Bliver det figurativ keramik?

IMG_6726

Det har været den fineste weekend. Og helt ærligt også en af de hårde. Det vigtigste først: Sofus er blevet rask. Endelig. Efter næsten fire døgn med så høj feber at jeg selv som rimelig rutineret forældretype blev forskrækket, begyndte det endelig at lette i går aftes.

Nætterne har været storslemme, og jeg har helt glemt, hvordan de er, når de handler om at vågne hvert tyvende minut, og i går, lørdag kulminerede det så. Jeg tågede rundt, og forsøgte at få mig selv til at hænge sammen ved at snige en lur ind hver gang det kunne lade sig gøre. Det samme gjorde Johan, og så tumler man ligesom igennem dagen lidt krøllet og fedtet og underdrejet med RÅ mængder af kaffe og sukker som krykker. Mod mine egne lavthængende forventninger nåede jeg alligevel at bage og fikse til Elias fødselsdag for klassen i dag. Som var god og hyggelig og sjov.

Her til aften læste jeg godnathistorie for ungerne mens Sofus faldt i søvn, og Elias lyttede, og lige der i smørhullet mellem ungerne gik det op for mig, at noget af det vildeste for mig som forældre, er at blive revet rundt med og af dem. For der går ikke en dag uden at vi krammer, kysser, råber, danser, slår i bordet og siger stop. Det hele er der; der er ro og der er larm, der er kys og der er kram, og der er forhandlinger, og tydelige ja-er og nej-er. Det hele er der simpelthen. Hvad gør man mon egentligt af alle de store følelser, når ungerne flytter hjemmefra? Slukker jeg så for min indre italiener eller begynder jeg på figurativ keramik? Et eller andet sted må det vel sidde, alt det vilde, man bruger med ungerne? Eller sover man så meget at man kommer totalt i balance? Faktum er at jeg faktisk kan lide det sådan her, og at så længe det er med mine to lækre unger, med Johan, med højt til loftet og med kaffe til, så elsker jeg det her.

7 kommentarer

  1. Skål i et velfortjent glas øl;0) Så sover du helt sikkert godt i nat med feberfrie børn samt børnefødselsdag og et glas øl i kroppen. Dejligt I havde en dejlig dag.
    Knus Jannie

  2. Igen rammer du hovedet på sømmet… Går netop med de tanker i disse dage (hvor vi bliver revet midt over af en, til tider, tumultarisk præ-teenager på den ene side og så en to-årig med så meget energi som man kun kan have når verden er helt ny og fantastisk)… Så ja, falmer de bare, de store følelser? Og hvad sker der så lige med én selv? Anyways – andre overlevede så vidt jeg kan ikke, så mon ikke det går? God mandag!

  3. Nyd det, nyd det:-)
    Pludselig er de fløjet allesammen og man fatter ikke hvor tiden blev af…
    (Lyder jeg lidt mormor-agtig? Det må jeg godt, for jeg er jo en mormor og har lige den der livserfaring med, som gør at jeg virkelig ved hvor meget man skal skatte stunderne med børnene, mens de vokser op…..

  4. Haha, jeg troede lige det var en lys øl med (meget) skum i glasset på billedet! Så måtte dagene i hvert fald have været lange, hvis det var metoden til at komme igennem dem 😉 Hellere skål i kaffe på en hverdag så. Dejligt at sygdommen er væk igen. Og hvor er din beskrivelse af familielivet bare fint. Jeg glæder mig til den dag!

  5. Hej Laura, jeg ville ønske det var det! Men KAFFE! Kaffe er min ven. Kh J

    Hej Tina, jeg gør hvad jeg kan for at suge det hele til mig. Jeg oplever virkelig at jeg har dem på lånt tid, og samtidig så er jeg ind i mellem så uendelig træt at det er svært at nå at se det hele. Derfor elsker jeg også at kunne skrive om det, fordi det holder det store og det små på plads. Kh J

    Kære Anja – du har så evig ret: Andre overlevede! Men man mangler (også her) lidt en brugsanvisning, ikke?

    Kære Jannie! TAK!

    Kære Susanne – jeg gør mig umage.
    Kram

  6. Fuck balance og de milde følelser Julia! I disse tider er det som om man ikke må elske for meget, eller råber for højt…eller er det måske det, som giver balance til livet? Og turde at leve livet uden at gøre for ondt til dem man elsker..og mærke livet sammen, at miste balancen sammen …mens man holder dem i hånden …..måske

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.