Sikken en overskrift, hva?
Jeg går ud fra at de fleste er stået af nu, men jeg har fået anbefalet en artikel, som er så knaldspændende, og lærte mig SÅ meget at jeg er nødt til at dele den med dig. Det er altid fantastiske Information, der har bragt artiklen, som handler om hvordan kvinder er blevet sygeliggjort, hvordan PMS er blevet en “ting”, og hvordan vi scanner os selv for at finde ud af om vi er syge eller raske. Jeg skrev for nyligt en klumme til Femina, om at det måske kan være vi skal begynde at mærke andre, i stedet for hele tiden at efterleve kravet om at mærke sig selv, og jeg tror der er et eller andet der. For eksempel synes jeg dette uddrag er supervigtigt, og det har i hvert fald fået mig til at tænke over, hvordan femininitet (også) løbende konstrueres:
Mange kvinder internaliserer opfattelsen af kroppen som potentielt sygelig og ’skanner’ egen krop for ’symptomer’. Denne selvovervågning gør, at kroppen opfattes som adskilt fra jeg’et og opleves som noget, der skal underkastes kontrol. Brugen af biomedicinsk defineret sprog forstærker ifølge Ussher denne fremmedgørelse i forhold til egen krop.
Begrebet hegemonisk feminitet udtrykker, at der i ethvert samfund hersker et narrativ om den ’normale’ kvinde. I dag er den ’gode’ kvinde én, som lever op til tidens opfattelse af ’sundhed’, det vil sige en slank kvinde, der også er stærk (nok), har ønske om moderskab og samtidigt indgår i arbejdsstyrken.
I samfund med snævre rammer for normalitet har særligt kvinder et dilemma på grund af de dobbelte forventninger til kvindelighed. På den ene side forventes de at indordne sig samtidens herskende ideal om den normale kvinde som selvopofrende, moderlig og med kontrol over egne (negative) følelser. På den anden side skal de mønstre en stærk og slank krop, der kan arbejde og bidrage til samfundsøkonomien; det, som den canadiske professor Andrea Daley kalder for en »muskuløs feminitet«.
Pointerne i artiklen er vigtige, men jeg synes den forvirrer mig lidt og stikker i forskellige retninger. Eet er den hegemoniske femininitet. Ligesom vi også har den hegemoniske maskulinitet. Der er helt klart nogle bestemte forventninger i bestemte samfund/miljøer til hvordan man er en rigtig kvinde og en rigtig mand. Det særlige ved kvindekroppen, tænker jeg, er at man i århundreder har tænkt den som utilregnelig og beskidt. Det ser vi i dag udtryk for mange steder. Plejeprodukter, renseprodukter (fx til skridtet!), parfume i bind, div medicin mv – og desværre stadigt eksisterende ideer om at kvinder ikke kan beslutte, bestemme, lede, netop fordi kvinder er i deres følelsers vold. Og så er der hysteriet, som klart er koblet til kvinden. Min mor, som desværre døde af hjernekræft sidste år, havde en vild oplevelse hos sin (mandlige) praktiserende læge for nogle år siden. Hun havde over en periode fået mere og mere ondt i sin krop og kunne til sidst nærmest ikke komme ud af sengen. Hun var kun 50 år så det handlede ikke om alderdom, og hun havde altid været fysisk stærk og pylrede aldrig. Lægen mente at det bare var en slags hysteri – nok noget med overgangsalderen. Han ville give hende hormoner og nægtede at sende hende videre i systemet. Først da min på det tidspunkt ret syge mor havde skiftet til en ny (kvindelig) læge, fik hun lov at blive sendt til scanning og fik diagnosen rygsøjlegigt. Efter nogle dage på medicin var hun i klar bedring. Lægen, som syntes hun var hysterisk, kostede hende et halvt års sygemelding hvor de gymnasieelever, hun underviste i dansk og historie, måtte undvære hende. Fordi hun blev dømt på forhånd pga sit køn.
Min mor har i øvrigt oplevet samme slags behandling af en arbejdsgiver og af kolleger: man tænker åbenbart ofte, at stærke, seje kvinder med meninger og pondus er syge i bærret. De må være hysteriske, siden de kæfter sådan op! Nu kan min mor desværre ikke kæfte op mere. Men jeg fortsætter for hende, hysterisk eller ej 🙂
Kære Julia
Jeg klipper lige det her spørgsmål ind (selvom det ikke hører til her – sorry). Jeg havde stillet det i et andet indlæg, men der var det smuttet forbi dit elller så skarpe åsyn;-) Derfor prøver jeg lige igen;-)
……
Hej kære Julia
Jeg kommer lige med et spørgsmål – fuldkommen off topic i dette indlæg, men tænker, at det er det nemmeste sted at fange dig (håber det er ok);-)
Jeg har for et godt stykke tid siden læst din blogbog og fandt den super inspirerende!
Nu har jeg så et spørgsmål omkring dansk vs. engelsk – både for blognavn og indhold.
Har du en holdning (eller – endnu bedre – viden;-) om at bruge et engelsk navn til en dansk blog?
Og hvordan med indholdet – hvad virker bedst ud fra et SEO perspektiv?
Fungerer det, at bloggen som udgangspunkt er på dansk, og at man så ved indlæg, som er velegnet til både danske og internatiale læsere, skriver både på dansk og engelsk? Hvis man gør det – ved et længere indlæg – hvordan gør man så rent praktisk? Er det med et separat link til den engelske version?
Håber du kan hjælpe med at opklare mystikken for mig;-)
Tak for mange inspirerende indlæg, Julia;-)
Spændende og meget interessant artikel….. og snak :o)
Hej Susanne,
Tak for din kommentar – jeg vil mene det helt kommer an på dit indhold. Og hvem du gerne vil nå. Det er for svært at svare på i korthed uden at kende mere til indhold, målgruppe, formål og strategi. Du er velkommen til at sende mig en mail.
Hej Kamilla, ja, det synes jeg virkeligt også
Kære Cecil, TAK for din kommentar og for dine fortællinger – ja, jeg tror du har ret. Stærke damer er hysteriske kællinger i manges optik.
Kærligst
J