Kapitel 2: Danske Kvinders Hverdag: Eksistentielle overvejelser & Dutten i Sokken

Som du ved, har jeg bedt, tigget og plaget en lang række danske kvinder om at give mig og os et indblik i deres hverdag. Formålet er at lære af hinanden; at forstå hvilke kompromiser, valg og fravalg, vi alle sammen tager for at få hverdagen til at hænge sammen, og for at forstå, hvor glæden ligger hos os alle. Der er enkelte der har valgt at være anonyme, og nogle der gerne vil stå frem med både ansigt og navn. Det sidste gør dagens fortæller, nemlig Cristine Gliese. Cristine har jeg kendt i en del år efterhånden, vi mødtes virtuelt, via hinandens blogs, og har fulgt med i hinandens liv siden. Der er ild i Cristine, og det kan du også mærke her, hvor hun deler ud af sit liv, men også de overvejelser om livet, hun lige nu står med. Læs dig igennem et fint, rørende, modigt og vedkommende indlæg.

Det første indlæg i serien kan du finde her.

Hvordan er din situation?

Samboende, 2 drenge på 5 og 8, 39 år. 

Arbejde – hvad laver du? Hvad er din stilling, hvilken type virksomhed (stor/ lille). Er du glad for det? Hvor mange timer arbejder du (ærligt… – ikke hvad din stilling er sat til)

Jeg er professionel gøgler, yogadyrker, veganer in spe – alt sammen under en titel som kommunikationschef og landssekretariatsleder for Alternativet.  Jeg arbejder nok. Og ja, jeg er glad for det. Meget.

Har du fritid? Og ting, du bruger din fritid til?

At tro på at man kan redde verden er ca. noget, der tager dobbelt så lang tid, som man har til rådighed. Så derfor er svaret; nej. Det er ikke meget fritid, der er til overs. Og når jeg har den plejer jeg gerne min dårlige samvittighed, i form af tid sammen med mine drenge.

En gang imellem løber jeg. Hvilket er det bedste, jeg kan tage mig til.

Hvordan ser en typisk hverdag ud for dig?

Op. Bede ungerne om at slukke den iPad, som de ved de ikke må spille på om morgenen, gå i bad – gerne med snuden ude af brusekabinen i færd med at svare (råbe) på spørgsmål om, om en 5-krone ikke er mere værd end en 1-krone, eller det mere krævende svar på spørgsmålet om om, grisen er død, inden man laver dens lever til leverpostej.

Lave morgenmad. Jeg ville så gerne sige, at det er toplækkert hver dag. Men den ærlige version er, at det som regel er et stykke toast med smør. I morges var der dog æbler i en skål til at krydre toasten med. Det var starten på en flot dag.

Ud af døren. Denne seance magter jeg næsten ikke at beskrive i detaljer. Men en kort version er, at den ofte indeholder 2-3 rettelser af dutten i strømpen … hvis du ikke ved hvad dutten i strømpen er er, så er det der hvor kineserne syr strømperne sammen ude ved tæerne. De er tilsyneladende den største torn i øjet på en 5 årig. Og hvis det er en god morgen, kan det smitte helt over i den 8 årigs støvler. Dutten i strømpen er satans værk og jeg er sikker på, at hvis man opgjorde tabt arbejdsfortjenste kontra dutten, så ville regnestykket ende med at vi ville være verdens rigeste land, hvis kineserne kunne lave deres shit godt nok. 

Aflevering af børn i skolen og børnhaven. Dette inkluderer enten en overordentlig mængde kærlighed, eller også en overordentlig mængde lort. Kommer an på hvor meget dutten har nået at irritere hele familien.

I toget på vej til arbejde dør jeg en lille smule hver morgen. Det føles lidt godt. Jeg tror, det er den naturlig LSD, der slår min hjerne omkuld ovenpå en nær-dødsoplevelse (dutten i strømpen og afleveringen af børnene).

Arbejde: … rart.

Derefter henter jeg unger. Og så starter det egentlig forfra. Dog med andre vigtige ting som aftensmad, udpakning af skoletasker, afhentning af badmintonbørn, overvejelser om at tjekke forældreintra (det mest ærlige i dette indlæg er, at de overvejelser ALTID bliver ved overvejelserne), indtagelse af aftensmad, puttetid, hente vand-tid, puttetid, hente vand-tid, puttetid, hente vand-tid, putte tid, fald i søvn ved siden af drengen, der har, på dagen, det største behov for vand.

Rom. Smøger. Kaffe. Netflix. Sove.

Hvad oplever du som den største udfordring for dig lige nu, her hvor du står?

Dutten i strømpen er klart en af de ting, der udfordrer mig mest.

Men det der fylder meget i øjeblikket er min egen erkendelse af, at min motor, drivkraft og “fabrik” ligger et andet sted end kun i kernefamilien og jobbet.

Og allerede nu er jeg i gang med at skulle skrive en masse undskyldninger for, hvorfor jeg har det sådan. “Det er jo ikke fordi, jeg ikke elsker mine unger. Jeg vil dø for dem. De betyder alt, osv. osv.”

