Interview: Forfatterinden bag Hausfrau: Jill Alexander Essbaum.

Glædelig mandag. Jeg håber du har haft en fantastisk weekend, hvor du IKKE har haft brug for at knalde hovedet ind i væggen eller smække med døren og skride fra det hele. I romanen Hausfrau har hovedpersonen det nogenlunde sådan – hun kan ikke holde sit liv med mand og børn ud, og prøver for nu at sige det lige ud: At knalde sig ud af det. Det er en virkelig fantastisk roman, som jeg har læst i forbindelse med min anmeldertjans hos Femina, og her kan du møde forfatterinden bag, Jill Alexander Essbaum. Det er en kompliceret, men alligevel let læst bog, så hvis du mangler noget unuttet til at få dig igennem julen, noget som ovenikøbet forholder sig nuanceret til kvindelivet, så ønsk dig denne bog. (Du kan finde den her)

Hvad handler bogen om?

Hausfrau er en roman om en amerikansk kvinde, der bor i udkanten af Zürich med sin schweiziske mand og tre små børn. På overfladen er hendes liv behageligt og privilegeret. Hendes mand ser godt ud. Hendes børn er skønne. Men tingene er ikke altid, som de ser ud. Som udlænding føler hun sig fremmedgjort og efter eget udsagn har hun ikke let ved at få nye venner. Men Anna har fundet en måde at håndtere sin ensomhed, og det er ved at at have udenomsægteskabelige affærer.

Hvem er hovedpersonerne?

Bogen er centreret om, hvad jeg normalt refererer til som Annas to liv: hendes offentlige liv, og hendes hemmelige liv. Personerne i hendes offentlige liv omfatter hendes mand Bruno, hendes sønner Victor og Charles, hendes datter Polly Jean, hendes svigermor Ursula, hendes psykoanalytiker Doktor Messerli og Annas nye ven Mary. Personerne i hendes hemmelige liv er de mænd, hun har sex med. Og i et vist omfang, Anna selv. Hun lader aldrig folk vide præcis, hvem hun er, og hvad hun mener. Store dele af hendes liv lever hun inde i sig selv.

Hvilke temaer har det været mest relevant for dig at udforske?

Det er et interessant spørgsmål. Jeg synes ikke, Hausfrau er en bog om psykisk sygdom (selvom nogle mennesker hævder det), for Anna er ikke psykisk syg (selvom nogle mennesker ligeledes hævder det). Anna er ikke syg, hun er ubevidst. Jeg nævner dette, da de to tilstande let kan forveksles. Ubevidsthed er et vigtigt begreb i jungiansk psykoanalyse. At leve et ubevidst liv er at handle uden at tænke, at gøre som en robot ville gøre. Hun går gennem dagene med lukkede øjne. Når du gør det, rammer du vægge. Eller værre endnu, falder ned fra klipper. Jeg var meget interesseret i at se Anna blive bevidst. Men at leve et bevidst liv er ikke det samme som at leve et moralsk liv eller et godt liv. Disse temaer var meget vigtige for mig, da jeg skrev bogen.

Hvor fandt du inspiration til historien (er den rent faktisk selvbiografisk)?

Det er et kompliceret spørgsmål! Lad mig besvare det med omhu. Det er sandt. Jeg boede i en lille by i udkanten af Zürich i en kort periode. Jeg var i et vanskeligt ægteskab. Jeg var overordentlig ulykkelig. Ligesom Anna led jeg af søvnløshed og tilbragte mange, mange nætter med at vandre rundt på stierne bag mit hus. Jeg havde ikke noget job. Også jeg gik til tyskundervisning i et forsøg på at passe i. Jeg fandt aldrig min plads. Men. Jeg var ikke gift med en schweizer. Og jeg havde ingen børn. Og jeg havde ikke nogen elskere. Og til sidst rejste jeg.

Hvordan har du researchet?

Jo, meget af det kom fra mine egne minder og oplevelser i Schweiz. Så de steder Anna er i løbet af dagen, og butikkerne hun handler i, stierne hun vandrer på, er alle steder og butikker, som jeg husker godt. Jeg ville gerne skrive en bog, hvor Zürich havde en af rollerne, hvis det giver mening. At flette landskabet og byen ind i fortællingen blev en måde for mig at ære den tid, jeg har tilbragt i Schweiz; en tid, som selvom det var svært, ikke altid var forfærdelig (få ting er). Et af mine lyspunkter der, var faktisk selve byen og skovene omkring den. Jeg gik så mange lange ture, hvor jeg bad og tænkte mine problemer igennem.

Hvordan greb du selve skriveprocessen an?

Mit primære virke er inden for poesi, så det var vigtigt for mig, at hver enkelt sætning lød godt. Når jeg skriver et digt, gør jeg det ord for ord og har lige så meget fokus p, hvordan det lyder som om det giver mening. På den måde lod jeg det lyriske sætte tonen og så måtte meningen komme efter. Jeg er ny inden for fiktion. Jeg skrev Hausfrau på samme måde – ord for ord. Jeg vidste ikke bedre! Men jeg synes, det gjorde noget godt for bogen. Det satte mig i stand til at have fuld fokus på og omsorg for Anna på hendes spiralfærd ned i mørket.

Hvad overraskede dig mest, da du skrev bogen?

Slutningen. Jeg skrev bogen fra begyndelsen til slut. Jeg havde en meget rå idé om plottet, men det var blot på skitseplan, og det endte, før det sidste kapitel. Jeg havde på fornemmelsen, at bogen ville ende, som den gjorde, men jeg var åben over for den mulighed, at det kunne ændre sig.

Time Magazine skrev den episke overskrift: “Hausfrau er en blanding af Anna Karenina og Fifty Shades tilsat Madame Bovary” – er du enig med denne opskrift?

Ja, det er jeg! Eller rettere: på sin måde. Madame Bovary var inspirationen til bogen. Det er på ingen måde en genfortælling (om noget vil jeg kalde bogen en “hyldest”), men Anna og Emma deler mange nøgletræk. Og med hensyn til 50 Shades, en ting, den bog har åbnet op for, er kvinder nu har lov (som om vi havde brug for tilladelse i første omgang) til at tale åbent om sex. Jeg skrev sexscenerne så ligefremt og oprigtigt som muligt. Derfor kan nogle mennesker synes, at de er for beskrivende, eller ligefrem sjofle. Når jeg læser dem, har jeg det på samme måde, som når jeg går ind i et rum og ser noget, jeg ikke burde se. Hvilket er præcis den måde, jeg bør føle, tror jeg.

Hvad ville dit bedste råd til Anna Benz-kvinder være?

”Lad være”.

Din roman er solgt til udgivelse i hele verden – hvordan føles det?

Det er spændende! Det er mere, end jeg kunne have ønsket. Jeg er både ydmyg ud over alle grænser og mere taknemmelig, end jeg kan sætte ord på.

Og endelig: Hvad er en “god roman” for dig?

Jeg definerer en god roman som en, jeg bliver ved at læse. Hvis bogen gør sit job godt, skal jeg ikke kunne lægge den fra mig, uanset hvad den handler om.