Anette Kristine Poulsen, som du helt sikkert kender som enten skønhedsredaktør på Børsen, den vidende ekspert fra Go’ Morgen DK eller som kvinden bag bloggen Beautyspace, har netop udgivet sin anden bog, Sådan får du superhud. Jeg har haft den i hænderne, og den er smuk. Den er virkeligt layoutet så lækkert, at man har lyst til at ae siderne. Siderne er så, med Anette Kristines vanlige øje for detaljer, fyldt med svar på spørgsmål, man ikke vidste, man burde have stillet. En stor anbefaling her fra. Jeg har bedt Anette om at fortælle os lidt om sin bog – hendes svar får du her:
Hvad kan vi lære om i din nye bog?
Forhåbentligt en aha-oplevelse af et logisk overblik, når det gælder vejen til sund og stærk hud. Jeg krydser alle fingre for, at man som læser vil føle sig underholdt og i godt selskab, når der bl.a. serveres et redskab, som gør det let at overskue, hvad der skal bruges hvornår og hvorfor. For gisp hvor er frustrationen til at mærke, når det gælder rækkefølge og hvad, der er op og ned på ingredienser som A-vitamin til antioxidanter, SPF, peptider, aminosyrer, alger og parabener og…
Udover en samlet og hudkærlig opskrift fra de bedste eksperter bruger jeg også min egen gyserhistorie af en solramt fortid – for det er aldrig for sent at kaste sig over hudforbedring.
Hvordan adskiller din arbejdsproces med den sig fra din tidligere bog?
Da jeg skrev min første bog lovede jeg faktisk min datter, at det skulle være den sidste. Hun mente, at jeg havde været lidt for sur under skriveriet – og den slags ord rammer jo. Men det koster at skrive bøger, og der er mennesker, jeg har dårlig samvittighed overfor, inkl. min familie. Her anden gang har jeg leveret i strukturerede portioner til forlaget, og på den måde har jeg være bedre til at styre tiden. Så ikke så meget surhed fra hjemmefronten – måske fordi jeg også har betalt med lidt ekstra is.
Hvad mener du er vigtigt at vide om skønhed? Hvad kan vi selv gøre ud over faktor 20 og afrensning morgen og aften?
Det er jo store spørgsmål, Julia! Helt overordnet mener jeg, at det er undervurderet, hvor meget det ydre smitter af på det indre. Og omvendt. Egenomsorgen i at pleje sin hud (og resten af sig selv) er så vigtig, at den er på recept hos flere internationale læger.
Konkret er det altid en god idé at gå i seng med hudforbedrende A-vitamin, ligesom et serum som fugtundertrøje klæder de fleste. Hold her øje med ingredienser, der virker som fugtmagneter, eksempelvis hyaluron og glycerin.
Hvad betyder det for dig at kunne kalde dig forfatter?
Altså det er stadig et vanvittigt stort ord at bruge, når det gælder mig selv. På lige dage har jeg det sådan YES-agtigt og føler mig som hende med bogen. Hende, med den gule guidehat, der tager læseren i hånden, og hvor vi har det sjovt sammen i en 250 siders tid. På ulige dage tænker jeg, at det er helt til hest med den forfattertitel.
Hvordan synes du at vi som kvinder bør balancere det ydre og det indre?
Det tror jeg heldigvis ikke, at der er en enslydende opskrift på. For mig er bogen et spejlbillede på, hvordan jeg selv er skruet sammen: Af og til vil jeg bare have de afslørende stjernetips (som udover ingredienser, der virker) er samlet i bogen. Andre gange gør bogens sorte sider godt, fordi dårlig samvittighed skal begraves – sammen med det perfekthedstyrani, mange slæber rundt med. Skønhed har jo heldigvis mange ansigter, og man må finde sit eget.
Mød Anette her.
Læs mere om Sådan får du superhud her.
1000 tak for taletid. Sikke rammende citater, du har slået op på. Tak, Julia.
Glæder mig til at læse den flotte bog, som er indkøbt !:-)
Glæder mig til at læse den! Er meget stor fan af Anette, og elskede hendes sidste bog
Kære Anette, Altid – og mere tillykke her fra! KH J
Kære Tina – glæd dig! KH J
Kære Kim – Det forstår jeg SÅ godt!
Kærligst
J
Ihh, hvor gør mig glade. Både dig Julia, dig Tina og dig Kim. Tak.
Jeg er godt halvvejs igennem og ææælsker den allerede. Det er en fantastisk overbygning til den første :). Thumbs up herfra!
Jeg har fuldt Anettes blog længe og er i gang med at læse bogen. Den er fantastisk og jeg ville ønske citaterne ikke havde tekst på bagsiden for så blev de rammer ind og hængt op.
@ Jette – Et særligt tak til dig, for du spiller jo en rolle i ét af kapitlerne.
@ Anja – Det må kunne løses på en snedig måde.
Stor hilsen Anette