Hvis du har læst med herude på bloggen i nogen tid, så husker du måske at jeg har været forelsket i Black Swan Fashion fra allerførste kollektion. Hos Lahme har vi arbejdet sammen med dem lige siden den første kollektion, og jeg er ikke blevet mindre vild med hverken kvinderne bag, eller med enkelheden. Selvom jeg ind i mellem selv kommer til at ligne en indianer rullet i farver og fjer, så er Black Swan både en fantastisk basisgarderobe, men også god for alle de styles, der gør at man føler livet kan blive lidt mere en fest. Det er de to damer, Sabine (til venstre på billedet) og Janne, der er bag brandet. Jeg er meget imponeret af deres måde at gå visionært til værks på, og de er sammen et eksempel på at fornyelse i modebranchen rent faktisk er ved at ske. De har nemlig luret, hvad vi ønsker os, men også hvordan vi allerhelst vil have det i en travl tid, og nu fås tøjet ikke bare i Danmark, men også i Finland og Holland. Det går med andre ord stærkt. Mød damerne her, og se hele kollektionen her. Deres webshop åbnede forleden for salg af efterårskollektionen, hvilket betyder at stylesne ryger ualmindeligt hurtigt nu.
Her får du et blik ind bag Black Swan Fashion, da jeg har interviewet Janne & Sabine:
Black Swan Fashion er på meget kort tid blevet ikke bare en dansk, men også en international succes. Hvad er det jeres brand, design og tilgang til mode kan, som vi har savnet?
Vi ønsker, at BLACK SWAN kollektionen skal få den enkelte kvinde til at føle sig godt tilpas – selvfølgelig fordi tøjet er skåret flatterende, så man kan leve og ånde i det, men i lige så høj grad fordi, man kan føle sig velklædt, uanset hvilken udfordring dagen byder på. BLACK SWAN er lige præcis så klassisk og stiligt, at tøjet aldrig overdøver kvinden, som har det på, men samtidig har vi det lille twist, som giver kvinden en følelse af at være unik, feminin, lækker og at følge moden.
Den anden og meget vigtige del af BLACK SWAN er, at vi sælger gennem vores modekonsulenter som kan vejlede professionelt og kærligt. Så får man de styles, som man elsker og som klæder én, uanset om man shopper alene eller vælger at holde et event, hvor stuen fyldes af skønne kvinder, der sammen hygger sig og kan nyde at shoppe i afslappede, trygge og sjove omgivelser. Den dér tøsehyggelige oplevelse skal man ikke undervurdere! Det er faktisk noget, vi travle powerkvinder alle (uanset hvor i Europa vi bor) trænger til nu og da, og vi kan varmt anbefale det, det er godt for sjælen!
Hvem er det, der vælger Black Swan Fashion?
Det ville være let at sætte alder og andre kendetegn på – men vi oplever rigtig tit 3 generationer, som shopper sammen. Det er så skønt at se, at teenagedatteren kan dele tøj med sin mormor – og at de begge to ser stanglækre ud i samme outfit! Vores kunder er lækre damer, som lever en travl hverdag hvor de skal jonglere job, børn, mand og socialt liv. Tøj skal være let at tage på om morgenen, praktisk på en cykel, være professionelt på jobbet og så lidt mere sexet og lækker på café om aftenen. Vi forsøger at designe netop det, hvor det faktisk bare er en ørering eller hælhøjden som definerer, hvor festlig eller praktisk man ser ud.
Hvordan arbejder I med en ny kollektion? Det meste af jeres tøj er sort, så trends må vel betyde noget andet for jer end for andre brands?
Vi følger nøje med i internationale trends, men vælger at fortolke dem med vores eget sorte minimalistiske DNA. Vi er ikke slaver af alle trends, men udvælger dem, vi føler passer til BLACK SWAN. Der kommer fx. et touch af 70’erne på vores forårskollektion, men det bliver på den lækreste, minimalistiske, sorte måde, med vores helt egne kvaliteter og snit!
Hvordan bliver man konsulent hos jer, og hvad kan man forvente sig af opgaven?
Rent praktisk er første skridt jo at kontakte os (www.blackswanfashion.dk). Derefter kommer man til samtale og bliver man ansat, så bliver man løbende uddannet med coaching og sparring både fra vores hovedkontor og de andre modekonsulenter. Det er vigtigt for os, at vores modekonsulenter kan levere både en god oplevelse, seriøs vejledning og stylingtips, samt yde en høj kundeservice.
Som konsulent skal man ELSKE mode og at sælge og netværke! Man skal selvstændigt pleje sit netværk og booke aftaler, og man skal holde ca. 15 events hver sæson. Det er både meget udviklende og givende, da et shoppe-event oftest giver et kæmpe sus i maven, et kæmpe positivt energiboost af mode, skønne kvinder og shopping! Ikke mindst giver det en fed ekstra indkomst til at indfri lidt af det, man går og drømmer om!
Hvorfor er jeres kollektioner altid limited editions? Skal man ikke være meget hurtig?
Jo! Man skal være hurtig! Vi køber alle styles ind ca. 6 måneder inden, vi sælger dem, da vi skal producere alt og fragte til Danmark. Vi beslutter selv sammen med et Advisory Board, hvor mange styk vi bestiller af hver. Nogle gange svigter vores krystalkugle og en style sælger meget mere, end vi forventede – og så kommer der altså ikke flere hjem. Men i øvrigt mener vi faktisk, at det er super fedt, at man kan få noget tøj, som ikke alle har, at det også er en del af charmen ved BLACK SWAN.
Hvad er jeres tre yndlingsstyles fra kollektionen og hvorfor?
Det er jo nærmest umuligt at nøjes med 3 styles! Men hårdt presset, så vælger vi de her 3 styles som vores HERO ITEMS dette efterår:
Gemini wool dress: Den her kjole skal faktisk bare hives over hovedet med et par strømpebukser, og så er man enormt velklædt og komfortabel. Den passer simpelthen til alting. Og den kan styles med alt – vi bruger den både med sneakers, støvler, hæle – til alt. Den er i uld, sæsonens hotteste materiale, men super blød, foret og den kan vaskes! Den fortjener faktisk altid at blive prøvet på, for den klæder alle, vi ser den på!
Gabriella lace top: Er verdens blødeste og lækreste blondetop med den fineste lille krave på. Gabriella kan sættes til alt – klassisk man-pant, A-line skirt, jeans. Style den med en chunky herre uld cardigan over, eller style den med perlekæder og høje hæle. Den er super brugbar og kan let styles op eller ned til alle lejligheder, og så er den foret i kroppen, så man behøver ikke tænke over, hvad man skal have under.
Goodie chemise: Uanset, hvornår du møder en af os, så vil vi vædde på, at vi har en Goodie chemise på! Vi har prøvet alt fra stramt shapewear, man ikke kan trække vejret i – eller få af igen – til bløde undertrøjer – som ikke er så flatterende. Denne her duer! Den sidder til, løfter lidt på barmen, men det fine er, at den er så glat, at alt bare draperer sig smukt over den og derved skjuler alle bump og buler, som ikke skal ses. Samtidig er den jo feminin og dødsexet, hvilket vores mænd også er enige i.
For mig er den sikre style denne sæson helt klart den grå sweaters-kjole. Jeg har sikret mig min og elsker den allerede 😉 kh. Birgitte
PS. Og kvaliteten på Black Swan er jo god. Så god at jeg stadig har items fra nr. 2 kollektion… og noget af det ‘gamle’ har jeg solgt, for at få plads til mere af det nye 🙂