Det ved vi jo godt.

Og jeg ved det godt.

Men det har været en stor erkendelse, som måtte ske ret hurtigt i mit tilfælde.

Mit liv er på mange måder væltet rundt i det sidste halve år, og i den rutcjebanetur har den vigtigste lærdom været, at jeg bare er en type, der ikke kan finde ro nok, liv nok og kærlighed nok i at være nogens kone, nogens mor og nogens alt muligt. Jeg er nødt til at være min egen.

Jeg har den største respekt for mennesker, der kan finde drivkraften i familien. Der kan elske det, at være familie så meget, at det kan fylde en hverdag ud. I mange år. Jeg ville nogle gange ønske at det liv, der handler om hus, have, familie, hverdag kunne være nok for mig. Jeg kan bare ikke. Som min irriterende far siger: Du er nødt til at leve 120%, Cristine. Det er nok det mest rigtige, man kan sige om mig.

Jeg tror nu nok, at mange mennesker tænker, at der skal ske noget mere, end det der sker, når man er en del af en familie. Men jeg har måtte erkende i løbet af 14 dage, at jeg er en af dem, der ikke bare tænker det, men også dør, hvis jeg ikke gør det. Jeg er nødt til at distrupte mit liv en gang hvert 7. år, for at være i gang. Det handler ikke så meget om at brænde lortet af, som nogen er kommet i fedtefadet for at sige. Det handler om, at jeg har været tvunget til at tage stilling. Sådan for alvor. Sådan for alvor, alvor.

Måske tænker læseren her: Der er da ingen, der udelukkende kan finde motorolien i kernefamilien. Og nej. Det er der nok ikke nogen, der kan.

Men prøv en gang og erkend det. Det er langt sværre end at skrive om det. For det kræver, at du gør det. Og tør det. På den vej, lover jeg dig at der er mange ofre …

Hvor det ender, ved jeg slet ikke noget om endnu. Måske ender jeg i en husbåd. I Holland. Men hvis jeg gør, så er det fordi, jeg har fundet ud af, at jeg er min egen der.

Hvor er dine børn i dagtimerne – hvornår henter og bringer du (eller hvem der gør det)

I skole og børnehave. De bliver altid hentet. Det er ikke alle dage, jeg er helt klar over af hvem og hvordan det skete.

 Hvad har du af hjælp og hvor tit? (rengøring, babysittere, bedsteforældre, nogen, der henter)

Farmor! Åh, farmor! Jeg elsker dig. Hun henter hver tirsdag og har altid farmorfrikadeller, Dumle slikpinde og hvedeboller med.

Har du principper, du kæmper for at fastholde i din / jeres hverdag? Og er det svært?

“Der findes ikke drenge og pige farver”. “Alle mennesker er lige”. “Drenge kan også have langt hår og F**K den dreng i klassen, der bliver ved med at sige, du ligner en pige”. “Du er dejlig, som du er”. “Jeg elsker dig også, når du sårer mig”. “Du har tabt 15 kilo, Cristine. Det er nok”.

Alt det kæmper jeg med. Og ja, det er svært.

 Hvornår er du lykkelig?

Jeg er ikke den store fortaler for lykkelige mennesker generelt. De findes flygtigt, og har gerne gået til coach, eller badet nøgne i mudder efter en skilsmisse – for mange gange. Ja, beklager, så fordomsfuld er jeg. 

Lykken sker i glimt. Så jeg er lykkelig i glimt. Peanutbutter gør mig fx lykkelig. Eller når jeg bliver tatoveret  Det er tosset, ja. Men det gør mig glad. Der skal stå: tyk og masochistisk på min gravsten, når den tid kommer en gang. MEN: Jeg er samtidig så banal, at det allermest lykkelige øjeblik er når mine drenge kommer ind om natten og putter deres små fødder ind imellem mine. 

I øjeblikket gør det mig dog også meget lykkelig, når jeg kan mærke at jeg kommer et skridt nærmere en større forståelse af mig selv. Og tager et skridt nærmere den fabrik, der bor indeni mig. 

Hvad ønsker du at give dig selv mere af, og hvad ønsker du at give dine børn mere af? (ikke materielle ting)

Kærlighed til dem selv. Det overskygger alt. Kan overvinde alt. Stå rankt i alle storme og få dig til at flyve lige ind i skyerne. Mere af det. Uden verden og samfundets normer og regler indblandet.

Har du måtte indgå kompromisser for at få din hverdag til at hænge sammen?

Åh gud, ja. Er du sindssyg. Nogle af dem nyder jeg. Andre hader jeg. Sådan er det vist at være menneske.

Er du glad for dit liv, jeres liv, og hverdag?

Ja. Det er jeg faktisk. Jeg ville gerne bytte dutten i strømpen for en tur til Maldiverne en gang imellem. Men jo. Jeg er glad for det hele. Sur med glad på. Og glad med sur på.