Lige et pip

Hvis du begynder at tænke at bloggen her, handler lige lovligt meget om ManiFest, så begynder jeg godt at kunne forstå dig. Selvom det faktisk nærmest præcis er det jeg skriver et indlæg om i dagens Politiken. Om at tænke for meget over, hvad De Andre tænker. Indlægget tager udgangspunkt i et kapitel fra ManiFest, men er alligevel sit eget. Hver gang jeg har været på priviligeret at få lov til at udgive en bog, er der nemlig sket det, at jeg kommer i tanke om noget, jeg også gerne lige ville have sagt. Men du kan læse indlægget her. Og glædelig solskinslørdag derude; jeg håber du har en god én!

14 kommentarer

  1. Kære Julia! Apropos bøger, så vil jeg bare lige fortælle dig, at jeg netop har læst din ”Sig farvel’ i forbindelse med min fars sygdom, og efterfølgende død her i sidste uge. Den var virkelig god at have i tasken undervejs på mine ture frem og tilbage mellem København og Skejby. Den sætter mange ting i perspektiv, og gør det på en måde faktisk knapt så svært. Så tak for den… Jeg glæder mig til at læse ‘ManiFest’!

  2. Kære Skøre Liv – først og fremmest: Det gør mig meget ondt med dit og jeres tab. Jeg håber du ikke står alene med hverken sorgen eller praktikken. Tusind tak – jeg er SÅ glad for at du kunne bruge den! Jeg glæder mig meget (underdrivelse…) til at høre, hvad du synes om ManiFest!
    Kærligst
    J

  3. Enig! Jeg har selv gaaet helt utrolig meget op i om andre kunne li’ mig, men det bliver man jo ikke ligefrem hverken gladere eller skarpere af. Nu er jeg simpelthen saa ligeglad. Jeg er mig, jeg siger min mening og saa maa de andre jo sige fra, hvis de synes noget andet (men der er vist et par af mine amerikanske kolleger, der er lidt bange for mig…….)

  4. Først: fantastisk foto af dig i Politiken! Dernæst må jeg sige, at det også rammer os i 50 erne. I min mors ungdom handlede ugebladene om mad og barnepleje, strikkeopskrifter og kendte. I dag står der det samme + boligindretning, karrierevalg, sundheds/træningsråd og elektroniske gadets.
    Og vi påvirkes alle af det. Men vi ældre har ikke små børn og vi kan huske hippietiden, så vi ved at det kan være anderledes

  5. Din artikel er relevant. Kortere kan det vel ikke siges.

    Og din nye bog er af den grund kommet med på læselisten (og ind i iBooks) et sted mellem Willigs bog om afvæbning af kritik (hvoraf halvdelen af noterne er kommet ind i Evernote), Hendricks nye om boblen (der ligger på posthuset) og en dælens masse Honneth, Bauman, Naomi Klein og andre om kritik, anerkendelse og politik (der står i bogskabet eller ligger på mac’en).

    Du er kort sagt kommet i selskab med en masse fine mennesker. Velkommen, og det kan være der går lidt tid inden du får en lille anmeldelse:-)

  6. Tusind tak Liselotte! Det er simpelthen så rørende sødt af dig at bruge din tid på dén bog! TAK! KH J

    Kære Susanne – jeg mener virkeligt at I var og er bedre til det end os. Jeg læste et interview med Stine Bosse forleden, hvor hun sagde at hun simpelthen ikke forstår vores optagethed af at skulle gøre ALT – ikke bare noget – til perfektion.

    Kære Follemand! Ja, vi findes!

    Kære Henriette – det er vildt nok, ikke? At det faktisk giver ret skarpe reaktioner, når man er sig selv…

    Kærligst
    J

  7. Har lige åbnet den for indledningen og kan godt se, at jeg skal tænke mere over, om jeg som kvinde kan tillade mig at mene noget om politik og etik, dvs. nok til at sidde og skrive en debatbog om det;-)

    Det havde jeg slet ikke tænkt på …

  8. Selvom jeg sikkert bliver lynchet for at sige det / mene det, Liselotte, så foresvæver det mig at kvinder bliver smækket ned hurtigere når de mener noget, og tillader sig selv at stå frem med det, end mænd…

  9. Ok. Stine Bosse er nok heller ikke fru hvem som helst – og åbenbart ikke så medfølende. Du har nok ret. Vi gør fx så meget ud af make up olign. Godt du skriver om det.

  10. Tak for skrivet. Som generation 10 år yngre end dig, med et spædt familieliv (er på den første barsel) og en del af årgangene, hvor kvinderne for alvor kom i flertal på universiteterne, finder jeg debatten super relevant. For på den ene side opfatter jeg min generation som værende kommet en my længere. Vi ser på jer, vores lidt ældre kolleger, og overvejer, hvad der er godt og hvordan vi måske kan ramme balancen lidt bedre. Vores forældre er ikke 68’ere, men et produkt af den tid og vores forhold til det maskuline og det feminine virker til at være en lille smule mere afslappet (vores fædre fik nogle andre rollemodeller mens de voksede op?).

    Men alligevel er vi lige så bange for at havne i fælden. Der hvor vores drømme, ambitioner, håb og virkeligheden mødes. Og unger med snotnæser og silende regnsvejrdage i november er dagligdagen. Til gengæld snakker vi med hinanden om det. Kvinderne altså. Det må da være en start?

    Jeg har ikke fundet opskriften. Men jeg leder stadig. Og jeg håber du og andre vil blive ved med at dele ud af jeres erfaringer og tage diskussionen, så vi kan blive klogere. Og at kvinder snart kan få lov at være engagerede samfundsborgere uden at blive skudt i skoene, at vi ser vores børn for meget/for lidt og køber for dyre tasker/for få managementkurser på Harvard eller råber for højt/siger for lidt.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *