Fra børn og fulde folk… Om fællesskab

 

Sofus fandt den her, den sidste aften på rejsen med Gulliver Rejser. Som Sofus sagde: jeg ledte ikke engang! Og det er jo faktisk ganske tit sådan det er, at man finder noget når man ikke leder. Når man har tid til ikke at lede. Der blev slynget mange sandheder ud, på den ferie – især Sofus havde noget eftertænksomhed med sig i rygsækken efter at have afsluttet børnehaven.

Og så var der de fulde folk. Mig selv inklusive. For der var lagt en vinsmagning ind på vores rejse. I virkeligheden begyndte det som en picnic. Ejeren af den gamle borg vi boede på i Portugal var naturligvis også vinbonde. Med Gulliver Rejser er der ikke noget man SKAL deltage i, men der er tre fire ting, man kan vælge at deltage i. En af de ting var i år en skattejagt for ungerne på borgen, og en anden en picnic for alle, børn som voksne, i ejerens nærliggende vinmarker. Der var linet op med lys i træerne, masser af daybeds, vinglas, god mad til børn og voksne, og så liiige den der vinsmagning. Det endte som en af de der helt gyldne aftener, hvor ungerne dansede – store som helt små – på ladet af en gammel lastbil, og vi voksne blev kørt hjem som de sidste, rimelig glade og ganske trætte (lad os kalde det det) dagen efter. Og så var det, at noget andet gik op for mig: Vi rejser ganske ofte ud i verden, i håbet om at ingen andre er der. At det er finere at være et sted, hvor andre turister endnu ikke har været – og hvor man ikke kan høre ét eneste ord dansk. Man vil væk fra flokken – men når man så pludselig bliver del af en flok, hvor andre køber en is til dit barn, og atter andre lærer et andet barn at svømme, og nogen har overskud til at lave ekstra mad, så får det at have et fællesskab, den syngende smukke betydning, mange af os måske i virkeligheden leder efter.

4 kommentarer

  1. Kære Julia! Hvor er det et dejligt indlæg, jeg kan mærke og smage stemningen, så jeg luner mig lidt i solen og glæde! Og så drenge, hvor er de sjove og ind imellem poetiske! kh Rikke J

  2. Ej hvor lyder der dejligt. Jeg hører ofte ” fællesskabet er dødt”. Det er so not true og slet ikke det jeg oplever i min hverdag.

    Vi er også lige kommet hjem fra Italien. Havde lejet et stort dejligt hus i Toscana, med pool og højt til loftet. Vi rejste med et vennepar og deres børn. Hold nu op vi hyggede. Alle sammen. Og jo tak, vi fik også holdt væskebalancen stabil. Efter en uge rejste vi videre selv, bare os 5. Det er altså fedt at rejse med sine børn. Man lærer dem at kende på nye måder, både på godt og ondt . Jeg tvang dem til at være kulturelle, selv om de hellere ville bade. Det gjorde mine forældre da jeg ar barn, og det er de oplevelser jeg husker bedst.

    Pøj pøj med Sofus’ skolestart. Det er stort.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *