Hverdage med børn og de ting, man ikke taler om, og de ting, som får for få ord

Der er ting, man ikke taler om, når man står der foran sportshallen og venter på det barn, der har et sundere liv end man selv har tid til at have. For eksempel hvor tit, det sunde veltrænede barn får en hotdog på vejen hjem, forbi man ved at man ikke kan nå at lave mad inden sukkerkoldheden sætter ind, og heller ikke dén morgen nåede at skrælle de gulerødder, man glemte at skrælle aftenen inden, fordi man var for træt efter at have puttet til 2230. Ja, 2230.

Man får heller ikke lige talt om de legeaftaler, man gerne ville nå at arrangere med og for sit børnehavebarn, der bor i en storby, hvor man ikke lige sender dem ned på gaden og leger, med de andre børn, der heller ikke må gå ud alene og spille bold på en hovedfærselsåre, hvorfor barnet nogle dage decideret bliver opfordret til at se mere skærm, så man kan nå at lave mad, inden nogen går sukkerkolde. For nej, heller ikke den dag nåede man at forberede noget i ordentlig tid.

Vasketøjet er endnu en ting man ikke taler om, for når alting spidser til og ingen har rene underbukser er det ret heldigt at Føtex ind i mellem har tilbud, når man cykler forbi, og det går op for én at man for 30 kroner kan vente til i morgen. Eller om, at der ligger noget i bunden af en skoletaske, som man har opgivet at få styr på, men bare løftede op med lukkede øjne og smed ud.

Og så er der de ting, man taler om: Hvor søde de unger er, hvor sjove de er, hvor fregnede deres næser er efter den weekend, hvor man lod alt flyde og i stedet sagde ja til vandkamp. Eller hvor godt det var at man hentede pizza og spiste den i sofaen mens vasketøjet lå i bunker, fordi man så kunne kramme ordentligt igennem på de unger, der har så meget krudt i røven, at man ikke kan følge med, hvor gerne man end ville. Eller den barnehånd, der holder helt fast i én indtil klokken 2230, hvor den giver slip. Jeg tror det hedder balance.

11 kommentarer

  1. Åhh, hvor jeg kender det! Feberredninger med pappizzaer taler vi bestemt heller ikke højt om når der er andre granvoksne (og ansvarlige) mennesker til stede. Jeg er faktisk begyndt at tænke på hvilke varer, der ligger øverst og dermed er synlige i posen – og nej, det er ikke altid de ‘lette’ ting som f.eks. ostepops, men derimod de ‘rigtige’ og ø-mærkede ting… oh, the picture perfect…

  2. Spot-on, Julia! Vores liv skal helst være så Facebook-likeable og instagramvenligt at det er til at brække sig over. Jeg synes det er sjovt at mange har så travlt med at dokumentere deres løbeture, og det er faktisk også engang undersøgt at mange løber/dyrker motion fordi de gerne vil kunne PRALE med det, og ikke så meget for motionens skyld, for at komme i form, få det bedre med sin krop… Tankevækkende! Jeg har endnu til gode at se at nogen på samme ihærdige måde dokumentere hvor mange gram Matador Mix og Ritter Sport de indtager foran tv om aftenen og hvor længe de i givet fald så skal motionere for at forbrænde det… Jeg er sikker på at sådanne kalorie-tæller-apps findes!
    Ligeledes er det gang på gang undersøgt at når danskerne bliver spurgt om deres forbrug af usunde fødevarer, slik, kage, is, chips osv osv, så stemmer de tal slet ikke overens med det. butikkerne sælger. Og i lørdags viste Politikens Lørdagsliv-sektion da også at en ganske, skulle man tro, almindelig indkøbstur i Netto er det rene forhindringsløb for at undgå at komme forbi usunde ting. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, for butikkerne indrettes så snedigt at man SKAL hele vejen rundt, og at der lige pludselig, ved siden af pallen med bleer står en palle med kanelgifler… Intet er tilfældigt placeret, der er Mælkesnitter og slik i børnehøjde, og – siger jeg der ikke har børn – det må kræve sin mand/kvinde at stå fast overfor et plagende barn når man står i køen i ulvetimen.
    Jeg ved ikke hvordan vi kan komme dette perfekthedstyranni til livs, men første og vigtige skridt må være at italesætte det, som du så fint gør nu. At se på det liv, der ER fremfor det fine og retoucherede liv, vi ville ønske at vi havde. På den måde tror jeg også – men det er kun min egen, private teori – at vi ville blive mindre handlingslammede når de VIRKELIGE tragedier rammer, håber det giver lidt mening!

