Til Alle Mødrene (Og Til Os, Der Stadig Tror På At Man Både Kan Have Et Arbejdsliv & Være En God Mor!)

Dette er modellerne på podiet ved Dolce & Gabbanas show under modeugen i Milano i går. Modeller, store som små. Det her er sådan vi skal se ud i følge designerduoen til næste forår. Der er blonder, glimmer, broderi, diademer og jeg er vild med det hele. Showet og kollektionen er en hyldest til moderskabet – designerne forklarer selv at det handler om den italienske Mamma, den store moder, men hvis man ser på det med lidt andre briller er der flere interessante budskaber i showet.

For det første er alle børnene modellernes egne – det vil sige, at det altså ikke er lånebørn, eller modeller med kunstigt svulmende maver, der går ned af podiet. Dolce & Gabbana viser rigtige kvinder, der har født ungerne, og som igen er tilbage i deres arbejdsliv. Nu med en baby på armen, eller et barn i hånden. Det er kvinder, som stadig gerne vil leve et liv, som gerne vil se godt ud, og som tydeligvis interesserer sig for mode, duoen tegner et billede af, og kvinder som er så stolte af moderskabet at de viser det frem. Showet handler også om at ting gerne må smelte sammen; at børn kan være en del af livet, af arbejdslivet, og at moderskabet måske slet ikke er så opdelt mellem arbejde og familie, som vi nogle gange forsøger at gøre det til. Så måske fortæller Dolce & Gabbana os – tydeligvis uden selv at vide det – at vi er på vej mod bedre tider, mod en tid, hvor man ikke skal være deltidsmor og deltidsarbejdende, men hvor man kan gøre det hele samtidig. Jeg håber i hvert fald.

I forbindelse med præsentationen af forårskollektionen  2015 sendte Karl Lagerfeld feminisme og ligeløn på catwalken for Chanel, for herigennem at give sin kommentar til det vi andre taler om. Nu er moderskabet sendt på catwalken, og jeg kan ikke lade være med at glæde mig over det.

Ikke fordi det er noget nyt. Vores mødre havde under halvdelen af den orlov, vi har, og havde os med på arbejde. Vore mormødre havde deres børn med på arbejde, og jeg har selv haft Sofus siddende ved brystet eller hoften fra han var ganske nyfødt til han var 7-8 måneder når jeg gik på arbejde, lige som mange andre selvstændige kvinder gør helt naturligt i dag. Og i går havde jeg fornøjelsen af at holde en workshop med Sine, som havde baby Ella med. Og det er sådan her, Sine afleverer et gennemarbejdet trendoplæg: I høje hæle og med baby på brystet. Fordi børn gerne må være med, og fordi man ikke bliver mindre sig selv af at blive mor.

IMG_9011

P.S.: Inden du mener, jeg er meget uretfærdig overfor de kvinder, der vælger en fuld barsel komplet med mødregrupper etc, er jeg nødt til at sige, at jeg ikke forsager retten til barsel (heller ikke faderens…), jeg mener bare at der er mange måder at leve livet med børn på, og at jeg jubler ved tanken om at kvinder ikke skal skubbes hjem, når de bliver mødre, men at der netop er andre muligheder, for nogle af os.

 

21 kommentarer

  1. jeg tvivler på at kassedamen i netto kan have sine børn med på arbejde eller en politi manden/kvinde kan ha sit/sine børn med og samtidig have det sidste nye mode tøj på … men jeg kan godt se at nogle jobs kan rumme børn og samtidig kan man ha det sidste skrig på … og ja der er 1000 måde at leve sit liv sammen med børn på og ingen er den rigtige eller forkerte ,det handler om ,hvor man er i livet og hvor mange penge man har og i hvilke land man bor i … og så kraver det et overskud og lysten at slæbe rundt med sit afkom og samtidig ligne en milion 🙂
    i min optik har jeg gjort det bedste for mine børn, at blive hjemme .. ja jeg var heldig ,at jeg kunne gå hjemme i snart 28 år og aldrig skulle arbejde, men det havde sin pris jeg svømmer ikke i penge og jeg har ikke haft glæden af gode kollegaer og samvær med andre voksne, ikke at jeg levet isoleret, men min verden var mine børn ,men så læste jeg mange bøger og så alt der kunne ses på tv og jeg læste aviser for ikke at komme bagefter, for jeg mener ,at det er mit ansvar at kunne give viden videre til mine børn og det lykkes ,for jeg har gennem de mange år fået af vide ,at mine børn er meget alt vidne fra andre vokse der har haft kontakt til dem, og det varmer mit moder hjerte, at noget har jeg gjort godt .. jeg har nu givet samfundet 5 børn ,der nu kan yde deres til samfundet .

  2. Hej Helle – du er SÅ sej, og jeg fatter ikke hvordan du har gjort det. Men det er vel det der er humlen i det: At man ruster sine unger til et liv med voksne, og ikke isoleret fra de voksne. Jeg mener heller ikke at man skal have noget bestemt tøj på for at give sine børn det liv, men jeg mener vi er mange, der er for forsigtige med at involvere børnene i det liv vi lever – selvom det er pisseanstrengende, skal man vel også lære sin treårige at opføre sig ordentligt i Netto? Det er vist lidt det samme. At vi ikke synes at livet er på den ene side børn og på den anden side (og isoleret her fra) voksne / arbejde / voksenkontakt.
    KH
    J

  3. Der er mange forskellige måder at være mor på og mange forskellige betingelser for at være det.
    Anekdote : da min mor fødte mig, havde hun 14 dages barsel. Hvis ikke hun mødte på kontoret var hun fyret. Hun var alene med mig og huslejen, så selvfølgelig tog hun på arbejde. Der sad hun med store ømme bryster, som flød over og som malkede ud i frokostpausen. I vuggestuen sagde de, at det var det mindste barn de nogensinde havde modtaget. Da min mor ikke kunne nå hjem til lukketid, måtte hun betale en ung pige for at gå hjem med mig og blive til min mor kom.
    Kvinder, som er mødre , er også andet end mødre og det skal være helt legitimt. Men det skal være på ordentlige vilkår for barnet. Det kunne være dejligt hvis børn kunne integreres på arbejdsmarkedet, men jeg tvivler på at arbejdsgiverne jubler ved tanken.

  4. Hej Julia!
    Du har et meget priviligeret arbejdsliv, synes jeg. Du er heldig, og Sine på billedet er heldig. Den var aldrig gået her, og jeg arbejder ikke i Netto, men med marketing på et gennemsnits dansk kontor. Jeg har en enkelt gang haft min søn med. Han sad nok så eksemplarisk og spillede på Ipad og var faktisk meget stille. Faktisk overraskende stille af en dreng med ADHD at være.
    Men det blev faktisk slet ikke vel modtaget af mine kvindelige kolleger – hvorimod mine mandlige kolleger syntes det var alletiders og fodrede ham med slik og DVD’er. Jeg overhørte ‘diskret’ kvindelig øffen omkring at spredning af bakterier, larm & uro – og ‘kan hun ikke bare blive hjemme?’. Suk.
    Så det er ikke noget, jeg praktiserer igen, fordi andre kvinder åbenbart hader det der med, når andre kvinder har børn med på job.
    Gitte K

  5. Hej Susanne,
    Det er en hæslig historie, og så synd for din mor og dig – jeg mener blot at vi som arbejdsgivere, mødre, kollegaer, døtre og venner må være åbne overfor at hvis vi vil forandring, må vi selv skubbe på. Måske vil vi den ikke nok, men når man ser i moden, ser de kulturhistoriske sceneskift, så er det virkeligt spændende at grænserne blødes op. Spørgsmålet er om vi vil det. Hvis ikke kan vi jo bare lade være med at skubbe på.
    KH
    J

    Hej Gitte,
    det er så meget min oplevelse af virkeligheden, det du beskriver det – SÅ meget! Det er oftest andre kvinder, der strammer op og snerper igennem, hvis man involverer vi sine unger. Jeg har siddet med ryggen til administererende direktører (mænd) og ammet Sofus, og gennemført et møde på trods, til stor forståelse og venlig imødekommenhed fra mænd. Kvinder har på den anden side frabedt sig at blive mødt af et spædbarn. Seriøst.
    Jeg er så ked af det på dine vegne, Gitte, og det viser jo om noget at vi stadig har nogle ting at diskutere…
    KH
    J

  6. Hej Julia, jeg kom til at tænke, da jeg så mit eget opgivende svar på dit indlæg – og på den anden side, så VIL jeg praktisere det igen! For helt ærligt – ! Min søn er en helt naturlig del af mit liv, og jeg inkluderer ham i mit job some time snart igen. Så kan de andre høns måske lære det. For jeg bliver en bedre medarbejder, når jeg får plads til at få HELE mit liv til at spille sammen i stedet for at skifte roller konstant.
    BASTA!
    Tak for dit søde svar i øvrigt, jeg blev meget glad for det <3
    Gitte K

  7. Jeg synes også at modebillederne var vildt spændende og inspirerende ifht at integrere privat- og arbejdsliv. Det er underligt at familiemedlemmer render rundt i hver sin bibel hele dagen. Det bliver interessant at se hvad fremtiden byder på ☺.

  8. Knaldgodt indlæg, som rammer lige midt i sagns kerne, nemlig OM kvinder er gode eller dårlige mødre, når de stædigt bider sig fast i retten til at arbejde.
    Selv valgte jeg karrieren fra dengang pigerne var småbørn og gik først i gang igen da jeg var omkring 40 år, men min ældste datter på 32, som er mor til to, klarer det hele, dog på let nedsat tid her mens de er helt små, men kæmper dog alligevel med sig selv om hun nu er en god nok mor!
    – og hun ER god nok, sålænge hun har den rigtige fornemmelse i maven og sålænge børnene er harmoniske og glade og sådan er det vel for allemøder/kvinder, ikke?
    Vi vælger selv vores liv og metode og står også selv til ansvar overfor vores spejlbillede hver dag, ikke;-)?
    Intet er DET rigtige og intet er DET forkerte!!

  9. Ah – come on. Børn er jo en del af livet. Tænker jeg. Jeg har haft børn med på arbejdet. Og gør det igen, hvis det bliver nødvendigt. No worries – de trives fint blandt finansfolk. Jeg har set børn trisse rundt i strømpesokker på et tradingfloor i den finansielle sektor (og de synes det var røvsygt). Min kvindelige chef havde sin søn med en dag. Jeg har også set en mandlig chef have sin søn med (igen på det føromtalte trading floor). Jeg ved ikke om det afhænger af sektor, men den dér med snerpen har jeg ikke oplevet (eller også så overhører jeg det totalt!). Jeg undres over at kvinder ikke rummer det…sikkert en større analyse af spejl og projektioner i den. Nåh – jeg vil sige at blandt de finansfolk jeg har arbejdet sammen med, så er det OK. Der er plads derude i verden!

  10. Når jeg ser billedet med Sine og lille Ella bliver jeg ked af det og får ondt i maven. Jeg ville aldrig være i stand til at kunne være nærværende og tage mig af mit barn, mens jeg skulle performe på arbejdet. Men er sikker på atSine er i stand til det.
    Jeg har helt egoistisk nydt at kunne trække mig ud af samfundet for en tid og kun været mor, de 3 gange, jeg har været på barsel. Har set det som en enorm luksus at jeg kunne blive hjemme hos mine børn til de var 1 år. Og de har været nogle af de bedste og mest afbalancerede perioder i mit liv. Men samtidig har jeg også nydt at komme tilbage på arbejde og de faglige fordringer igen. Og ja vi er nok mange ude i det ganske land, hvor muligheden for at kombinere børnepasning og arbejde kan lade sig gøre. Det kan godt være at de borgere, jeg kommer ud til som sygeplejerske, ville synes det var rart at få børnebesøg, men mine børn ville sikkert ikke synes det var rart at stå og kigge på ildelugtende sår:-)

  11. Jeg er fire mdr inde i min anden barsel. Jeg elsker at være sammen med mine børn. Men de bedste dage i denne barsel har været de, hvor min søn har taget en god lang lur og hvor jeg har fået skrevet et par sider af min afhandling, har læst et eller andet som inspirerede mig, eller fik formuleret et godt abstract til et seminar. Bagefter har jeg været så glad og haft overskud til at være en nærværende forælder. Sommetider får jeg helt dårlig samvittighed over at jeg har det sådan. Men jeg øver mig i at acceptere, at jeg er sådan een som ikke fungerer så godt i “bare” at være på barsel. Til gengæld fungerer jeg virkelig godt i kombinationen af arbejde og børn. Og det, er jeg ved at indse, er hverken forkert eller mærkeligt. Jeg ved, jeg er priviligeret hvad angår fleksibilitet og tid, og det er jeg taknemmelig for. Mine børn får den bedste version af mig når jeg får lov at lave andet end at være (hus)mor. Jeg er helt enig i at børn ikke tager skade af at følge med – så længe der er tryghed, nærhed og ro. Og helt ærligt: der er ikke den store forskel på om babyen sidder på armen og bliver ammet til et møde på arbejdet end til et møde med mødregruppen. Bortset fra at der måske er mere ro på arbejdet? 🙂

