Sidste Værn Mod Vinterdepressionen

I går var en tirsdag, som burde have været en mandag. En morgen der gik galt, hvor ungerne ikke blev sendt afsted med al den harmoni jeg ønsker mig en morgen skal give.  Det var en af den slags morgener, hvor jeg opdager at Sofus vanter stadig ligger på fjerde, da jeg står på gaden. Med ham. Og en af den slags morgener, hvor kaffen bare ikke er god nok, og verden lige stram nok. Mere vinter bliver det ikke.

Men en heldig kalender ville, at jeg i løbet af dagen skulle pakkes ind i lyserødt. Sidste værn mod vinterdepressionen ligger nemlig i en baggård på Strøget. Illums Bolighus baggård gemmer nemlig mod mit favoritsted The Royal Café, hvor jeg kommer så tit jeg kan. Helt ærligt, nok kun to gange om året, men det er som at blive pakket ind i vattæpper at sætte sig derind. I går var selskabet fantastisk, det samme var kaffen, og kagen var smuk som altid, og frokosten det samme. Alt er godt der. Det er et lille eventyr, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er der for få af dem. De små huler af eventyr, de rum, man kommer ind i, hvor god smag viger for fantasi, og hvor orden viger for den slags kaos der følger med store ideer, og som små sko ikke levner plads til. For selvfølgelig skal der tegnes en ballon i glasur, og selvfølgelig har alle brug for en kylling der kan pippe, og en kop kaffe der er sort som den mørkeste chokolade du kan finde i kagen, og for et tændt stearinlys i rosa omgivelser.