Om at skynde sig hjem

IMG_0568

I går skyndte jeg mig hjem. Jeg var for første gang på Folkemødet på Bornholm, fordi jeg skulle lede en debat, afholdt af Danner, som handlede om voldsramte kvinder, og hvad man gør / bør gøre / kan gøre, når kvinderne skal ud af krisecentret og ud i deres helt eget liv igen. Det arbejde kaldes for efterværn, og er ikke højt prioriteret i det store offentlige system. Danner og mange andre krisecentre arbejder hårdt på at den støtte kvinderne har brug for, rent faktisk kan tilbydes dem.

Nu har jeg været fordybet i denne sag i nogle uger, men det er simpelthen ikke til at forstå, hvilke oplevelser nogle kvinder gennemlever og kommer igennem. Jeg har så stort respekt for Danners arbejde og deres måde at håndtere dette konfliktfyldte område på, og ikke mindst de kvinder, der rejser sig efter at have været voldsudsat. Og jeg kan ikke sige det tit nok: for 55 kr om måneden kan du hjælpe Danner i deres arbejde. Hvis du vil det, kan du klikke her.

Efter debatten var slut, skyndte jeg mig hjem. Mere end jeg behøvede. Jeg havde i virkeligheden en overnatning til i dag, søndag, og en billet hjem i dag, men da det gik op for mig at jeg kunne komme hjem, kramme ungerne og Johan og vågne op med dem her til morgen, kunne jeg simpelthen ikke finde ud af at blive. Så jeg tog hjem. Krammede, kyssede, sov og vågnede, og følte mig så uendeligt taknemmelig.

4 kommentarer

  1. Sidste weekend havde jeg min unger alene og aftenen endte med at vi alle 3 lå krøllet sammen i min lille dobbeltseng. Det er ret sjældent når én er 10 og en anden 14 i næste uge… Jeg sov ikke særlig godt, men jeg lå længe vågen med en kæmpe lykkefølelse og taknemmelighed… og en erkendelse af, at mine børn kun er til låns. Nyd mens nydes kan. Kh. Birgitte

  2. – og hvor køber man de pæne sandaler?
    Ja, ved godt det er et luksus”problem” at spørge om lige i dette indlæg fra dig. Sorry hvis nogen føler det upassende….
    God aften, hilsen Jannie

  3. Tak for din opmærksomhed på problemet, og for at sætte ord på nogle begreber for, at bare 1 kvinde genkender sig selv, og får støtte til sit arbejde med sit efterværn – og/eller til at komme ud af forholdet!

    Det virker som om, at vold mod danske kvinder er et stort tabu i dagens Danmark 2015. Paradoksalt nok, hvis man tænker på hvor meget frisind, der er på mange andre fronter. Måske skyldes det, at skammen er en naturlig følgesvend for den voldsramte – og at det for udenforstående opfattes som om, at det kun er noget som “svage” kvinder bliver udsat for. Fakta er, at kvinder i alle sociale lag rammes (ja undskyld udtrykket).

    Selv har jeg været udsat for partner vold – psykisk, og endeligt fysisk.. Jeg var en af dem, som klarede det helt selv, og som også magtede at sætte en stopper for forholdet. Men ikke uden men. For selvom jeg stadig står, så har det skabt et sår og en vrede, som ikke rigtig vil forsvinde helt, og som nogle gange blusser op. Et ar på sjælen. Jovidst. Med tiden fortager smerten sig. Lysten til at leve videre, og til at blive elsket og passet på, samt troen på at det sker, består. Der står jeg.

    Jeg beundrer Danners arbejde. Det gør mig glad, at man ønsker mere synlighed. Jeg stødte på dem (Danner) for længe siden, men benyttede mig ikke af deres tilbud. Følte mig udenfor kategori. Sikke noget pjat! Jeg ville helt sikkert have helet bedre, hvis jeg havde rakt ud efter Danner, da jeg stødte på dem (ad omveje blev det så senere til en snak hos mødrehjælpen, hvor jeg blev mere bevidst om, hvad det var som jeg havde været igennem). Så til alle jer kvinder, som “tvivler”. Fortvivl ikke. Bestil tid til en samtale. Der er helt sikkert nogle som lytter, og vil hjælpe dig på vej. Vær ikke for stolt til, at bede om den hjælp. Du er det værd.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *