Glædelig søndag. Hvis du hører til dem der elsker at strikke, eller til os, der gerne vil lære det, så skal du møde Louise.
Louise kender de fleste af os med børn allerede, uden at vide det. Louise er nemlig en af kvinderne bag børnetøjsmærket MOLO, og nu har hun lavet den fineste, yndigste, mest inspirerende bog med strik til de små. To Pinde og en snor hedder bogen, og den kan altså virkeligt noget. Jeg har endnu ikke lært at strikke, men jeg er bange for at der ikke kommer til at være en baby der kan dukke sig for uld fra mig, efter jeg har siddet med denne bog. Louise sagde heldigvis ja til at lade sig interviewe, så her kan du møde hende, og også høre Louise fortælle om inspiration, kreativitet og proces.
Bogen, den fine sag, kan du finde lige her.
Fortæl os om din nye, meget smukke bog. Hvorfor har du skrevet den, og hvem tænker du bliver gladest for den?
Min yngste datter Anni var 3 1/2 år, da jeg startede på bogen, og indtil da havde hun nærmest kun gået i hjemmestrikket tøj. Alt lige fra bodystockings, over sommerkjoler til trøjer og huer. Så med et arsenal af hjemmestrikket baby tøj i str 0-3 år og passionen for håndarbejdet, tog det mig ikke mange minutters overvejelse at takke ja, da Politiken tilbød mig at forfatte en strikkebog for dem.
Jeg er uddannet designer og har alle mine aktive år designet tøj til børn, børn har været omdrejningspunktet i min karriere. Så det var fantastisk at få muligheden for at kombinere min store passion, strik, med min viden om børnetøj, pasform og komfort og samtidig lave et værk som jeg håber kan inspirere mennesker til at bruge hænderne og producere deres eget tøj.
Jeg håber mange bliver glade for bogen. Det er nok en bog for let øvede – øvede strikkere. Der er lavet mange fine bøger til begyndere og jeg synes der måtte en bog på bordet der kunne udfordre lidt. Jeg glæder mig til at se mange fortolkninger af mine opskrifter.
Du mener at alle kan strikke – men det er jo SÅ svært! Forklar os, hvorfor det er netop dette håndarbejde vi skal kaste os over.
To pinde og en snor, dét er hvad det er. Ikke rocket science. Igennem tiderne har (mest) kvinder fra alle samfundslag strikket. Det kræver ikke særligt snilde.
Det kræver dog vilje, ro og ikke mindst tålmodighed.
Alle stikker forskelligt. Du kan give 3 strikkere det samme garn og opskrift og du vil får 3 forskellige udtryk. Det synes jeg er en kæmpe kvalitet; at håndarbejdet er så personligt, men det kræver så også at man skal acceptere at resultatet måske ikke præcis ligner billedet…
Jeg synes vi skal kaste os over alle former for håndværk; strik, syning, hækling, vævning. Det er en enorm glæde og tilfredsstillelse at få en idé og føre den ud i livet.
Du lever et overordentligt kreativt liv. Hvad driver dig?
Jeg er vokset op i og lever i en familie hvor vi bruger hænderne. Det er en kæmpe glæde og værdi i mit liv at kunne tænke en tanke, forme idéen og udføre den med min hænder. Kreativitet er en levende ting. Når man er igang med at bruge hjernen og hænderne, kommer nye tanker og ideer. Jeg har altid en notes bog indenfor rækkevidde og her skriver og tegner jeg ideer ned. Ikke alle er gode, men dem mine tanker kredser om, vender jeg tilbage til og arbejder videre med.
Kreativitet er nærmest en tilstand for mig at være i. Jeg elsker fordybelsen.
Hvordan finder du din inspiration til dine designs?
Inspirationen er alle vegne. Så kort kan det siges. Det er ikke én ting der tricker en idé. Det gælder om at holde sindet åbent for indtryk og lege med sine tanker. Det er vigtigt at man ikke afskriver sine ideer hvis de ikke lige giver mening. Der en grund til at en idé kommer til dig og ofte skal den blot have tid til at modnes.
Hvad bør være vigtigst for det moderne menneske, hvis du kunne bestemme: Processen eller resultatet?
Processen er super vigtigt, det er altid når jeg er i processen jeg får nye ideer. Det er her ideen udvikler sig og antager fast form. Processen er et levende rum. Men det er også vigtigt at nyde resultatet af sine anstrengelser. At hvile lidt i sine bedrifter inden man kaster sig over nye.Vigtigt at rose sig selv og værdsætte sine evner.
Wow det er imponerende. Jeg kan ikke strikke. Kommer Heller aldrig til det tror jeg, jeg har ikke tålmodighed til det. Men elsker hjemmestrikket tøj.
Uh så fin, det kribler helt i hænderne……
Jeg strikker og hører nok under kategorien let øvede, og må da have fingrene i den bog. Kan godt følge hende med det der med at skabe noget med sine hænder, der er noget helt særligt hver gang det lykkedes, hvad enten det er er karklud eller en bluse☺
Det er nogle virkeligt fine modeller! Havde lovet mig selv ikke at købe flere strikkebøger, men man kan jo gøre en undtagelse
Kære Susanne! Jeg bliver nødt til at lære at strikke inden jeg bliver 40!
Kære Marlene,
ja, den bog er bare så smuk! Og ja, jeg når simpelthen ikke nok håndarbejde, men man bliver så lykkelig af det. Og rolig.
Kære Line B – det kan være vi to skal lære det sammen! Jeg vil virkeligt gerne kunne det.
Kærligst
J