“Forældre misbruger deres børn som medieobjekter”

Sådan lyder overskiften i denne kronik i Information.

Kronikken fastslår at vi ikke er klar over de langsigtede konsekvenser ved at tage så mange billeder af vores børn – og lægge dem på forskellige sociale medier, enten med kærlighedserklæringer eller med beskrivelser af den afmagt man ind i mellem som forældre kan føle ved at stå med en plageånd i den ene hånd og en skrigende hystade i den anden.

Jeg er enig; jeg synes ikke at vores børn skal være del af vore sociale profiler. Og jeg er klar over at jeg står alene med den holdning; jeg har masser af venner, kollegaer og bekendte hvis smukke, sjove, søde og skønne dejlige unger er nogle jeg dagligt nyder at se noget til på de sociale medier. Jeg liker folks babyer i ét væk! Jeg elsker at se hvordan se vokser, spiser og ser dejlige ud.

Men jeg synes faktisk ikke at vi bør. Og jeg er klar over at jeg bor i et glashus; især Elias har måttet lægge ryg til meget på skrift før jeg helt fattede omfanget af det.

Jeg prøver at skrive mindre nært om ungerne her, og i stedet for at skrive om hvordan de ER, skrive hvordan jeg HAR det med dem. Altså ud fra mine følelser. For behovet for at fortælle om dem er mit – det er ikke deres. Og jeg tror det er så vigtigt at skelne mellem hvad der er vores behov, og hvad der er børnenes. Faktum er: vi ejer ikke vores børn. Vi ejer ikke deres humør, deres ansigter, deres følelser. Som kronikøren skriver: Tænk hvis ungerne tog billeder af os og uploadede dem hvor som helst?

Jeg tænker blot, at ungerne er nogle vi skal passe på. Deres følelser, udseende, væren og væsen er et vi skal passe på. Og nej, jeg kritiserer ikke dig, hvis barn fylder dine sociale medier; jeg mener blot at vi skal passe på ungerne, og at vi ingen ret har til at deres digitale fodspor er nogle vi sætter.

(Og ja, jeg bor i et glashus, men derfor kan man hele tiden blive lidt klogere…)

16 kommentarer

  1. Du er ikke alene med den holdning 😉 #justsaying
    Min FB og IG profiler er stort set uden billeder af ungerne – og dem, som er på, har de selv accepteret, at jeg har lagt på.
    Er velsignet på en måde, da mine unger nu er så store (10 og 14 – om 1 uge), så det har været et stort hensyn til dem ikke at smide billeder på – fordi de netop selv bevæger sig derinde. Og jeg ikke ønsker den eksponering af dem.
    Kh. Birgitte

  2. Jeg kom først på de sociale medier, da jeg fik min søn ( og gik på barsel ) og i starten spammede jeg gerne min Fb venner med lækre baby billeder. Men nu jeg lægger efterhånden sjældent billeder ud af mine unger, netop pga at de jo ikke selv kan bestemme og at jeg egentlig ikke har lyst til at alle og enhver skal se dem. Jeg kom også til at tænke på at det er billeder som for evigt vil ligge ude på nettet – ikke at de pinlige for dem. Jeg har som regel nøje udvalgt dem efter nuttethedsfaktoren
    Så du er ikke den eneste i glashuset

  3. Hmm mine smiley’s kommer ikke med, så nu ser det ud som om jeg ikke kan sætte punktum 😉

  4. Nu er det meget nemt for mig at klappe i hænderne af dig, eftersom jeg ikke selv har børn. Når jeg (forhåbentlig!) “får” nogen, er det netop med får i gåseøjne, og derfor har jeg heller ikke lyst til at smække billeder af dem op i mindre charmerende situationer alle steder. For børn er ikke nogen, man ejer, ligesom man sjovt nok ikke kan eje voksne mennesker.
    Jeg er ærlig talt ret glad for, at mine forældre ikke har udbasuneret alt om min barndom på internettet, for det kunne man ikke dengang. Og det er ikke alt, man har lyst til at have på nettet, særligt, hvis man er i en sårbar alder.
    Så tak for dit kloge indspark, Julia!

  5. Kære Marianne Luna,
    Nej, jeg er bare også så glad for at mine grimmeste, tristeste år ikke ligger og ruller rundt derude på nettet. Og tak for din kommentar!
    KH
    J

    Kære Pernille,
    Jeg forstår dig så godt, Mit første billede på facebook var vist også af Elias, men man bliver jo klogere og forstår medierne bedre undervejs.
    KH
    J

    Kære Birgitte,
    Det må også være meget hæsligt, hvis mor synes man ser nuttet ud, og man står der og er 14 år. Jeg tænker også at da vi var teenagere kunne vi genopfinde os selv, som vi ville. Det kan man bare ikke i dag, hvis ens forældre har skabt en persona til en på medierne.
    KH
    J

  6. Jeg er så enig. Og det kan være uendelig svært, for de der unger fylder jo meget i ens liv – både i tanker og følelser og ikke mindst tid. Men ja. Fra endnu en i et glashus, så er det også et af mine indsatsområder – nogle gange synes jeg min datter på 11 er mere fornuftig end jeg selv, hvad det der med billeder angår.