  3. Jeg er så glad for disse ord. For at andres børn også nogle gange bliver opfordret til at glo lidt (mere) skærm, så man kan få enderne til at mødes.

  4. Tak fordi du deler søde Julia.
    Det er altid rart, når man er flere i båden;0)
    God prioritering med krammeri i stedet for at agere vaskekone!
    Knus Jannie

  5. Bedste indlæg ever! Eller ihvertfald et super vigtigt indlæg efter min mening. Ingen er perfekte, og hvornår blev det vigtigere at være perfekt online end at leve livet? Her flyder det tit men rengøring bliver vist aldrig min topprioritet når jeg kan hoppe på trampolin med ungerne i stedet

  6. Der er 24 timer i vores døgn. Vi kan vælge at bruge dem på sjov eller alvor. Eller lidt af hvert. Finde vores egen individuelle balance, så godt vi formår. Og tage ansvar for vores eget liv og vores børns. Langt de fleste af os har et valg. Jeg føler med dem, der ikke rigtig kan vælge så meget til eller fra af forskellige årsager. Jeg føler mig efterhånden privilegeret. Og i stand til at prioritere. Det er så svært i de unge år, hvor man tror, man når det hele,hvis man nu løber stærkt nok. Med ethvert valg følger fravalg.

  7. Det kan godt være, jeg bor i en eller anden parallel-virkelighed (Nørrebro), men her fodrer vi allesammen jævnligt vores børn af med pizza. Og giver dem mere skærmtid for at få fred.
    Jeg forstår ikke skammen, så længe man selv er nogenlunde okay med det. Opgøret med perfekthedstyranniet starter med os selv, og jeg synes helt ærligt ikke, at det er så farlig og dristig en kamp, som den gøres til her. Vi er sgu da voksne mennesker, og der er så meget andet at bekymre sig om.

  8. HeHeHe…det er et dejligt indlæg :0)
    Min bette vågnede kl. 04.15 imorges og er bestemt ikke nem at putte tidligt i seng heller. Så aaalt for få timers søvn og ingen lyst til morgenmad…hm…smed dog bekymringerne over bord efter den første kop kaffe…ahhh…intet som min morgenkaffe.
    Vi bor i London og det første den lille sagde imorges var: ‘wake up mummy, let’s go to nursery!’ :0) HaHa – så sød og lige lovlig morgenfrisk ;0)

  9. Kære Katrine – ja, sådan nogle har jeg også altid haft,. Ikke det store søvnbehov…

    Kære Mie – hmmmm…, jeg følte nu heller ikke at jeg gjorde det til en dristig kamp. Mere en sang om at vi ikke taler så meget om det. Og at hverdagen skal have plads.

    Kære Charlotte – enig. Jeg er heller ikke ked af at prioritere og jeg synes helt ærligt at det har en tendens til at gå amok i skulle og burde…

    Kære Anja – altid hop!

    Kære Jannie – ja, vi er mange!

    Kære Karoline – ja, og jeg føler tit at man glemmer, hvor meget vi i vores generation også var overladt til os selv.

    Kære Rie – jeg er seriøst ved at få fnidder. Det kan simpelthen IKKE passe at det hele skal køres så stramt for at vi får lov til bare at være til. Tak for din lange og spændende kommentar!

    Kære Maude – det har jeg hørt flere fortælle om. Jeg læste også engang at vi køber mere økologi op til weekenden, hvor vi får gæster, end når det bare er “os”.

    Kærlige hilsener,
    Julia

  10. Jeg er helt på Mies ‘hold’ her (Se link nederst). Når du gør ligegyldigheder til synd og skam er det med til at gøre os alle skamfulde, fordi det vi gemmer er meget værre: skænderier foran børn, når vi ser vores egne neuroser vandre over til vores børn, når børnene mistrives og den slags. Jeg er ikke ude i et ‘de sulter jo i Afrika’ og alt andet er små problemer. Men se dig selv i spejlet og overvej om det virkelig, helt ærligt, er den slags ting, du skriver om her, som du ikke fyrer af som jokes over frokosten i kantinen, men om det faktisk er udsagn, der ridser i, hvad vi kan bære at tale om. Der var et klart opgør med skam i Hvor lagde jeg babyen. Og fair nok, hvis det ikke er den form for ærlighed og privathed du vil ud med mere. Men så undlad – for alle os med skams skyld – at glasere det accepterede og normale i en tone af tabubrud. Det skaber skam og indsnævre de erobrede rum.

    Og læs i øvrigt Mie her:
    https://nomdemie.wordpress.com

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.