Om at blæse, have mel i munden og være ligbleg samtidig

Dette er ikke et indlæg om dårlig samvittighed, for jeg har besluttet mig for at jeg skal begrave den inden jeg bliver fyrre. Og det er der lige præcis seks måneder til, så jeg har faktisk rimeligt travlt. Det er noget af et hul der skal graves, og jeg skal være sikker på at den mindst produktive og godgørende af alle følelser bliver pakket så langt væk at det er slut med at stikke sit grimme hoved op, når man har allermest travlt. Dette er et indlæg om at savne. Og det er faktisk noget helt andet. De sidste 10 dage har nemlig ikke været helt sådan som jeg synes de skal være. Jeg har ikke haft to døgn i træk hjemme med ungerne, på den måde, hvor hverdagen føles som hverdag, og hvor rutinerne lykkes uden at jeg skal pakke en kuffert samtidig med at jeg bør være på vej et andet sted hen. Jeg har lavet TV, jeg har været i Jylland og jeg har haft ting jeg skulle om aftenen. Og jeg synes faktisk ikke helt det har spillet. Arbejdet har. Men jeg har savnet, så jeg havde en klump i halsen. Der er noget med tempoet; der hvor tempoet tager røven på en, og man hvirvles ind i noget der er super-super-superfedt, men som bare ligger ret tæt på noget andet som også er super-super-super-superfedt. Og så savner jeg. Ungerne. Og Johan. Og det er mit helt eget ansvar, at jeg har det sådan. Ingen andres. Og mit arbejde er ikke dumt, og alle er søde, og jeg elsker seriøst at gå på arbejde, og nogle gange ville jeg bare ønske at døgnet havde 10 timer mere og at ugen var to dage længere. Så dette indlæg er faktisk blot et udtryk ønske om at blæse og have mel i munden, og en erkendelse af at det kan man godt, men der er risiko for at man er rimelig bleg mens man gør det.

5 kommentarer

  1. Der er så meget vi gerne vil! Ach so… Jeg fylder også fyrre lige om lidt, og jeg vil meget gerne være med til at begrave den dårlige samvittighed i den anledning. Dybt!

  2. Jeg håber at du får begravet den så dybt som det nu kan lade sig gøre. Jeg tænker at den alligevel vil stikke sit fjæs frem i ny og næ. Jeg tror simpelthen ikke at man kan undgå det. Og måske er det slet ikke så skidt endda. Det var værre hvis man var ligeglad med det hele. Ligeglad med at man ikke var nok sammen med sine børn, ikke følte sig tilstrækkelig på jobbet eller ikke havde sat veninderme i 100 år.

    Jeg har gået hjemme i et år. Ok, det første halve år var jeg hårdt ramt af sygdom, og var ikke 5 potter pis værd. Men det sidste halve år har jeg haft hjemme, og har virkelig nydt det. Det har været så dejligt at have tid og ro til at være sammen med børnene, bruge masser af tid i køkkenet. Cykle og løbe lange ture, læse bøger og bare ligge i hængekøjen og kigge op i æbletræet. Nu er det snart slut. Om to uger starter jeg på et nyt arbejde (blev fyret fra det gamle fordi jeg var sygemeldt). Jeg glæder mig, men er også lidt nervøs. Kan vi nu få det til at hænge sammen? Kan ungerne klare det? De har haft så meget fri og vi har sovet længe hver dag. Nu står den snart på hverdag igen – BIGTIME. Welcome back to reality.. Så jo, jeg får nok også set en del til den der dårlige samvittighed. Men den kan bare komme an, uden den var jeg jo ligeglad, og hende har jeg ikke lyst til at være.

    Go Weekend derude.

  3. Tak for dit sprudlende indlæg.
    Det giver følgende tankerække:

    I går havde min mand og jeg 20 års bryllupsdag.
    Vi har en større børneflok og Min yngste er nu 10 år. Om 5 år tager han på efterskole. Så er vi kun min mand og jeg herhjemme.

    Jeg har blæst og haft mel i munden i mange år…og var som du, Julia, for det meste glad for det hele.

    For børnene, for familielivet og mit fuldtidsarbejde. Men blev efter de 40 mere og mere “bleg” , Indtil jeg en dag fik en udmattelsesdepression ( det kaldte lægen det. Hun sagde vi kvinder ofte glemmer, at vi efter de 40 rent fysiologisk kommer til at kunne præsterer 20 % mindre – vi fortsætter bare med samme speed og det koster)

    Nu har jeg et par år været gået ned på 25 timer, har haft masser af tid sammen med børnene og laver det meste af husarbejdet i hjemmet, så min mand har tid, rum og mulighed for at tjene mere.( jeg laver Det du i bogen MANIFEST kalder “ubetalt arbejde uden pension” .
    I løbet af 2015/2016 lavede jeg så de indledende øvelser til at starte egenvirksomhed. Jeg havde fået det bedre igen og Ambitionerne har aldrig fejlet noget…..
    Tænkte at nu var børnene jo ved at blive større så NU må det jo give mere “tid”den slags Karrierdrømme …og hvis ikke man udlever dem i en alder af 46 så bliver det vel for sent tænkte jeg.
    Men i iværksættertravlheden oplevede jeg hvordan jeg fysisk og psykisk igen var mange timer væk fra børnene. Og jeg savnede samværet og registrede at de år de stadig er hjemme, snart er en afsluttet epoke.
    Så fik jeg en indsigt. En kendt iværksætter, der har rejst rundt med sine forældre bag på en motorcykel hele sin barndom ( Hjalte Tin og Ninna Rasmussens Datter) fortalte om hendes liv som succesfuld iværksætter med familie og børn. Hun sagde hun har oplevet et utroligt nærvær med sine forældre i hendes barndom . Noget ikke mange børn i dag er forundt. Hun sagde også at det er muligt, at ville det hele…men det er ikke sikkert at det er det værd!!!

    Planen er nu at Jeg Lægger iværksætterdrømmen på is i 5 år. Forbliver på 25 timer I 5 år … Også selv om det vil skabe gæld. Jeg går på fuld tid og betaler min gæld tilbage når børnene er flyttet hjemmefra… På det tidspunkt kan jeg arbejde røven ud af bukserne uden at miste værdifuld tid og nærvær med dem jeg elsker.

    Jeg tror ikke på vi skal ville det hele – hele tiden – livet skal leves i epoker.
    Og højst sandsynligt kan vi nå det hele alligevel ….på den lange bane.

    Everything has its periode .

    Karen

  4. Jeg har den her idé som kan hjælpe alle os børnefamilier med at få enderne til at mødes. (Og dem uden børn må gerne være med)
    Vi skal have lavet ugen om!
    Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag og fridag.
    5 dages arbejdsuge er ok. Lørdag til at handle og gøre rent, og så to dage i træk til familie og venner. Det bliver så godt!
    Hvor er det jeg kan pitche den idé. Hvordan får vi det til at ske?

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *