København

IMG_8889

Elias og Sofus leger sommer på stranden på Tårnlegepladsen. Her var vi i en times tid i går eftermiddags, og havde det så hyggeligt, koldt og sjovt sammen. Elias var den perfekte storebror, som tog lillebror på skødet på den store rutsjebane, og holdt ham i hånden ved gyngerne. Alt var idyl. Vi undrede os over de mange sirener og udrykningskøretøjer da vi gik hjem.

22 minutter efter jeg tog dette billede blev der åbnet ild ved et debatmøde på Krudttønden, ikke langt fra legepladsen.

Og jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, eller hvem jeg skal sige det til. For det meste bliver til platheder i lyset af en tragedie som den i går. Men chokket sidder i brystet, og hjertet brister ved tanken om de familier, der er blevet berøvet dem de elsker, ved tanken om de sårede mennesker, der skal finde vej ud i livet igen. Det bør ikke komme som en overraskelse at der sker terror i Danmark, hørte jeg Mette Frederiksen sige. Og nej. Det er ikke overraskende. Men det er grusomt. Det er grusomt at freden er væk, at roen, trygheden og tilliden ikke har grobund her mere, og det er hæsligt at vide at ét menneske, kan gøre os alle så bange.

Jeg vil ikke være bange. Men jeg er det. Jeg vil ikke lade mig kue, eller lade være med at gå til et debatmøde. Jeg vil ikke holde op med at tænke, skrive og sige, hvad jeg mener. Men mine børn behøver ikke stå ved siden af, når jeg gør det. Er det at være bange? Måske. Det er i hvert fald noget andet end at have tillid.

Når det så er sagt, så handler alt dette ikke om dig eller mig, eller vores. Det handler om fællesskabet. Om at vi ER et fællesskab. Og om at vi tænder lys i mørket sammen, når vi står ved det fællesskab, og om at holde fast i at have modet til at lukke andre ind i det.

5 kommentarer

  1. Tak for de kloge kloge ord kære Julia. Ja, lysene skal tændes og armene skal fortsat være åbne. Ellers tror jeg, der vil komme langt flere grunde til, at man pludselig ser sig selv stå med hvide knoer.

    Kh Louise

  2. Det handler også om at være realistisk og forholde os til den virkelighed, der findes lige nu – og der skal vores børn ikke være. Med det mener jeg også at vi i Danmark ikke skal være så kategoriske mere og begynde at forholde os til, at vi ikke bare skal bruge vores ytringsfrihed, fordi vi kan, men til de ting der er vigtige. Og helt personligt mener jeg ikke det er nødvendigt og vigtigt at tegne andres guder som f.eks hunde. Men det er vigtigt at vi kan samles og debattere vores holdninger og meninger uden at skulle skydes ned.

  3. Hvor har jeg mange gange i løbet af weekenden tænkt på alle jer, som bor lige midt i orkanens øje…..Når man bor i Odense, som jeg føler man sig lidt mere sikker?? Underligt ikke? For det er ikke længe siden vi havde flere bombetrusler på Banegården, men først når noget virkeligt slemt sker, så forstår man alvoren – men alligevel sætter det sig ikke som hos jer ovre på den anden side af broen.
    I er alle i mine tanker og jeg håber, at de har fået fat i den rigtige/alle terrorister…..

  4. Jeg lå på et hospital i nord London i juli 2005 klar til at føde mit første barn, da de bombede en bus og på undergrunden. Jeg kan huske, at jeg tænkte ‘sådan er det jo bare at bo i London’ Nu bor jeg i en provinsby i Danmark med min mand og børn. Jeg kan huske, at jeg i går tænkte ‘sådan noget sker altså ikke i Danmark’ men det gør det…..

  5. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om medierne ikke også er med til at puste til ilden med den massive dækning døgnet rundt, når der sker noget som dette. Da ulykken i Paris skete, var vi med i alle detaljer. Det kan måske inspirere mennesker uden etik til at få dårlige ideer. Så egentlig synes jeg, at vi så vidt muligt som mennesker må fortsætte vores liv og gøre som vi plejer – udøve medmenneskelighed så godt, vi kan. Jeg slukker for den massive dækning i medierne i de her dage. I stedet sender jeg mine tanker til dem, der virkelig må være knust nu. Og håber, at dem der har valgt at regere dette land, gør hvad de kan.
    Men når jeg læser dine ord, Julia, giver det mig stor klump i halsen. Det er ikke en “dækning af begivenhederne” skrevet for at være med i koret – det er et meningsfuldt og ærligt virkelighedsbillede fra der, hvor du står. Og det kan jeg bruge til at reflektere over, hvor jeg står. Så gir’ det mening.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.