  7. Jeg er i princippet enig i artiklens pointer, men synes det er mere kompliceret end som så. Det burde jo egentlig være alment gyldigt, at man ikke lægger billeder af andre mennesker ud på nettet uden deres tilladelse – men det sker jo hele tiden, for både børn og voksne (Hej til min fyldige bagdel, der for nylig deltog i et kobberbryllup og blev postet på FB på et billede af det glade par!).
    Jeg bliver nok bare lidt provokeret af denne slags artikler, fordi den i mine øjne bidrager til den i forvejen heftige forældre-shaming, der foregår, og sætter det op i sort-hvidt (enten spammer man åbenbart bevidstløst omverdenen med børnebilleder og uflaterende anekdoter, eller også nævner man dem ikke med et ord). De fleste forældre jeg kender (inkl jeg selv) poster billeder af deres børn engang i mellem, fordi de elsker dem, er stolte af dem, og fordi de jo fylder virkelig meget i vores liv. Dvs. man poster med omtanke. Og når man ikke ser sine venner og deres børn så tit er det dejligt at kunne følge lidt med i det.
    Så imellem det sorte og det hvide er der også gråtoner, som måske er ok?

  8. Kære Pernille,
    Jeg er slet ikke uenig. Men jeg mener ikke det handler om shaming, bare noget med at være opmærksom. Så ja, der er helt sikkert gråtoner.
    Men når jeg for eksempel står frem med mere eller mindre skarpe holdninger til børne- og forældre-liv, behøver det ikke være noget mine børn ender med at være digitale ansigter på.
    KH
    J

  9. Pernille – jeg er simpelthen bare rigtig meget enig med dig;-)

    Jeg er ikke selv en social media person, og det forveksles ofte i omgangskredsen med, at jeg ar tabt bagud – dem om det;-) Jeg er kommunikationsuddannet og måske af den grund har jeg det endnu sværere med at acceptere dem med at blive flashet på andre medier uden at blive ‘spurgt om lov’.

    Bevares, jeg hentyder ikke til de billeder, hvor man optræder i periferien;-) Jeg hentyder til de (piger) i omgangskredsen, som uden mindste forbehold tager billeder og smækker dem på Snatchat eller andet, før jeg når at overveje, om jeg vil gøre indsigelser.

    Problemet et, at jeg ikke ville gøre indsigelser, selv hvis jeg fik lidt mere betænkningstid…

    Netop fordi det for nogen (mange?) er så fuldkommen uprætentiøst at poste sig selv (og andre) på deres sociale meder, bliver det faktisk svært at stikke fingeren i vejret og sige ‘undskyld, men må jeg ikke godt have lov til at tage stilling til din eksponering af mig’.

    Var det mine børn, ville det (for mig) være mere legalt at sige fra – sådan bare helt principielt. Men Pernille, du tager fat på en vigtig pointe, for jeg synes faktisk det er p…. irriterende og svært at sige fra, når selv gode veninder poster mig uden mit tilsagn.

    Sippet? Måske;-) Kan jeg ikke bare sige fra over for gode veninder? Tilsyneladende ikke (så var det jo gjort;-) – og deri ligger udfordringen ved, at det er blevet så naturligt, at det kan virke svært at sige fra.

    Tak for at bringe en vigtig pointe på banen (om både børn og bagdele;-)

  10. Det som Julia siger!
    Jeg lægger mig i slipstrømmen af, hvad alle de øvrige kommentører siger – og jeg kan egentlig ikke forestille mig, at de, der synes det modsatte, faktisk lægger en kommentar i denne tråd. Det vil sige, at her kommer der ingen diskussion. Det gør der sikkert på andre platforme.
    For nej, vi skal ikke fylde vores sociale profiler eller vores blogge med billeder af vores børn, eller for den sags skyld af billeder af alle andre mennesker uden at kende deres holdning til det. Mine egne børn er heldigvis store og kan spørges. Siger de nej, er det bare ærgerligt for mig og mine finurlige opdateringer.
    /Birgitte

  11. #BIGLIKE; #ENIG; #HVORGÅRGRÆNSEN

    Glashus eller ej. Hvor er det GODT, AT DU TAGER DEBATTEN OP!

