stærk i modvind og konflikt. Det er jeg ikke. Ikke inderst inde. Jeg står altid stormen ud, men inderst inde kæmper jeg og slås med mig selv. Hvad har jeg gjort galt? Hvad kunne jeg have gjort anderledes? Var det min skyld? Jeg kæmper meget med skyld. Og engang imellem er det ikke nogens skyld. En gang imellem er det bare livet der sker.

Har du måtte indgå kompromisser for at få din hverdag til at hænge sammen?

Det føles ikke som et kompromis, men det at jeg er ansat deltid betyder, at jeg kan tage mig af de praktiske familieting. Det var ikke planen, men i og med at det museumsjob jeg søgte var deltid, så blev det sådan. Og jeg har intet i mod det. Jeg har intet i mod praktik og dagligdag og tager det som en nødvendig del af det at leve. Og min mand er den første til at rydde kalenderen når mine arbejdsopgaver i perioder kræver, at det er ham der tager over.

Er du glad for dit liv, jeres liv, og hverdag?

Ja. Min mand og jeg har taget vores valg med åbne øjne. Vi ved hvad vi har fået og hvad vi har sagt nej til. At flytte fra København til forstaden er et valg, hvor du giver afkald på storbyens evige puls, for i stedet at få flere kvadratmeter og fuglefløjt. Et hvert valg repræsenterer et fravalg. Og det er naivt at tro andet. Lærer du det, så kommer du langt. Og så er græsset sjældent grønnere på den anden side.

 

7 Comments
Previous Post
Next Post