Det Frie Liv

Det er sommer i København, og ikke bare i København, også i kolonihaven. Alt blomstrer, solen skinner, og jeg sidder indenfor på Østerbro. Jeg, som har sukket og længtes og higet og sukket lidt mere efter sommer, sol og blomstrende træer, sidder nu indenfor i skyggen iført noget der også har et liv som nattøj, og skriver. Og skriver, og skriver og skriver. Og det gør jeg fordi det er mit job. Og noget jeg elsker at gøre, men jeg elsker også at være sammen med Johan, Sofus og Elias. Du skal sådan set ikke have ondt af mig, det hele er noget jeg gerne vil, især det med at skrive. Jeg kan faktisk slet ikke holde ud, når jeg ikke har noget at skrive på, eller noget at arbejde med, så det er ikke det. Men det sker ind i mellem, at jeg bliver spurgt om ikke det er TOTALT fantastisk at være selvstændig, så man selv kan planlægge sin tid? Og dér må jeg sige, at det kan være “man” kan, men jeg kan ikke. Jeg planlægger på livet løs, men hvis der kommer en opgave, så tager jeg den. Ikke ukritisk, og slet ikke for eller med mennesker, jeg ikke bryder mig om. Men selvom solen skinner, selvom alle har fri, så arbejder jeg, og nogle gange, synes jeg faktisk det er vigtigt at sige, at det er dér forskellen er: Man kan i princippet selv bestemme, men de gode opgaver bestemmer jeg så også selv at løbe meget hurtigt for at få. Og for at udføre dem med glæde. Og kaffe.