Sofus er syg. Han er fire år, hans verden er stor, og kroppen er lille og han har høj, høj feber. Natten er en omgang mareridt krydret med roderi og snot, og kroppen er så varm, at man ikke forstår det. Han hoster og harker, og vinduerne står åbne, fordi vi alle er rædselsslagne for at den mindste varme giver strubehoste, og der er sugerør og vand, og juice og klude og dyner alle vegne, og roen er væk. For der er ikke noget, der gør mig så ude af mig selv, som når ungerne er syge. Man finder jo ikke rigtigt hjem undervejs. Det er hæsligt. Engang var de syge hele tiden. Nu er vi heldige, og det er ikke altid, bare nogle gange. Men når vi så står i det, så har jeg faktisk glemt, hvor slemt det er. Det er som om noget i forældrehjertet lukker det hele ned og væk, og man skynder sig at fortrænge den måde at være bange på, der kun findes om natten ved siden af et feberbarn. Vi ser film i stribevis, Sofus og jeg, og jeg fortæller ham at han ikke er faldet ned i et hul, og at han stadig har to hænder, når feberdrømmen har fat i ham. Det er så synd.
Jeg havde næsten glemt det…
Åhh god bedring. Min den ene er også syg. Han sover, så jeg prøver egentlig at arbejde, mens mit ene øre er halvt inde i soveværelset. “Langsom nedstigning til vanviddet” – meget rammende (:
Hvor lyder der hårdt og hvor er det synd for Jer. Håber det snart letter lidt.
God bedring med ham den lille.
Man glemmer (heldigvis?) hurtigt de hårde år og nu kan jeg blive helt forbavset over, at min ældste sagtens kan være alene hjemme syg, hvis han ‘bare’ er snottet og slap. Kh. Birgitte
Årh, lille menneske altså! Rigtig god bedring med ham.
Kære Marie – den kender jeg godt. Og man prøver virkeligt at koncentrere sig og være bare nogenlunde fokuseret…
Kære Marina – tusind tak!
Kære Birgitte B – jeg tror det er meget godt at man glemmer de år, eller at de i hvert fald fortoner sig – tænk at du har så stor en søn nu. Det er da også vildt!
Kære Susanne – tak, du er så sød. Det håber jeg også det gør.
Kærligst
J
Kære Julia –
Ja, det er forfærdeligt når de er syge!! men selvom det er forfærdeligt, så er det også nogle gange – når ikke de er så syge som Sofus! – en lille smule hyggeligt, at man bare kan holde dem fanget i sit greb, og man kan kysse dem sanseløse fordi de ikke helt orker ikke at gide det. Jeg håber snart Sofus bliver rask nok til at I når dette punkt. Og så kan man kun håbe de kommer hurtigt over den vrantne periode hvor de næææsten er raske, men har været vant til et højt serviceniveau, og derfor bare er pjevsede i det uendelige….
Rigtig god bedring, det ordner sig!
Kære Julia.
Jeg forstår lige præcis hvad du mener!
Rigtig god bedring med den lille fyr.
Kram Louisa