For mange år siden – måske ti eller tolv, var vi en håndfuld damer, der bestemte os for at have en loge. Så vidt jeg husker (og jeg kan tage fejl) begyndte vi med at tro at vi skulle diskutere bøger, kunst og litteratur. Det døde selvfølgeligt fuldstændig. Så fortsatte vi med at mødes for at tale om os selv, om livet og mændene, og så var der en overgang, hvor det hele mest endte i druk. Så gik der voksenjob, børn og alvor i det hele, og pludselig kunne vi ikke finde ud af koordinere os frem til en aften, hvor der hverken var skoldkopper, lus eller influenza imellem os, for slet ikke at tale om livskriser eller arbejde.
Men i går aftes mødtes vi – de fire af os, den sidste var forhindret pga børn – efter måske fire eller fem år. Så lang tid er det nemlig siden, vi sidst brugte en aften sammen. Og det var fuldkommen fantastisk. Der sker noget når man genser hinanden, i et ærligt fællesskab, hvor sandheder bliver råbt hen over bordet og kram bliver delt ud. Det er ikke fordi jeg glemmer hvad kvindefællesskaber kan, men nogle gange kan man have så travlt i sit eget liv, at man glemmer hvor meget man har brug for andres for helt at forstå netop sit eget. Og de gode grin og de kolde glas hvidvin – det har man også brug for.
Åh ja kære Julia.
Kender præcis den følelse. Jeg skal snart tilbringe en weekend med tre gymnasieveninder – vi mødes hvert halve år og det er næsten forbudt at kontakte hinanden i den mellemliggende periode. Tænk hvis ikke hele gruppen fik det hele med;0) Jeg bliver i den grad tanket op af grin, smil, glæde og alvor når vi er sammen. Tøser – I er bare fantastiske….. Måske skal jeg lige tilføje, at det er 22! år siden vi gik ud af gymnasiet – hvordan kan det lade gøre, når vi kun er 25;0)
Knus Jannie
Kære Jannie, Hvor ER du bare heldig! Sikken en lykke i livet at have en sådan gruppe! Nyd det! Og ja – jeg er også lyv-og-tyve-år-gammel og fatter heller ikke at jeg blev indkaldt til 20års jubilæum i sommer. KH J