    Jeg studser især meget over din overskrift, og formuleringen “misbrug”. For jeg tror desværre, at der er noget om snakken. At det kan virke som et overgreb på barnet, når det konstant udstilles – eller når det om x antal år, vil kunne finde billeder af sig selv på internettet, som de ikke selv bryder sig om. Når vi som forældre deler billeder af vores børn på facebook, hvor bevidste er vi så om, dels hvem der kan se billederne nu – og hvor længe de billeder i realiteten kan ende med at være der?

    Vores børn er ikke objekter. De er personer, med deres personlige rettigheder. Vi kan ikke tillade os, at udstille dem for resten af omverden. Uanset hvor kærlig bagtanken er.

    Med til objektiveringen er, at linsen/smartphonen (osv) skaber afstand i selve situationen, frem for nærhed = “life through a lense”. Både for den som ser, og for den som “knipses”. Det bliver groft sagt en fremstilling, i stedet for at leve i det nu.

    Alt med måde, siger et gammelt ordsprog. Det tror jeg bestemt vil være klogt, at benytte i denne sammenhæng. For med til tankestrømmen hører også, at vores børn er børn af en nyere tid. En ny generation, hvor man måske oplever det som en ganske “naturlig” del af tilværelsen, at der findes et uendeligt hav af billeder af dem. Når så det er sagt, så mener jeg bestemt, at vi som forældre har et ansvar for, at passe på vores børn; og at vi netop derfor benytter diverse medier med omtanke – og respekt – for deres rettigheder og behov, som personer.

  12. Kære Julia,

    Jeg tilhører dem, der deler ud af billeder fra mit liv og dermed mine børn. Jeg tænker over hvert billede jeg deler af dem, og lægger aldrig noget ud der udstiller dem – blot det der fanger min kærlighed til dem. Det er ikke reality snaps eller virkelighed uden filter – det er et udvidet register over ting jeg elsker – til dem der har lyst til at følge med. Kronikøren har en meget fin pointe: vi skal ikke dokumentere vores børns liv, deres uheldige følelsesudbrud eller deres galopperende børnesår. Men at vi skulle skade dem (sic!) ved at dele vores kuraterede familiealbum med flere end bedsteforældrene – den køber jeg bare ikke. Det er naivt at tro, at vi ikke får stillingen på direktionsgangen eller formandsposten i bestyrelsen, fordi vi som børn sov med åben mund eller spiste is når vi var på ferie. Det gjorde chefen nok også. Vi skal ikke være tossegode i vores omgang med sociale medier; men vi skal heller ikke være påføre vores eget familieliv social-media-ortoreksi. Ingen smileys her – det mener jeg.

    Kærlig hilsen

    Sine

  13. Kære Sine, jeg er totalt enig. Selvfølgeligt er det ikke sådan det hænger sammen. her i glashuset (!) tænker jeg blot, at noget af det jeg selv har været gladest for, har været selv at kunne definere hvem jeg er. Den måde mine forældre har set mig på, har ikke altid været den jeg gerne vil være. Vi har kun børnene til låns, og det er er en enorm sårbarhed i, og jeg tænker blot at jeg gerne vil være opmærksom på – både i det skrevne og i billeder – at jeg ikke kommer til at gøre det sværere for dem at vokse ind i det menneske de en dag gerne selv vil være.
    KH
    J

    Kære Milla,
    Også enig med dig: Alt med måde! Gråzoner og både- og er også farbare veje. Og din pointe om at vi skal lære vores børn at navigere i den verden af medier, går ret ind hos mig. For det gør jeg jo på den anden side ikke.
    KH
    J

    Kære Grevinde, jo, det tror jeg nok de vil, og jeg er heller ikke sikker på at vi har ret – du og jeg – Millas pointe om at vi skal lære vores børn at omgås medierne er for mig at se også vigtig.
    KH
    J

  14. Jeg er mormor, og jeg lægger kun de billeder ud af børnebørnene, som forældrene synes er ok.
    Jeg har valgt billeder, som jeg har tænkt, ikke ville genere dem, når de bliver store. Men det ved jeg jo i virkeligheden ikke? Så det er fint at blive mindet om dilemmaet. For nogen tid siden oprettede jeg en lukket gruppe på facebook, hvor jeg uhæmmet deler familiebilleder med kun mine børn
    Men jeg må også tænke på, om jer ser for meget på de skønne børnebørn gennem kameraets linse.
    Det er nok at tænke på i den forbindelse 😉

  15. Jeg har gået og følt mig småskør fordi jeg aldrig har lagt et eneste billede af min søn på nettet -for alle andre gør det jo! Jeg dømmer ikke andre for at dele billeder af deres børn, og liker skam også på livet løs. Jeg har haft lyst til at dele billeder af min søn masser af gange, for jeg synes jo han er fantastisk, men jeg har aldrig kunnet få mig selv til det, fordi jeg netop følte at jeg ville overskride en grænse som han ikke selv havde mulighed for at sætte.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.