Det var jo lige før jeg lod champagnepropperne springe og pustede balloner op, da Johan i går aftes endelig-endelig-endelig kom hjem efter 14 dage i Paris. (Det blev til hvidvin da ungerne var lagt).
De fjorten (fik jeg sagt 14?! F-J-O-R-T-E-N!) dage har godt nok været lange, og ungerne og jeg har lært et og andet om familieliv. For det det første har vi savnet ham ind i knoglerne alle tre. Den første uge gik sådan set helt ok, men da vi nåede til uge to var savnet helt sindssygt og ungerne begyndte at være rigeligt kuldrede. Jeg var ikke nok. Ikke at jeg har været i tvivl om at Johan og jeg er bedst når vi er sammen, men ungerne mærkede det også. Efter tre forældremøder uden Johan, efter eftermiddage med lektier, madlavning og kaos uden Johan og efter at sige nej til begge børn i en lind strøm, uden Johan, er det som om verden igen vender rigtigt, nu hvor han er hjemme. Jeg forstår ikke, på nogen måde, hvordan forældre kan være alene med både to-tre og fire børn. Sådan rigtigt alene. Enlige forældre. Jeg synes simpelthen at det er så imponerende, og jeg må sige (som jeg igen og igen opdager), at jeg elsker vores hverdag. Jeg elsker når det er hverdag, når det hele ruller. Jeg elsker at være familie, og jeg elsker at være det sammen med lige netop Johan. For én ting er praktikken – noget andet er den der lille følelse af konstant kærestesorg over at savne hinanden når man ikke er sammen. Hverdagen holder max.
Sikken en kærlighedserklæring til manden og familien! Dejligt
I går så jeg Et Sted i DK. For fanden hvor var det godt. Ham den gamle mand med sit eget ting-finder-museum var genial. Lavpraktisk hverdagsociologi.
Men nogle gange er det adskillelsen, der skal til, for at man virkeligt sætter pris på dét, man har. Jeg er allerede nervøs for næste arbejds relaterede rejse, i år 2 uger i USA. Det virker bare som enormt længe og ENORMT langt væk. Suk. Indtil videre har 11 dage været mit max. Men mon ikke, det går. 🙂
Forældreskabet er i høj grad et fælles- og partnerskab. Hjælper, supplerer og aflaster hinanden. Gruer virkelig for, at manden min pludselig bliver sendt 3-6 måneder et eller andet (tåbeligt) sted hen i verden, sådan som det skete for vores naboer, hvor manden i løbet af et godt halvt år har været både i Afghanistan og i USA.
Jeg forstår dig….
Om 20 dage kommer min mand hjem fra Afghanistan! Så har han været væk i 3 måneder….og det er nok! Vi savner ham for vildt!!
Jeg er så priviligeret, at jeg holder orlov medens han er væk….og lidt til !
Men…det er så usigeligt hårdt at være på hele tiden, at være den eneste til at klare alting. Hver en ble, hvert et skænderi, hvert måltid…alting!! Og hverdagen med mor gør, at glorificeringen og savnet af far blir større og større…nogle dage, så tror jeg simpelthen jeg er ved st blive bims i låget!!
Og det kan ikke sammenlignes med at være enlig mor…for min elskede er der jo stadig, bare ikke hos mig! Min tilværelse/omgivelser er ikke indrettet på at være alene…så savnet er stort!! Og jeg tager hatten af for de kvinder/mænd som må savne både 6 og 8 måneder….her er det jo kun 3 måneder…suk! Og for pokker, hvor jeg glæder mig til at kysse på ham igen….jeg forvandler mig til en lille igle!
Henriette.
Så fint skrevet. Hverdag er den bedste, både når hjulene drejer hurtigt og langsomt rundt.
Og jeg deler fuldt ud din respekt for enlige forældre. Min bedre halvdel rejser jævnligt rundt i jylland, og er væk 2-3 dage af gangen, og det er bare hårdt med hårdt. Selv når alting kører, og børnene er søde, og madplanen holder. Det er bare hårdere alene.
Kære Corporate Mor. Det er nemlig bare meget hårdere, og der er også noget med at livet jo ikke stopper, mens den ene er væk – det kører videre, og konflikter, glæder etc forandrer sig. Jeg er overrasket over, hvor meget der kan ske på kort tid, når man har børn. Det hele går hurtigt, selvom man nogle eftermiddage kan føle det som om tiden snegler sig af sted.
KH
J
Kære Henriette. AFGHANISTAN! Jamen, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg FATTER ikke hvordan I gør det. Hvordan I kan, og hvordan I kan klare det i så lang tid, og så langt væk. Jeg forstår intet, og slet ikke hvordan det må føles at den man elsker sidder lige netop der. du er sej.
KH
J
Kære Marina – jeg er paf. Der er mange i Afghanistan. Jeg har ikke fulgt godt nok med hos dig, men hvor er det vild, og vildt hårdt. En ting er det praktiske, når man er alene, noget andet er savnet.
Kærligst
J
Kære Bitten,
Jeg har aldrig prøvet at være væk så længe. Det lyder vildt, men også spændende at kunne fordybe sig på den måde, du helt sikkert skal. Spændende, men hold op, hvor ville jeg også være nervøs ved tanken.
KH
J
Kære Susanne – TAK! Ja, han var simpelthen så vild! Tænk at bruge sit liv på det – og når man så ser det, så tænker man jo også at der må findes nogle hints om livet i den samling. KH J
Hørt! Hverdagen holder – selvom den er udfordrende. Forstår til fulde din beundring over enlige forældre. Har flere i omgangskredsen som klarer det hele selv – job, børn, fritidsaktiviteter OG samtidig er gode veninder. Imponerende. Ingen tvivl om at det er hårdt. Men de gør det alligevel.
Jeg er dybt taknemlig, og føler mig top heldig over at have en “Johan” i mit liv. Ellers gad jeg sgu ikke al det bøvl tror jeg 🙂