  12. Janne F. Jeg er helt enig med dig.

    Jeg har aldrig haft mine børn med på kontoret. Jeg har et par gange arbejdet hjemmefra, med et eller flere børn hjemme hvis de har været sløje (Fx under skoldkopper hvor de har været friske nok, men ikke har måtte komme i inst.) Det har været en fuldstændig umulig opgave, hvor jeg ikke har kunne koncentrere mig om hverken børn eller arbejde. “så vent lige, Mor skal lige genstarte en server.. du får mælk om lidt”. Ej der går selt ikke her. Arbejde når jeg er på arbejde, fri når jeg er hjemme hos ungerne. det andet giver mig sgu stress.

    Men Julia jeg er helt med på pointen i dit inlæg – et job udelukker ikke det at være en god Mor. Bliver lidt ked af debatten nogle gange. læser ofte kommentaren ” Kvinder skal ud og realiserer sig selv på arbejdsmarkedet, så de kan ikke passe deres børn”. Nej, det hendler ikke om selv realisering! Det handler om smør på brødet, tøj til børnene og terminer.

  13. Det er dog helt vildt fordømmende at skrive, at du får ondt i maven af at se billedet af Sine, der holder oplæg med baby på maven, hvad i alverden er det for noget fis?! Baby er da tæt på sin mor! Og moren er tydeligvis SEJ!
    Og hvis arbejde kun handlede om terminer og smør på brødet var det da et trist liv! Jeg går da på arbejde fordi jeg kan lide det, fordi jeg ser en mening med det, fordi mine evner bliver brugt og fordi bliver udfordret! Det er da skønt, og jeg ville blive vanvittig, hvis jeg skulle gå hjemme og passe mit barn. 8 måneder barsel var alt rigeligt til mig (og så er det i øvrigt mega fedt at have en mand, der vil tage over og som er præcis lige så god som moderen!). Det er et privilegium ligefrem at få penge for at passe sit eget barn, men jeg synes også der skal være plads og lov til at sige, at det ikke er os alle der egner sig til at være hjemmegående barsels-mor i længere tid!

  14. Min anekdote var blot for at sige, at der skal vi ikke ende igen – selvom kvinder selvfølgelig gerne vil kunne det hele

  15. Hyldest til moderskabet. Jeg er vild med det. Børn er en naturlig del af livet – hele livet.
    Mest af alt, tror jeg at showet afspejler, at Italienerne savner deres store familier. Vi var for et år siden i Norditalien med vores 3 børn, den mindste var kun 4 måneder… Italienerne var misundelige. 3 børn, hvilken luksus. Det er en luksus Italienerne har svært ved at håbe på efter finanskrisen – de har simpelthen ikke råd. Hverken samfundet eller den enkelte Italiener.

    Vi skal hylde moderskabet. Hylde mødrene. Hylde fædrene. Hylde familierne. Livet er ikke slut når man får børn… det begynder… Her ser man alvoren, oplever yderpunkterne, mærker livet.
    Mødre er fantastiske, og lige meget hvordan de får deres hverdag til at fungere, er der ofre. Mødre gør utrolige ofre for deres børn. For at opdrage dejlige, skønne, empatiske, kreative børn – det kræver arbejde og det kræver ofre. Det skal hyldes.
    Vi er forskellige, vi drives af forskellige ting, vi drømmer om forskellige ting, vi håber på forskellige ting, og vi er mødre på forskellige måder, og det er fantastisk.

    Vores værdi handler ikke om hvor meget og hvor længe vi arbejder, selvom samfundet gerne vil have, at vi skal tro det. Vi har værdi fordi vi ER… hvilket særligt er tydeligt i vores relationer. At skabe værdi handler for mig ikke om hvor meget vi arbejder, men om hvordan vi udfører vores arbejder; hvordan vi behandler vores kollegaer, hvordan vi bekymrer os om vores nabo; og hvordan vi opdrager vores børn.

    A little more Kindness, a little less Judgment – Det har vi vist alle brug for. Når vi ser på andre, og når andre ser på os. Jeg synes vi skal øve os i at hylde mødre. Her, der og alle vegne. Og hvis nogle mødre gør det anderledes end os selv, skal vi omfavne det, lytte til det, stille spørgsmål til det og lade os inspirere af det – uden at tænke hverken værre eller bedre om os selv eller dem.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.