(Jeg har publiceret et indlæg om skønhedsprodukter her til morgen. Jeg har flyttet det, så det først kommer i eftermiddag, for lige nu er fladen ryddet for det her)
I nat skete det her. Hvad kalder man det? Terror? Er det nok at kalde det terror? Ingen ved endnu hvad der er sket, men i Radioavisen har de lige sagt at ingen ved hvor mange der er døde, men at tabene er “ekstremt høje”. Det er for meget til at man kan forstå det. Det er for meget til at det giver mening. Alle de mennesker, alle de liv, alle de familier og alle de rædsler. Terror skal gøre os bange siger de kloge, og terror gør os bange. Terror får os til at krybe sammen i tusmørket under sengen, rystende, bange mens vi tæller alle vore kære på fingerne. Terror får os til at lukke grænserne, blive mistroiske, og holde vejret. Terror får os til at trække den fremstrakte hånd tilbage og til at se ned i stedet for ud og op. Mit hjerte bløder for ofrene, deres familie, Paris. Lige om lidt, når jeg har fattet, hvad der er sket, skal jeg for tredje gang på kort tid fortælle mine unger så nænsomt som muligt, hvad terror er, og at det er sket igen. I smukke Paris. Og desværre har jeg været nødt til at google flere gange i år alene, hvordan man forklarer sine børn om det uforklarlige.
♥️♥️♥️ Ingen ord.
At forklare det uforklarlige, og forstå det uforståelige. Lige svært er det…
Men sværest er nu, at være vidne til, at terror og vold i den grad, bliver brugt til, at undertrykke og skræmme…
Kærlighed og rummelighed ønsker jeg til alle ❤️❤️❤️
Jeg ville ønske jeg vidste hvad jeg/vi kan gøre. Det føles så magtesløst.
Det er så sørgeligt og uforståeligt…
Her Børns Vilkårs bud på snak med børn om situationen
https://www.facebook.com/boernsvilkaar/posts/10153246112326911
Alt for frygteligt!…
Se BØRNS VILKÅRs råd om hvordan man taler med børn og det forfærdelige.
Jeg er for en gangs skyld mundlam. Ord gør det ikke.
Jeg hørte i går aftes i nyhederne, at Charlie Hebdo blev kaldt Europas svar på 11. september. Hvad filan, skal vi så kalde angrebene i fredags??
I lillebror bor i Paris, og fra jeg opdagede, hvad der var sket, til jeg så hans besked til mig, om at han var uskadt, føltes det som om, at jeg ikke trak vejret…
Tak for tip om børns vilkår!
Og Marina, jeg læste dit indlæg om din bror – så lettende.
Og ja, Susanne – der er ikke noget at sige, selvom det føles som om vi bør have ord til at beskrive det hele med.
Magtesløshed, Pernille, den er så gennemtrængende, lige nu, den følelse…
Kærlighed og rummelighed som Vibeke skriver – det må være den fane vi holder højest.
KH
J
Ja, det er forfærdeligt. Hvorfor SKAL du forklare dine børn det? Jeg har valgt ikke at fortælle noget, min ældste er 5.